Du er hverken afstumpet eller unormal, fordi du lapper grufulde forbrydelser i dig på tv eller i bøger. Tværtimod. Se, hvad du vinder som gyserfan, og forstå, hvorfor det er naturligt at lade sig skræmme.
UHYGGE PÅ SKÆRMEN er et sikkert sted at prøve kræfter med frygt, så vi bliver bedre til at håndtere den i virkeligheden.
Du behøver ikke skæve til mange bestseller- eller top 10-lister over podcasts og serier for at få bekræftet, at uhygge hitter. Vi sluger underholdning om seriemordere, overnaturlige væsener og forbrydelser råt.
Og hører du til dem, der slapper af til – ja, måske ligefrem nyder – grufulde fortællinger, har du sikkert spurgt dig selv, om du er helt normal. Til det kan vi bare sige: 'ja'.
Læs også: Derfor er kvinder mere vilde med true crime end mænd
Trangen til at dyrke det uhyggelige og det grusomme har en naturlig forklaring, og det kan måske ligefrem være sundt for os. For gennem fiktionens verden lærer vi at tackle negative følelser som angst og stress.
For at forklare, hvordan det hænger sammen, har vi snakket med to førende eksperter på området: Mathias Clasen og Marc Malmdorf Andersen, der bl.a. forsker i, hvorfor vi mennesker frivilligt opsøger gys og gru, ved Recreational Fear Lab på Aarhus Universitet.
Fra vi er helt små, finder vi nydelse i en vis grad af forskrækkelse og uhygge. Fx når vi leger titte-bøh, bliver kastet op i luften og grebet igen, eller når voksne synger ‘Bjørnen sover’ og slutter med et farligt bjørnebrøl.
Sidstnævnte er faktisk det, man inden for gysergenren kalder et ‘jump scare’. En bevidst skræmmetaktik, der får os til at hoppe i stolen under en gyserfilm, og som vi åbenbart allerede finder sjovt i vuggestuealderen.
“Børn synes ofte, frygt og uhygge kan være vildt spændende, og de vil rigtigt gerne lege noget, der er lidt uhyggeligt, hvis de får lov. Børn elsker fx Halloween, og jo større vi bliver, jo mere tager vi uhyggen med ind i vores medieforbrug,” fortæller Marc Malmdorf Andersen, der også er lege- og kognitionsforsker på Interacting Minds Centre ved Aarhus Universitet.
Noget tyder altså på, at interessen i uhygge er medfødt. Det samme er hjernens frygtsystem, som fortæller os, hvordan vi skal reagere i uhyggelige og skræmmende situationer.
Når urmennesket oplevede trusler fra fx rovdyr og krybdyr, satte frygtsystemet ind, så vi kunne reagere hensigtsmæssigt ved enten at flygte, fryse eller kæmpe.
Test dig selv: Er du konfliktsky?
Ifølge gyserforsker og ph.d., Mathias Clasen, er det langt hen ad vejen de samme frygtreaktioner, der gør sig gældende, når vi ser en uhyggelig film eller bevæger os ind i et spøgelseshus.
“Dele af vores frygtsystem skelner ikke mellem rigtige farer og fiktive farer. De fleste kender fx til at holde en pude foran ansigtet, når der er noget uhyggeligt på skærmen på samme måde, som man måske ville tage armene op foran hovedet for at beskytte sig mod et angreb.”— Mathias Clasen, ph.d. og lektor på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet
Selvom det falder os naturligt, lyder det jo ikke sjovt at blive skræmt fra vid og sans, så hjertet hopper op i halsen, og du får trang til at løbe væk.
Men det synes mange altså, at det er, og ifølge Mathias Clasen hænger det sammen med vores biologi. Vi er nemlig kodet til at finde nydelse i ting, der sikrer vores egen og artens overlevelse.
Læs også: Hvorfor er jeg ensom, når jeg har familie og venner?
“Ligesom vi er kodet til at finde nydelse i sex og mad, er vi også kodet til at finde nydelse i uhyggelig leg, fordi det træner os til at reagere på virkelige trusler og farer, hvilket er enormt nyttigt for os,” forklarer han.
Det er det samme, der gør sig gældende, når dyreunger frivilligt slås med hinanden i leg. Her udvikler de færdigheder, som klæder dem på til at klare det farlige dyreliv i skoven.
Under coronapandemien udførte Mathias Clasen og hans kolleger et studie med 310 deltagere, der viste, at personer, som så rigtigt mange gyserfilm, var mindre psykisk påvirkede af pandemien.
