Derfor går du i overgangsalder
Menstruation har du sikkert helt styr på, men ophør af menstruation er du måske ikke helt på det rene med. Få lægens svar på alle de 'dumme spørgsmål'.
Menstruation har du sikkert helt styr på, men ophør af menstruation er du måske ikke helt på det rene med. Få lægens svar på alle de 'dumme spørgsmål'.
Når overgangsalderen nærmer sig, skyldes det en særlig ting: Nemlig at du er ved at løbe tør for æg i æggestokkene.
Få svar på det mest grundlæggende, der sker her, hvor gynækolog og cheflæge på afdeling for kvindesygdomme på Rigshospitalet, Kasper Aaboe, tegner og fortæller.
Først og fremmest skal du have den 'rette' alder. Mellem 45 og 55 år er den alder, hvor overgangsalderen normalt rammer.
For den enkelte kvinde markerer fasen, at du går fra at kunne blive gravid til ikke længere at være frugtbar. Perioden varer typisk 1-2 år, men kan både være kortere og længere.
Mange kvinder vil opleve at have mere og mere uregelmæssig menstruation. For 3 ud af 4 kvinder ledsages de af de velkendte gener som:
* Hedeture
* Tørre slimhinder
* Humørsvingninger
* Faldende sexlyst
Det er vanskeligt at sætte et præcist start- og sluttidspunkt for overgangsalderen, fordi symptomerne varierer fra kvinde til kvinde og kan komme og gå. Derfor regner man et år frem fra sidste menstruation, før man med sikkerhed kan sige, at menstruationen er ophørt, og man har overstået overgangsalderen.
“Det, der styrer, hvornår man går i overgangsalder, er æggestokkene. De består blandt andet af æg, som producerer de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron. Hormonproduktionen fra æggene i æggestokkene bliver styret af bestemte områder i hjernen,” siger Kasper Aaboe.
Så det er altså et samspil mellem hjernen, æggestokkene og antallet af æg i æggestokkene, der er afgørende. Kort sagt: Mange æg giver en høj hormonproduktion og regelmæssige menstruationer. Færre æg giver lavere hormonproduktion og færre menstruationer.
Hver gang, en kvinde har menstruation, bliver der brugt æg fra æggestokkene.
“Nogle undersøgelser har anslået, at når man har 1.000 æg tilbage i æggestokkene, så går man i overgangsalder,” siger Kasper Aaboe.
1.000 æg kan måske lyde af mange, men tallet skal sættes i forhold til de 100.000 æg, en pige fødes med. At lukke ned for fertilitets-fabrikken er biologiens naturlige udvikling, for det ville være uhensigtsmæssigt, hvis kvinder over 50 år blev ved med at blive gravide og få børn.
Det er nærliggende at tro, at der er en sammenhæng mellem at debutere tidligt med at menstruere og tilsvarende, at ens menstruationer ophører tidligt. Men den teori holder ikke.
“Det er ikke helt entydigt, og vi ser ingen stærk sammenhæng. Man går altså ikke senere i overgangsalder, hvis man i sin tid fik sin menstruation senere end sine veninder,” siger Kasper Aaboe.
Man skal have været mere end almindeligt sent på den, før menstruationen ‘strækker sig’ i den anden ende af livet.
“Piger, der meget sent får deres første menstruation, fx i 16-17-årsalderen, har i gennemsnit menstruation et år længere end gennemsnittet,” siger cheflægen.
52 år er gennemsnitsalderen for den sidste menstuation for danske kvinder. Gennemsnitsalder for den første menstruation er 13 år.
Det er minimalt, hvad du selv kan gøre ad naturens vej for at påvirke kroppen til at gå senere i overgangsalder. Og det er der sådan set heller ingen grund til, for fasen kommer før eller siden. Uanset tidspunkt vil alle nå ud på den anden side, hvor hormonerne har fundet et nyt leje, og de fleste slipper af med ubehaget igen.
Dog kan kunstigt hormontilskud være nødvendigt til at erstatte de hormoner, som kroppen ikke længere producerer i overgangsfasen, råder eksperten.
“Man skal have hjælp, hvis man har svære symptomer på overgangsalder. Tidligere har man været forsigtig med at give hormontilskud. I dag er det mere accepteret, men vi anbefaler, at man maksimalt tager hormoner i 5 år efter forventeligt menstruationsophør,” siger Kasper Aaboe.
Ved hver menstruation bruger kvinden æg fra æggestokkene. Når tallet rammer 1.000, ophører menstruationen. For hver måned du ikke har menstruation – fx hvis du tager p-piller eller er gravid – bruger du ikke af æggene. På den måde udsætter det tidspunktet for, hvornår du holder op med at have menstruation.