Sådan styrer dit indre egodyr dig – om du vil det eller ej
Ingen har lyst til at blive kaldt egoistisk, menneskets selvpromoverende træk har bragt mange fremskridt med sig. Forstå, hvad der driver dig mod magtens tinder, og lær at gøre det hensynsfuldt.
Vi kender alle historien om vores forfædre, der ikke var overlevet én dag på savannen, hvis ikke de havde samarbejdet om at skaffe føde, ly og sikkerhed. Så ja, flokdyret er essentielt for vores arts overlevelse.
Men vidste du, at den anden side af menneskets natur – egodyret – er mindst lige så vigtig.
“Hvis flokdyret havde fået lov at styre, var vi aldrig kommet så langt. Mens flokdyret sikrer overlevelse, garanterer egodyret struktur og fremdrift i flokken,” forklarer adfærdsekspert Henrik Tingleff og tilføjer, at alle mennesker indeholder begge karaktertræk.
Du skal altså ikke have det dårligt over at sætte dig selv først i visse situationer, for det gavner ofte også fællesskabet på den lange bane.
Tænk bare på, når der skal planlægges store familietræf eller et polterabend – det kalder på, at der bliver truffet nogle lederbeslutninger.
Hvad karakteriserer egodyret?
“Det er den side af os, der ikke søger ind i flokken, men op i flokken. Der, hvor vi kan få mere indflydelse, adgang til flere ressourcer og mere status,” siger Henrik Tingleff.
Det hører med til historien, at vi som art står på et fundament af en hierarkisk natur. Men er hierarki ikke noget gammeldags noget, der hører til i militæret? Nope.
“Faktum er, at mennesket altid har levet i hierarkier. Vi trives bedst der, hvor vi ved hvilke beslutninger, vi selv har mulighed for at træffe, og hvor en leder tager over,” uddyber han.
“Egodyret spiller på de markører for at få andre til at tro, at de er mere dygtige, end de er. På den måde når de længere op i hierarkiet," siger Henrik Tingleff og fortsætter:
"Så vil du frem i verden, kan det altså bedre betale sig at fylde mest muligt i et selskab end at være mest kompetent."
Vores primathjerne sørger for, at den der “larmer” bliver honoreret med mere status.
Forsvarer sit territorium
Din gamle hjerne har slæbt flere logikker med sig fra fortiden, som fungerer i bedste velgående i dag. Egodyret går fx gerne langt for at forsvare sit territorium.
Det er derfor, at du skyder tilbage, hvis du bliver udfordret på dine holdninger eller din position. Det kan fx være, hvis en bekendt synes, at dit barn har for meget skærmtid, du får korrigeret dine øvelser i fitnesscenteret eller får kritik på dit arbejde.
“Når vi udfordres på vores opfattelse af tingene, reagerer vi som vores forfædre: Vi forsvarer territoriet. Når det sker, vil vores indre egodyr pille andre ned eller hævde sig selv,” siger adfærdspsykologen.
Så når du bliver trængt op i en krog, vil du være mere tilbøjelig til at svare: “Hvad ved du om det?” eller “Nu synes jeg nok, at du forenkler tingene noget” frem for at tage imod kritikken.
Tendens til at sammenligne sig
I det hele taget er egodyret mere end almindeligt optaget af, hvad der sker mellem mennesker i deres evige søgen efter status.
“Når vi er statussøgende, bruger vi meget tid på at sammenligne os med andre. Det, vi har, er kun noget værd i forhold til, hvad andre har,” siger Henrik Tingleff.
En BMV er kun fed så længe, at de andre biler på vejen er dårligere. Og hvis naboen stiger 10.000 kr. i månedsløn, føles det som om, at vi selv er gået 10.000 ned.
Der ligger en kæmpe driver i at opnå ikke bare meget, men mere end de andre.
Alt i alt er dit indre egodyr konstant på jagt efter nye erobringer – bedre job, mere eksklusivt forbrug, flere indflydelsesrige venner osv. – og derfor altid i udvikling. Det er et stort drive.
Bare du ikke bliver så forhippet på din egen succes, at du glemmer det fællesskab, som selv den mest hårdkogte individualist også er afhængig af.
Skal der skrues lidt på knapperne, får du her adfærdsekspertens gode råd.
3 råd til at tøjle dit indre egodyr
Går al din tid med at positionere dig, forsvare dine valg og sammenligne dig med andre? Så skal der måske skrues lidt ned for dit ego for at finde en god balance.
Erkend at egodyret bor i dig
Jeg har ikke noget problem! Lukker du øjnene for en uheldig adfærd, går din personlige udvikling i stå.
Indse hellere, at alle har et indre egodyr, som kan fylde for meget. Hvis du ikke ser det, kan du ikke gøre noget ved det.
Spil de andre gode
For at få det bedste resultat – det vellykkede familiearrangement eller et arbejdsprojekt, der klapper – skal alle bidrage.
Så spørg dig selv, hvordan I sammen kan gøre det bedst og ikke kun, hvordan du selv kan. Lad tvivlen komme fællesskabet til gode.
Smid om dig med ros
Ingen har nogensinde fået mindre status ved at rose og anerkende andre. Tværtimod. I vokser begge to af det.
Vil du læse mere?
Egodyret er flokdyrets usympatiske fætter. I denne bog forklarer psykolog Henrik Tingleff, hvordan vi hver især kæmper for status inden for flokken – og hvorfor det er ødelæggende for fællesskabet.