Sådan undgår du at tage uhyggen med i seng

Mareridt og angst kan være uheldige bivirkninger, når du ser mange gyserfilm og serier om virkelige forbrydelser. Få gyserforskerens bedste råd til at dyrke uhygge trygt og kontrolleret.

Kvinde, der ligger og ser en uhyggelig film i sengen.

GYSERFILM kan være fantastisk underholdende, men ligger du søvnløs efterfølgende, har du måske et problem.

© iStock

Mange af os har en medfødt nysgerrighed på det groteske, det uhyggelige og det morbide. Tærsklen for, hvad vi kan tåle, er imidlertid vidt forskellig.

Og uanset om du er til krimier, true crime-podcasts eller film og serier om zombier og vampyrer, så handler det om at finde dit sweet spot.

Lige præcis den mængde af gys og gru, som har underholdningsværdi, men som ikke efterlader dig med mareridt eller psykisk ubehag.

Heldigvis kan du både træne din frygtmuskel og udøve konkrete strategier, som gør det nemmere at nyde uhyggelig underholdning uden en bitter eftersmag af angst.

Her får du 8 brugbare råd fra en ekspert, der forsker i, hvorfor vi mennesker frivilligt lader os skræmme.

1 Dyrk ikke uhygge alene


De fleste af os bliver langt mere frygtsomme, når vi er alene. Du hører en lyd eller ser en skygge, og pludselig får fantasien frit løb uden nogen omkring dig til at tale dig ned.

Derfor er det oplagt at se uhyggelige film og serier sammen med andre. Og hvis ikke din partner derhjemme har lyst, så en god ven.

Ja, du kan måske starte en hel gyserklub op, hvor I er flere, der dyrker gyset sammen, taler om det og griner ad jeres fælles frygt.

2 Giv dig selv en smagsrenser


På samme måde som det hjælper at drikke mælk efter stærk mad, hjælper det også med en form for smagsrenser efter en uhyggelig oplevelse.

Du skal simpelthen fylde dit hoved med noget andet end det uhyggelige, du lige har set eller hørt, og helst noget, som mobiliserer dit mentale apparatur, så hjernen bruger energi på noget andet end at lagre uhyggelige indtryk.

Læs også: Derfor er kvinder mere vilde med true crime

Forskere har fx fundet ud af, at hvis du spiller Tetris lige efter noget semi-traumatiserende, minimerer du risikoen for post-traumatisk stress i form af uhyggelige flashbacks.

Andre smagsrensere kunne være:

  • Krydsord og sudoku
  • Mobilspil
  • Sjove eller søde videoer på YouTube af fx dyr
  • En sjov bog eller artikel

3 Start småt, og arbejd dig op


Bliver du meget psykisk påvirket af gys og gru, kan det være tegn på, at du dyrker gys over evne. Ligesom alt muligt andet her i livet bør du træne dig op til de stærke sager.

Du går jo heller ikke ind i en thai-restaurant og bestiller retten med fem chilier. Du starter med én, og så prøver du dig frem. Måske finder du ud af, at tre chillier er nok til at give dig det kick, du skal have.

Læs også: Test dig selv: Har du tegn på OCD?

“Er du meget nervøst anlagt, kan børnehorror faktisk være et godt sted at starte. Her kan du prøve kræfter med uhyggelige elementer, uden at der er tale om motorsavsmassakre.”
— Mathias Clasen, ph.d. og lektor i litteratur og medier ved Aarhus Universitet samt gyserforsker ved Recreational Fear Lab

4 Undgå temaer, som du er ægte bange for


Har du en iboende frygt for hjemmerøveri, terrorangreb eller hajer, så lad være at se, læse eller høre om netop disse emner.

Du vil med stor sandsynlighed blive langt mere påvirket efterfølgende, end hvis du havde set en spøgelsesfilm fx.

Læs også: Hvad betyder catfishing?

Det er generelt en dårlig idé at se noget, der ligger tæt på din egen virkelighed. Er din næste ferie en hyttetur, så lad være at se en film, hvor nogle mister livet i en hytte ude i skoven.

5 Skab psykologisk distance


Har du svært ved at skelne mellem virkelighed og fiktion, kan du genvinde noget kontrol ved at skabe psykologisk distance til det, du ser eller hører.

Du kan fx google skuespillerne og se, at de bare er helt almindelige mennesker, eller du kan sidde og tænke over, hvordan special effects og makeup er lavet bag kameraet.

kvinde under dynen er bange for mørke

ER DU ALLERMEST BANGE FOR FX SERIEMORDERE? Så er det nok ikke lige dem, du skal dyrke inden sengetid.

© iStock

6 Dyrk gys af ældre dato


En anden strategi til at skabe distance er at se uhyggelige film og serier fra en anden tid. Når dialekten, tøjet og slang-udtrykkene er fra 70’erne fx, lægger det længere afstand til din egen virkelighed.

Læs også: Lær at give slip på bekymringerne

7 Lad være at se gys i biografen


Både lydoplevelsen og det visuelle er noget helt andet i en mørk biografsal end hjemme i stuen, hvor du kan tænde lyset og trykke pause, når det bliver for voldsomt.

Så har du en stor indlevelsesevne, bør du måske holde dig fra gyserfilm på det store lærred.

8 Husk på, at gys også kan være sundt


Efter at have læst denne artikel, tænker du måske: Hvorfor ikke bare holde sig fra alt det uhyggelige? Og det bør du måske også, hvis du på ingen måde finder nydelse i genren.

Men hvis du nyder godt af en vis grad af uhygge, så prøv at arbejde med dit eget syn på, hvorfor det også kan være sundt for dig.

Læs også: Derfor kan det ligefrem være sundt at se mange gyserfilm

Gennem kunstigt skabt uhygge lærer vi nemlig en masse om os selv. Bl.a. hvordan vi reagerer, når vi bliver bange, og hvilke strategier vi kan bruge til at dæmpe vores frygt og angst, når den opstår.

Nogle forskere mener sågar, vi bliver mere psykisk robuste af at dyrke gys og gru.

Hvis du husker på dette, næste gang der går et gys igennem dig, vil det sikkert blive mere fornøjeligt!