Rosacea – hvad stiller du op med det røde udslæt?

Dit ansigt er blussende rødt, og det er ikke, fordi du er flov eller nyforelsket. Nej, du har fået rosacea – en hudsygdom, som kaldes kronisk. Heldigvis damper den af efter et par år, og indtil da kan den holdes nede. Få recepten her.

Kvinde med røde udslæt i ansigtet, fordi hun har rosacea. Hun søger råd til behandling af hudsygdommen.

ROSACEA - Man kender ikke den præcise årsag til, at man får rosacea. Dog kan man ved at undgå hård kulde, stærk sol og hårdhændet hudpleje gøre rigtig meget selv for at tøjle hudsygdommen.

© gettyimages

Ansigtet er vores mest udsatte legemsdel – og dén, man ser først. Derfor er det også ekstra generende at få udslæt på kinder, hage og næse.

Rosacea er en hudsygdom, der især rammer kvinder – og typisk omkring 30-40-årsalderen. Er du en af de uheldige, kan du læse hudlægens bedste råd til behandling her.

Læs mere om hudsygdommen:

1 Hvad er rosacea?


Rosacea er kort forklaret en kronisk betændelse i ansigtshuden, der viser sig som brændende kinder, prikken i huden og en markant rød ansigtskulør. Betændelsen er koncentreret om hudens små blodkar og talgkirtler.

Sygdommen udvikler sig og bliver værre over tid. Men selvom man kalder rosacea for en kronisk tilstand, så brænder den i de fleste tilfælde ud efter nogle år.

Man inddeler rosacea i to sværhedsgrader:

Rosacea set helt tæt på
© gettyimages

Den lette rosacea

Den lette slags giver rødme, udvidede blodkar, kløe og en brændende fornemmelse i huden.

rosacea svær grad

Den svære grad af rosacea

Den svære grad er aknelignende. Her kan den ramte også døje med hvide, talgfyldte knopper, der minder om bumser. Der kan også opstå en fortykning af huden på kinderne, i panden og på næsen. I nogle tilfælde breder rosacea sig til øjnene.

2 Hvad er symptomerne på rosacea?


Det første tegn på betændelsestilstanden er en vedvarende rødme i ansigtet, der ikke forsvinder på samme måde, som en almindelig varm opblussen gør.

Den rødmen, rosacea fremkalder, skyldes, at betændelsestilstanden får blodkarrene i huden til at udvide sig, så de nærmer sig hudens overflade.

Senere udvikler sygdommen sig og bliver mere udtalt, hvorefter den damper af, når der er gået nogle år. Dog efterlader rosacea sig ofte en hilsen i form af udvidede blodkar. Dem slipper du ikke af med uden at få dem behandlet væk.

Sådan udvikler hudsygdommen sig typisk

BEMÆRK – Det er ikke alle, der oplever alle symptomer.

Sådan udvikler man hudsygdommen - fase 1

Fase 1

Sygdommen tiltager i sværhedsgrad de første år. Det begynder med en vedvarende rødmen af ansigtshuden – typisk på kinderne, i panden og på næsen.

Sådan udvikler man hudsygdommen - fase 2

Fase 2

Blodkar på næsen, panden og kinderne udvider sig og træder tydeligere frem. Ofte vil det også begynde at prikke og stikke i huden. Det røde udslæt får selskab af små bumselignende knopper, dog uden hudorme, som man kender fra akne.

Sådan udvikler man hudsygdommen - fase 3

Fase 3

Generne bliver mere udtalte. Huden fortykkes – også på næsen, som kan blive stor og klumpet. Det kaldes portvinsnæse og rammer fortrinsvist mænd. Nogle får også irritation og betændelse ved øjnene.

3 Hvad er årsagen til rosacea?


Man kender faktisk ikke den præcise årsag til, at nogle af os får rosacea, mens andre undgår det. Men lægevidenskaben mener, at sygdommen skyldes en kombination af arv og miljøpåvirkninger, som virker irriterende på huden, så den svarer igen med rosacea.

Disse faktorer kan øge sandsynligheden for, at du udvikler det:

Faktorer, der kan øge risiko for at få rosacea

Solbadning kan øge sandsynligheden for, at man udvikler hudsygdommen

OVERDREVEN SOLDYRKNING

Overdreven soldyrkning kan være med til at fremkalde rosacea.

Alkohol kan øge sandsynligheden for, at man udvikler hudsygdommen

ALKOHOL

Alkohol kan ikke alene give dig rosacea, men forværrer også generne.

Cremer med binyrebarkhormon kan øge sandsynligheden for, at man udvikler hudsygdommen

CREMER MED BINYREBARKHORMON

Cremer med binyrebarkhormon kan give rosacea ved langvarig brug.

Ekstreme temperaturer kan øge sandsynligheden for, at man udvikler hudsygdommen

EKSTREME TEMPERATURER

Ekstreme temperaturer – navnlig hård frost – kan fremkalde rosacea.

Medicin der udvider blodkarrerne kan øge sandsynligheden for, at man udvikler hudsygdommen

MEDICIN DER UDVIDER BLODKARRENE

Medicin der udvider blodkarrerne, herunder medicin mod højt blodtryk, kan give dig rosacea.

4 Hvem får rosacea?


Cirka hver 20. rammes af rosacea. Flere kvinder end mænd får det. Og sygdommen ses oftest hos mennesker med lys og tynd hud. Personer, der har været i langvarig behandling med binyrebarkhormon i ansigtet, er oftere ramt af rosacea end andre. Og mange med migræne har også rosacea. Man ved ikke, hvorfor der er dette sammenfald.

