Teorien om De fem kærlighedssprog er opfundet af den amerikanske parterapeut og ph.d. Gary Chapman. Den viser, at vi hver især viser og opfatter kærlighed på fem forskellige måder. Du kan tage testen her, hvis du ikke allerede kender dit kærlighedssprog.
Herunder får du tre trin til at bruge dit kærlighedssprog i praksis til at styrke parforholdet.
Uanset kærlighedssprog kræver det, at du gennemgår de samme tre trin i processen.
Held og lykke med processen. Og ikke mindst med kærligheden.
Trin 1: Konkretisér dine egne behov
Nå ind til dine inderste længsler, og omsæt dem til en ønskeliste over konkrete handlinger, som din partner kan udføre, for at du føler dig mere værdsat.
Har du taget testen, har du et bud på, hvilket kærlighedssprog der er din præference. Men hvad nu, hvis du havde flere forskellige præferencer? Eller du ikke helt ved, hvordan du skal omsætte præferencerne til handlingsforslag?
Ifølge ophavsmanden til kærlighedssprogene, den amerikanske parterapeut Gary Chapman, er der tre gode metoder til at finde frem til dit kærlighedssprog. De kan afklare dig, hvis du er usikker på, hvad dit primære kærlighedssprog er, fx hvis dine præferencer er ligeligt fordelt på to forskellige kærlighedssprog. Du kan spørge dig selv:
Hvordan udtrykker du oftest kærlighed til andre?
Den måde, vi selv tyr til at vise hengivenhed, kan også være dit eget kærlighedssprog, da vi ofte gør ting for andre, som vi ønsker, de ville gøre for os.
Hvad beklager du dig oftest over til din partner?
Det, du er er utilfreds med, kan afsløre dine inderste ønsker og behov.
Hvad beder du oftest din partner om at gøre for dig?
Er det fx at hente ting eller tage opvasken, er dit sprog nok at gøre tjenester.
Test: Hvilket kærlighedssprog taler du?
Fra ord til handling
Nu skal du spadestikket dybere og indkredse de handlinger, du efterspørger, for at du kan føle dig elsket. Jo mere konkrete du kan gøre dine behov, des nemmere bliver det i sidste ende for din partner at imødekomme dem. Disse spørgsmål kan bringe dig nærmere svaret:
Hvilken ting ville jeg ønske, at min partner gjorde mere af?
Hvad skete der sidste gang, jeg følte mig elsket af nogle?
Hvad gjorde de, og hvordan fik det mig til at føle?
Tænk på fem konkrete ting, du kunne ønske dig, din partner gjorde for dig.
Trin 2: Forklar dine behov til din partner
Få fortalt, hvad du har brug for for at kunne mærke, at du betyder noget for din partner. Det kan være sårbart og svært, ja, men det er vigtigt, for at I kan have en tæt kontakt.
Det, der kan føles som indlysende vigtige kærlighedserklæringer for dig, er måske helt skjult for din partner. Derfor skal du sætte ord på.
Du kan enten introducere din partner til de fem kærlighedssprog. Eller du kan tage det i små skridt ved fx at bemærke det, når din partner gør noget, du godt kan lide – hvad end det er at kramme dig som det første, når I ses, eller at være chauffør efter en bytur.
Du kan også give direkte udtryk for, hvad du har behov for. Det kan fx være: “Vil du sidde i køkkenet, mens jeg laver mad? Jeg har brug for, vi er sammen.”
Nogle vil mene, at magien damper af, når man skal fortælle, hvad partneren skal gøre. “Hvis han virkelig kendte mig, ville han selv vide det.” Den eneste følelse, den strategi fører til, er skuffelse! Den modne relation kræver, at vi tør sætte ord på, hvad vi har brug for.
Modet til at blotte sig
De fleste vil mærke en form for følelsesmæssig blokering mod at sige sine ønsker højt. “Han er nok ligeglad” eller “jeg er ikke vigtig nok til at kunne kræve det af ham”. Den slags begrænsende tanker kan bremse dig.
Frygten vækkes let, hvis du risikerer at blive afvist af din partner med trækken på skuldrene eller himmelvendte øjne.
Tre små råd kan hjælpe dig. For det første kan du erkende, at du er nervøs. Det i sig selv vil tage brodden af angsten. Du kan også dele din frygt med din partner, for så er chancen for, at du vil blive mødt med omsorg og empati, større. Sluttelig kan du spørge direkte, om din partner kan følge dine tanker. Og vil handle på dem. Så er processen i hvert fald i gang.
Trin 3: Vis kærlighed i praksis
Målet er at lære at tale “den andens sprog” og ikke mindst: at vænne sig til at gøre det ofte og autentisk.
Du har fundet ud af, hvad du har behov for for at føle dig elsket. Du har endda vovet at røbe det for din partner, som måske har kvitteret med at dele sine egne længsler. Nu mangler den sidste del af processen: at I bruger kærlighedssprogene i praksis.
I er ikke helt i mål endnu. Man kan endda sige, at det først er nu, arbejdet begynder. En stor forhindring tårner sig måske op foran jer: Hvordan kan man overhovedet tale et kærlighedssprog, der ikke er ens eget, uden at det fremstår stift og kunstigt? Hvis jeg slet ikke forbinder gaver med kærlighed, hvordan får jeg så øjnene op for, at det gør min kæreste glad?
Det er som en spæd spire, der skal slå rødder for at vokse. Det kræver for det første en grobund af lige dele tilgængelighed, respons og engagement mellem jer. Uden de tre ingredienser er der ikke et miljø for, at I kan åbne jer for hinanden. Hvor lyttende, tilgængelig, responsiv og engageret er du selv, når din partner vil have dig i tale?
Det kommer med tiden
I begyndelsen vil det sikkert føles akavet at vise din partner kærlighed, hvis det er på et andet sprog end dit eget. Ifølge grundlæggeren af kærlighedssprog kan alle sprog tillæres – det tager bare tid. Bryd det ned i små bidder.
Mærker din partner kærlighed gennem kram og berøring, kan du fx stryge hånden over vedkommendes ryg, når I passerer hinanden derhjemme. Med tiden vil det føles mere naturligt for dig. Giv på samme måde din bedre halvdel rum til at være nybegynder i at udtrykke sig på “dit sprog”.
Husk: Det vil give mere mening for din partner at udføre kærlighedshandlingerne over for dig, hvis du forklarer, at det netop er dét, der skal til, for at du føler dig betydningsfuld. Denne dybere mening kan være en motivation, for så har I brug for hinanden. To mennesker, der fint kan klare alle situationer uden den andens støtte, er ofte i større risiko for at bryde op.
Kilde: Jette Simon, psykolog, parterapeut, leder af Dansk Center for Emotionsfokuseret Terapi