En god snak er det bedste, du kan give til én, der har lidt et tab. Det kan nemlig skabe vigtig erkendelse. Få en guide til, hvordan du griber snakken an.
Når et menneske er i dyb sorg, kan det føles, som om verden går i stå. Tilværelsen fremstår for evigt forandret. Tabet i sig selv er altså en uovervindelig opgave overhovedet at begribe.
Og populært sagt: Så længe man ikke helt forstår de barske realiteter – at et familiemedlem er død, ægteskabet er forbi, eller jobbet er mistet – ja, så er det også svært at bearbejde sorgen over det.
Pårørende kan gøre forskel
Det betyder, at du som pårørende kan hjælpe ved ikke bare at lægge ører til, at den sørgende lukker følelser ud. Hvis du også kan være med til at skabe en dybere snak, bringer det erkendelsen frem.
“Som pårørende skal du ikke bare lægge hjerte til, men også hjerne. Én ting er at lytte passivt. Men det vil hjælpe endnu bedre, hvis du er i stand til at lave det, der hedder empatisk lytning. Det betyder blandt andet, at du bevidst skal trække dig i baggrunden og stille dig til rådighed for, hvad den sørgende har brug for at tale om for at gøre sit sorgarbejde,” siger Mai-Britt Guldin, der er psykolog og seniorforsker i sorg.
Berøringsangst, gamle vaner og misforståede hensyn – der er masser af ting, der kan bremse den gode sorgsamtale. Så her hjælper vi dig med at liste de principper, der åbner for snakken.
1. Overvind din modstand
Det ved vi: Menneskets hjerne er kodet til at gå i en stor bue uden om død og ødelæggelse, så kan du mærke en intuitiv modstand mod at tale om sorg, er du helt normal.
Det er ikke bare berøringsangst, der hæmmer os. Det er i lige så høj grad angsten for at blive påvirket af den andens sorg. Det bliver simpelthen for smerteligt at være i, fordi vi ubevidst tænker: “Hvad nu, hvis det var mig?”
Det kan du gøre: Det er ikke let at tale om sorg, men det er vigtigt. Samtalerne vil styrke jeres venskab, og de kan være afgørende for, at din ven kommer godt videre i livet.
Du skal slippe forestillingen om, at du skal sige noget bestemt. Det er ikke din opgave at få den anden til at få det bedre. Det er selve dét at gå hen og vise, at du er der, der virker helende. Så stil dig til rådighed, når du er parat.
2. Skab et godt rum
Det ved vi: Erkendelsen af, hvor vigtigt det er at italesætte det, når folk har mistet noget dyrebart, er nået ud til de fleste.
Men i vores iver efter at vise omsorg kan opmærksomheden være overvældende for den sørgende, fx hvis folk finder på at spørge om dybt personlige ting hen over køledisken i supermarkedet.
Det kan du gøre: Tænk over, hvordan du kan skabe gode rammer for en dyb, fortrolig samtale. Det er mest naturligt, hvis det bare er jer to, der er til stede.
Et godt sted kunne være på en gåtur. Et dårligt sted er til en fest, hvor I har drukket alkohol, og der er høj musik og mange andre mennesker.
3. Vær tålmodig
Det ved vi: Når sorgen rammer, har hjernen svært ved at få følelser og fakta til at passe sammen. Minderne er forankret i fortiden. Virkeligheden er en anden.
Det resulterer ofte i, at den sørgende gentager sig selv masser af gange, taler usammenhængende og fx springer i tid. Teorien er, at det er et udtryk for, at hjernen er i gang med at forstå den nye virkelighed.
Det kan du gøre: Lad være med at hænge dig i småting. Tågesnakken er et tegn på, at vedkommende befinder sig et sted, hvor hun er ved at erkende.
Her er det ikke afgørende, hvad der faktuelt er sket, men derimod at vedkommende igen og igen går de centrale oplevelser igennem. Som den, der lytter, kan det opleves som en blindgyde, men det er reelle skridt mod erkendelsen. Så bær over.
4. Lad den sørgende vælge emne
Det ved vi: Når man står midt i en dyb sorg, er ens verden af lave. Derfor kan der melde sig grænsesøgende og dramatiske tanker, der jo på sin vis matcher den sindstilstand, man er i. Men de tanker kan karambolere med din virkelighed som ven, og du vil måske føle trang til at korrigere den anden.
Det kan du gøre: Hvis den, der er i sorg, føler sig forfulgt af ulykker, kan hun fx tænke: Er jeg forbandet? Hvis du taler hende fra den tanke, forbliver snakken på et faktuelt plan. Det bearbejder ikke sorgen.
Det sker først, når I taler på det følelsesmæssige plan. Sig i stedet: “Det tror jeg ikke, men det må jeg prøve at forstå – fortæl.“ Giv den anden plads til at dele.
5. Vis, at du lytter
Det ved vi: I en hverdagssamtale er vi vant til at vise engagement ved at byde ind og lade taletiden gå nogenlunde ligeligt på skift. Men hvis opgaven er at få den anden til at tale mest muligt, skal du finde andre måder at vise, at du lytter.
Det kan du gøre: Det, at du trækker dig i baggrunden, er ikke det samme som, at du skal være passiv. Personen har brug for at mærke, at du er mentalt til stede. Du kan holde øjenkontakt og vise nærvær ved at lave lyde som “nå” eller “for pokker da”. Det gør en stor forskel for den, der taler.
6. Hold dine erfaringer for dig selv
Det ved vi: Målet med at tale om sorg er ikke bare at tale om den, men at få den sørgende til at forklare, hvordan han eller hun oplever det.
Det betyder grundlæggende, at hver gang fokus flyttes over på andres erfaringer, er det en vej væk fra at tale om den sørgendes situation.
Det er meget typisk at ville tale den anden hen til et sted længere nede ad sorgstien, end vedkommende er. Men det skaber kun én ting hos den sørgende: følelsen af at sørge for langsomt eller forkert.
Det kan du gøre: Du skal bremse dig selv, når du har lyst til at sige: “Det kender jeg godt fra mig selv, dengang ...” Vanen er svær at tøjle, fordi vi kender den så godt fra en hverdagssamtale. Men dette er en sorgsamtale.
Du bør i stedet lytte aktivt og stille opfølgende spørgsmål, så du finder ud af mest muligt om din vens tanker. For ikke to sorgforløb er ens, og nu handler det ikke om dig. Andres erfaringer er ikke brugbare i den proces. Hvis din ven derimod får lov at folde sin sorg ud, vil vedkommende i løbet af samtalen bedre forstå sin nye situation.
