6 råd til at tackle ADHD, hvis du lige er blevet mor

Få ekspertens råd til, hvordan du griber hverdagen an med en baby. Med den rette støtte og rådgivning kan du styre uden om de største udfordringer.

Mor med ADHD sidder i sofa med nyfødt.

MOR MED ADHD - Afbrudt søvn og høje barneskrig kan stjæle overskuddet. Derfor skal man være godt beredt og søge støtte, når man får barn.

© iStock

En hverdag med opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD er i forvejen ikke altid let. Hjernen har sværere ved at koncentrere sig, at lade en impuls ligge og styre sin hyperaktivitet.

Når der så lander et lille barn i familien, kommer der yderligere pres på.

“Når man lige har født, så siger det 'slam', og så falder niveauet af kønshormon. Det gør, at der igen er fuldt blus på ADHD-symptomerne,” siger psykiater Charlotte Jokumsen.

Oveni det skal man vænne sig til at lægge sine egne behov til side, tage ansvar for den nyfødte og leve med afbrudt eller mangelfuld søvn.

Her får du ADHD-ekspertens råd til at klare ærterne som mor med ADHD – for din egen og dit barns skyld.

1 Forstå kroppens hormonudsving


Forskning viser, at ADHD-hjernen fungerer bedre, når østrogenniveauet er højt. Det kan du læse om her.

Under graviditeten brager kønshormonerne derudaf, så mange kvinder trives bedre med ADHD i de ni måneder.

Efter fødslen falder niveauet brat, og så mærker man mere til sygdommen. Det er vigtigt at være forberedt på.

2 Justér medicin


Det kan være en god ide at regulere medicinen. Nogle kan slippe den helt under graviditeten, men er der behov, findes der præparater, der ikke skader fosteret.

Holder du pause på medicin, kan du evt. begynde efter fødslen. Nogle præparater kan uden problemer tages, selvom du ammer, og hvis medicinen ikke er 'ammegodkendt', kan du overveje at give modermælkserstatning. Tal med din psykiater eller fødeafdeling om det i god tid.

3 Prioritér din søvn


Stort set alle psykiske udfordringer bliver forværret, når man har søvnproblemer. Også ADHD.

Inden du fik barn, har du sikkert vænnet dig til at trække dig tilbage og lade batterierne op. Den mulighed har du ikke længere som mor med ADHD.

Sørg derfor for at sove, når din baby sover, selvom opvasken så bliver stående. Og aftal med din eventuelle partner, at du så vidt muligt får nætter alene.

4 Bed om hjælp til det praktiske


Bunken af vasketøj og poserne, der skal bæres hjem fra supermarkedet, vokser, når der kommer barn. Har du ikke tidligere haft lyst eller mod til at bede andre om hjælp, er det måske tid nu.

Lav en fordeling af huslige opgaver med din partner, bed om aflastning hos familiemedlemmer og køb jer evt. til rengøring.

5 Få hjælp til at skabe struktur


Når overblikket ryger, bliver lunten kortere, og det kan lettere ende med følelsen af at være en dårlig mor.

Forudsigelighed er kodeordet. Hav en kalender hængende fremme med ugens aktiviteter. Nogle har glæde af små billeder, piktogrammer, eller at bruge en kalender-app som Tiimo, MemoAssist eller Mobilize Me.

6 Opsøg fællesskab med andre


“Endelig en, der forstår mig”. Den følelse er uvurderlig høj, så du kan holde følelsen af skam og ensomhed fra livet.

Her er der plads til at være sig selv som mor med ADHD, og du kan udveksle erfaringer om alt fra støjregulerende høretelefoner til parforholdsproblemer. ADHD-foreningen har bl.a. online netværksgrupper.