Rosacea bryder typisk ud i 30-40-års alderen. Og betændelsestilstanden topper, når de ramte er midt i 50’erne. Derefter vil de fleste opleve, at sygdommen aftager gradvist.

5 Hvad kan man selv gøre for at mindske rosacea?


Da rosacea er en hudsygdom, som du ofte kan takke dine forældre for, vil du aldrig helt kunne forhindre, at sygdommen melder sin ankomst. Men du kan gøre en del for at mindske de gener, hudsygdommen giver.

  • Undgå udsving: Du bør undgå at udsætte huden for pludselige og store temperaturforandringer. Det kan nemlig få rosacea-hud til at blusse mere op. Spring derfor sauna, vinterbadning og hede brusebade over. Gem ansigtshuden godt væk under hue og halstørklæde, når det er frostvejr. Og smør eventuelt en fed creme på, inden du skal ud ad døren i vinterhalvåret.

  • Pas på solen: Har du rosacea, er det ikke bare godt, men et must at bruge solbeskyttelse med høj faktor hver dag i hele sommerhalvåret. Solen trigger nemlig rosacea-hud og får den til at blusse yderligere op. I vinterhalvåret er det en god idé at bruge hudplejeprodukter tilsat solfilter.

  • Ryd op på badeværelseshylden: Du bør bruge så få produkter som muligt og holde din hudplejerutine helt minimalistisk. Jo flere indholdsstoffer du udsætter huden for, desto større risiko er der for, at huden bliver irriteret. Lad også være med at kaste dig ud i skrubbebehandlinger og massage. Det skaber en friktion, som generer rosacea-huden.

  • Plej med omtanke: I den daglige hudpleje er det vigtigt at behandle huden rigtigt. Det fjerner ikke rosaceaen – der er medicinsk behandling nødvendig – men det kan mindske generne. Brug først og fremmest kun parfumefri produkter og gerne dem, der er udviklet specielt til rosacea-hud.

6 Hvordan kan rosacea behandles?


Rosacea tager til i styrke den første tid. Derfor er det vigtigt, at du så tidligt som muligt sætter ind med behandling. Gå til egen læge, så snart du bliver opmærksom på, at din hud blusser vedvarende op. Har du sværere tilfælde, vil du blive henvist til en hudlæge.

Der findes flere behandlingsmetoder, som giver gode resultater. Du skal dog være opmærksom på, at behandlingerne primært sigter på at mindske symptomer. Ingen af behandlingerne kan fjerne hudens tendens til at danne rosacea. Her er kun tiden din redning.

Desuden er det vigtigt, at du beskytter huden ekstra godt mod solen, når du er under behandling. Flere af behandlingerne gør nemlig huden mere følsom over for sol, som i sig selv kan vække eller forværre betændelsen.

Her er de mest anvendte behandlingsformer:

Rosacea – behandling:

CREMEBEHANDLING

Egnet til: Lette tilfælde

Du skal smøre med en creme, der indeholder ivermectin, azelainsyre eller metronidazol. Disse indholdsstoffer behandler selve betændelsestilstanden i huden og er også gode til at forebygge den. Er der tale om mere udbredt rosacea, kombinerer man gerne cremen med en antibiotikakur.

  • Cremebehandling er receptpligtig og skal ordineres af egen læge.

ANTIBIOTIKABEHANDLING

Egnet til: Middelsvære og svære tilfælde

Ved sværere tilfælde af rosacea vil lægen ofte ordinere antibiotika i pilleform for at slå den akutte betændelsestilstand ned. Typisk bruger man et tetracyclin-præparat. Det er et bredspektret antibiotikum, som også anvendes mod akne og andre hudsygdomme.

Man behandler kun med antibiotika i en kortere periode for at bringe huden i ro, og ofte følger man op med fx en cremebehandling.

  • Behandlingen er receptpligtig og gives hos egen læge eller en hudlæge.

TALGHÆMMENDE BEHANDLING

Egnet til: De mest behandlingsresistente tilfælde

Hvis ingen anden behandling kan få bugt med hudbetændelsen, så kan man forsøge at behandle med et A-vitaminlignende stof, der hedder isotretinoin. Det hæmmer hudens talgproduktion og dermed den tilstopning af talgkirtlerne, som giver rosaceaens karakteristiske knopper.

Stoffet kan give fosterskader, så du må ikke få denne behandling, hvis du er gravid eller prøver at blive det.

  • Behandlingen gives som tabletter, der udskrives af egen læge eller en hudlæge.

IPL-BEHANDLING

Egnet til: Fjernelse af udvidede blodkar

Vil du af med de udvidede blodkar, som rosacea efterlader, så er IPL-behandling en god løsning.

Den går ud på, at en lysstråle ladet med energi trænger ned gennem huden, hvor den rammer det udvidede blodkar og svitser det, så det ødelægges. Det gør huden mindre rød at se på. Behandlingen skal dog gentages cirka hvert andet år, så længe du har rosacea.

  • IPL-behandlinger udføres af en hudlæge på en offentlig eller privat klinik. Kun ved svære tilfælde kan man få betalt IPL-behandlingen over sygesikringen.

7 Hvad kan forværre hudsygdommen?


For at mindske din rosacea skal du så vidt muligt undgå det, som kan forværre sygdommen. På den måde fjerner du godt nok ikke rosaceaen, men du kan holde den i skak. Det, du skal gå uden om, er:

  • Ekstreme temperaturer – både varme og kulde
  • Alkohol
  • Meget varm mad og meget varme drikke
  • Krydret mad
  • Solbadning