5 råd til at gå fra skænderi til dialog med din partner

Når vi skændes, er vi reelt holdt op med at lytte til hinanden. Få parterapeutens værktøjer til at finde tilbage på sporet, hvor du bliver hørt og lytter tilbage.

Et modent par taler med hinanden i en sofa. De vil have råd mod skænderi.

KOMMUNIKATION er alfa og omega i parforholdet. Læs parterapeutens effektive råd til at lytte mere og skændes mindre.

© iStock

Undgå at sige “aldrig”


Optrappende sprog er ord, der gør konflikten værre. 'Aldrig’ og ‘altid’ er tilbøjelige til at slette nuancer og vil ofte vække raseri eller behov for at forsvare sig hos din partner.

Blød i stedet sproget op, så dit budskab når frem.

Sig ‘jeg’ i stedet for ‘du’


Et af de mest virkningsfulde greb for at tale konstruktivt med hinanden er at undgå bebrejdelser.

“Du lytter ikke til mig”, “Det er din skyld, at ...” og “Du er sådan en, der ...” er eksempler på formuleringer, som anklager og bebrejder.

Prøv i stedet at fortælle, hvad du selv føler, når den anden opfører sig på en bestemt måde. Ved at blive på egen banehalvdel undgår du at anklage din partner, så han eller hun vil blive mere åben over for at lytte til dig.

Læs også: Bærer du nag? Forstå, hvorfor det er svært at tilgive

Vis din partner sårbarhed


Fjender fejer modstanderens kritik væk. Kærester lytter til kritik og tager ansvar for deres del af problemet. Når du begynder at vise dine fejlbarlige, sårbare sider, fremstår du pludselig oprigtig og blød i stedet for afvisende og hård.

Du kan fx sige: “Jeg er ked af, at jeg ikke kan give dig det, du har brug for.” Så forstår din partner bedre, at det ikke er af ond vilje, men at du blot har svært ved at gøre, hvad der er brug for.

Du kan også sige: “Jeg er bange for at miste dig” i stedet for “Du kan bare gå”. Alle disse udsagn ændrer din fremtoning fra at være fjende til at være kæreste.

Lyt, som du selv vil lyttes til


Er I endt i en ond spiral, hvor I ikke lytter til hinanden, kommer der ikke noget godt ud af at fortsætte skænderiet.

For at bryde tomgangs-snakken kræver det, at en af jer er den første til at lytte til den anden. Det er som at sluge en kæmpe kamel, for nu må du ikke komme med indvendinger, forsvare dig eller tage ordet. Nu er det din partner, der taler!

I situationen kan du tænke på, at hvis du fortsætter med at lytte, vil din kæreste gøre det samme over for dig øjeblikket efter.

Find ind til, hvad der ligger bag


Et skænderi er i virkeligheden lidt af et detektivarbejde. Begge parter har en mere eller mindre hensigtsmæssig adfærd med sig fra barndommen, som kan spærre for, at de kan give og modtage kærlighed på en positiv måde.

Hvad end jeres respektive ømme punkt er fx at være aggressiv, lukke af eller please, er det guld værd, at I bliver bevidste om det.

I kan spørge: ‘Hvor har jeg det mønster med mig fra?’ ‘Hvilke gamle frustrationer ligger bag, at jeg reagerer så kraftigt?’ Så kan I begynde at forstå jer selv bedre og indse, hvad I hver især skal lære for at bevare forholdet.

Sådan undgår I også at tale om skyld. Det er jeres bagage fra fortiden, der skaber et negativt samspil mellem jer.

Læs også: Er det sundt at skændes med sin partner?