De følte mindre angst, havde færre søvnproblemer og mindre koncentrationsbesvær end personer, der så knap så mange uhyggelige film og serier i fritiden.
Og selvom studiet er for småt til entydigt at kunne konkludere, at gyserfilm kan kurere angst og frygt, er der alligevel tegn på, at uhyggelig underholdning forbereder os på svære situationer.
Læs også: Depressions-test – har du symptomer på depression?
“Gennem uhyggelige film, spil eller spøgelseshuse prøvekører vi vores frygtsystem. Vi lærer noget om, hvordan vi reagerer på angst og frygt, og hvordan vi kan dæmpe de følelser eller være i dem,” siger Mathias Clasen.
Det var da heller ikke tilfældigt, at en af de mest downloadede film under pandemien var 'Contagion' fra 2011. En gyserfilm om et virusudbrud fra Hong Kong, der ender med at blive en verdensomspændende og dødelig pandemi.
“Selvom det bare var en film, så gav den alligevel mange mennesker mulighed for at tænke over nogle uhyggelige scenarier og forestille sig, hvordan en meget voldsom pandemi i værste tilfælde måske kunne udspille sig.”— Marc Malmdorf Andersen, kognitionsforsker og lektor ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet
Uhygge kan også styrke os mentalt i mere jordnære situationer. Et konkret eksempel kunne være et jobinterview eller en præsentation på arbejdet, som du er dødnervøs over.
Adrenalinen pumper rundt i kroppen, din puls stiger, dine muskler bliver spændte, du får hjertebanken og svedige håndflader. Flygt-, frys-, eller kæmpreaktionerne sætter ind.
Hvis du har oplevet disse kropslige reaktioner flere gange, fx via leg eller fiktion, kan du nemmere forstå dem. De får mindre indflydelse på din adfærd, og du kan reagere mere hensigtsmæssigt på dem i situationen.
Læs også: 7 gevinster, din hjerne indkasserer, når du dyrker motion
For at forstå præcis, hvordan det fungerer, kan du ifølge Marc Malmdorf Andersen forestille dig, at du sidder i en biograf.
Du synes pludselig, at alle andres slikposer larmer rigtigt meget. Men din egen slikpose derimod – den larmer slet ikke så meget. Du er faktisk ret god til at spise slik stille.
Det skyldes, at din hjerne kan forudsige, at der kommer en lyd, når du rækker hånden ned i din egen slikpose, og derfor undertrykker hjernen støjen og ubehaget fra lige præcis den lyd.
“På samme måde kan du forestille dig, at hvis du har aktiveret dit frygtsystem mange gange, fx ved at se gyserfilm eller springe i faldskærm, så kan kroppens indre signaler være blevet langt mere forudsigelige for dig. Det kan medføre, at de ikke føles så voldsomme,” forklarer Marc Malmdorf Andersen.
SKRÆMMENDE FIKTION – kan give os mulighed for at teste vores frygtsystem.
Det er ikke unormalt at høre om folk, der skruer op for forbruget af gys og gru, når livet bliver svært. Umiddelbart kunne man tro, at det hjælper at høre om andre, der har det værre end os selv, eller at vi flygter fra virkeligheden.
Så simpelt er det dog ikke, hvis du spørger forskerne. Både Mathias Clasen og Marc Malmdorf Andersen mener, at vi søger mod fiktion, som på en eller anden måde repræsenterer de virkelige udfordringer, vi selv står overfor.
Læs også: 6 gode råd til at tale med en i sorg
“Fiktion giver os mulighed for at føle noget stærkt, der måske minder om det, vi slås med selv. Men i modsætning til ægte angst så ved du præcis, hvor følelserne kommer fra, og du kan afslutte det, når du vil, og tage kontrol over følelserne,” fortæller Mathias Clasen.
Sammenhængen mellem fx angst og depression og vores forbrug af uhyggelig underholdning er et område, der mangler mere forskning indenfor.
“Vi hører flere og flere historier om folk, som har generaliseret angst eller depression, som bruger gys og gru som en form for selvmedicinering, men jeg tror ikke, det er så simpelt som, at man bare tænker: ‘godt, det i det mindste ikke er mig',” fastslår Mathias Clasen.
KILDER: Mathias Clasen, ph.d. og lektor på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, forsker i horror og er leder af Recreational Fear Lab og Marc Malmdorf Andersen, ph.d. og kognitionsforsker og lektor ved Institut for Kultur og Samfund – Interacting Minds (IMC)– på Aarhus Universitet