Måske har du og din partner en fin fordeling af opgaverne derhjemme. I så fald så tillykke med det.
Hvis du derimod er “den, der har den” derhjemme, uanset om vi snakker at tage initiativ til rengøring, få skiftet sengetøjet eller købt fødselsdagsgaver – til alle – så skal du læse videre.
TEST: Er du stresset?
Så er denne artikel til dig for at åbne dine øjne for, hvad arbejdsfordelingen i et parforhold har af betydning. Fx hvordan den påvirker dit overskud eller din sexlyst.
Og nej, du behøver ikke at være hardcore feminist for at beskæftige dig med the mental load – det er relevant for alle, der er i et parforhold og agter at holde sammen uden at brænde ud. Nysgerrig? Så følg med her!
Konsekvensen af the mental load er, at mange kvinder bliver udbrændt uden at forstå hvorfor.
— Cathrine Katzmann, parterapeut og sexolog
Egentlig stammer udtrykket the mental load fra erhvervspsykologien i 1980’erne. Med teknologiens udvikling blev man opmærksom på, at ansatte tog deres arbejde med hjem, når jobmails tikkede ind efter fyraften.
Nu er bekymringen over the mental load altså rykket videre til de familier, hvor kvinden agerer projektleder og lider samme skæbne: at de ikke kan holde fri, når de har fri. Eller rettere: at de holder urimeligt lidt fri, fordi de varetager langt flere opgaver end deres (mandlige) partnere.
Læs også: Test: Hvilket kærlighedssprog taler du?
Teorien hævder, at medmindre man i et parforhold aktivt aftaler, hvem der planlægger, at der bliver købt ind, vasket tøj, besvaret invitationer og så videre – ja, så ender de fleste opgaver automatisk på kvindens to do-liste.
“Som et udtryk for, at kvinden bliver standard for, hvem der har opgaven, har man i debatten om the mental load omskrevet det engelske ord ‘default’ (standard, red.) til ‘shefault’,” siger Cathrine Katzmann.
Kvinder brænder ud
Og den skæve opgavefordeling har konsekvenser. For selv i det hypotetiske tilfælde, at alle fysiske gøremål er gjort, så presser tænkeopgaverne sig på.
Det kan være: Hvad skal vi svare på invitationen fra Lis og Niels? Mangler barnet nyt fodtøj? Og hvordan planlægger vi weekendsammenkomsten? Alt sammen spørgsmål, som ligger og rumler i baghovedet, indtil der bliver taget en beslutning.
“Konsekvensen af the mental load er, at mange kvinder bliver udbrændt uden at forstå hvorfor. Det fører til udmattelse, stress og kvinder, der går på deltid for at få enderne til at mødes,” siger Cathrine Katzmann.
Læs også: 8 simple øvelser mod hovedpine
Hun giver ikke meget for argumentet om, at manden fx handler ind, hvis det er kvinden, der forinden har besluttet, at familien skal have boller i karry til aftensmad, tjekket, om der er ris i skabet og fars i fryseren og derefter lavet en indkøbsseddel.
Den mentale byrde begynder først at lette, når manden også tager stilling.
“Det svarer til at styre et firma. På jobbet er vi vant til at holde møder for at fordele ansvaret, men det glemmer vi at gøre i familien. Hvis man overlader alt til chefen, så brænder chefen ud,” siger hun og tilføjer:
“Kvinder kan ikke slippe ansvaret, før en anden har overtaget det, for de dømmes hårdere end mænd, hvis der ikke er styr på hjemmet og familien.”
Bliver mor for deres partner
Den skæve arbejdsfordeling giver kunder i biksen hos sexologer og parterapeuter. For før eller siden – typisk efter at der er kommet børn til – så går det ud over kvindens sexlyst, når hun efter en lang dag rammer hovedpuden.
“Den korte forklaring er, at biologien sender et signal: ‘Du er meget stresset. Du skal ikke lave et barn nu,‘ og så daler sexlysten. Hun bruger al sin energi på at holde hovedet oven vande, så hun har ikke overskud til også at være noget for sin partner. Eller sig selv,” forklarer Cathrine Katzmann.
Følelsesmæssigt ender mange kvinder med at føle sig alene, svigtet, og de kan få foragt eller ligefrem væmmelse over for deres mand.
“De har en følelse af, at de skal bede om alting, og at han ikke tager ansvar på egen hånd. Dynamikken i parforholdet ændrer sig til et mor-søn-forhold, og ikke mange kvinder har lyst til at gå i seng med deres egen søn,” konstaterer Cathrine Katzmann.
Der er rent faktisk en tydelig sammenhæng: Man ved fra undersøgelser, at jo mere ligestilling der er i parforhold, jo bedre trivsel rapporteres der tilsvarende i sexlivet. Og omvendt. Så skilsmisse er et ikke ualmindeligt udfald af parrenes ubalance i opgaver.
Mere tid og respekt forude
Så der er altså store gevinster at hente, hvis vi får bugt med the mental load. Kvinder med mere overskud. Mænd med mere power, der ikke behøver at spørge deres koner først. Mere gnist, gensidig respekt og sex i de små hjem. Færre skilsmisser.
“Det vigtigste er, at vi anerkender, at the mental load findes. Det er ikke mændenes skyld. Det er heller ikke kvindernes skyld. Der er ingen skurke. Det er forskellige forventninger til kønnene, der driver det her,” siger Cathrine Katzmann.
Læser du disse linjer og tænker: “Min mand kommer sgu aldrig til at lære at vaske tøj eller købe fødselsdagsgaver,” har hun denne afskedssalut, du kan gå og tænke lidt over:
“Hvis han kan finde ud af at være konsulent eller projektleder på sit arbejde, så kan han også sortere kulørt og kogevask for sig. Hjernen er plastisk. Den kan udvikle sig,” forsikrer Cathrine Katzmann.
LÆS OGSÅ: The mental load: "Jeg vil ikke rende rundt som en ulønnet au pair"