Nyt studie: Motion modvirker fald i D-vitamin om vinteren

Deltagerne i studiet bevarede kroppens aktive form af D-vitamin, som er vigtigt for bl.a. knoglesundhed og immunforsvar. Det er et D-vitamintilskud alene ikke i stand til.

Moden kvinde løber udendørs om vinteren

DELTAGERNE TRÆNEDE INDENDØRS, men rykker du udenfor, kan du være heldig at få lidt af det sparsomme dagslys samtidig.

© iStock

Hos en del af os daler humøret en smule, når de lyse og varme dage bliver skiftet ud med kulde og mørke.

Det samme gør vores niveau af D-vitamin.

I vinterhalvåret er solens stråling i Danmark nemlig ikke stærk nok til, at der dannes D-vitamin i huden, og så tærer kroppen på det lager, den har opbygget hen over sommeren.

Læs også: Vinterdeprimeret eller bare træt? Sådan kender du forskel

Men nu viser et studie, at du faktisk kan modvirke en betydelig del af faldet i D-vitamin-niveauer vinteren over, hvis du bare dyrker motion.

Og den motion behøver ikke engang at foregå udendørs.

Motion bevarer D-vitamin

Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Advanced Science, og bag det står forskere fra bl.a. University of Bath.

Læs også: 3 kvinders opskrift på succes med hjemmetræning

De rekrutterede en gruppe voksne med overvægt/fedme og delte dem ind i to grupper.

Deltagerne i den ene gruppe skulle dyrke konditionstræning indendørs fire gange om ugen i 10 uger – dem i den anden gruppe skulle blot fortsætte deres vanlige livsstil, som generelt var inaktiv.

Ingen af dem fik D-vitamintilskud (som Fødevarestyrelsen herhjemme ellers anbefaler).

Alle målinger og aktiviteter blev udført mellem oktober og april for at undgå, at sollys spillede ind på resultatet.

Studiet viser, at dem, der trænede, kun oplevede et fald på ca. 15 % i D-vitamin-niveauet over vinteren, mens den anden gruppe oplevede et fald på ca. 25 %.

Endnu vigtigere fandt forskerne, at deltagerne i træningsgruppen formåede at bevare kroppens aktive form af D-vitamin, som er vigtig for knoglesundhed, immunforsvar og flere organer.

Ifølge forskerne har tidligere studier vist, at et D-vitamintilskud alene ikke er i stand til det.

Effekten skyldes ikke vægttab

Under forløbet måtte deltagerne ikke tabe sig. Det er nemlig velkendt, at et vægttab kan øge D-vitaminniveauerne i blodet.

Træningsgruppen skulle derfor sætte deres kalorieindtag op for at matche det ekstra forbrug fra motion, så deres vægt forblev stabil.

Effekten skyldes derfor motion – ikke vægttab.

(Psst ... Deltagerne måtte ikke tabe sig, men hvis du er nysgerrig på et vægttab, kan du finde vores effektive og sikre kostplaner lige her)

Ifølge forskerne stimulerer motion vitamin D-metabolismen – altså kroppens regulering og omsætning af D-vitamin. Det gør den på “komplekse måder”, der bl.a. involverer hormonelle feedback-mekanismer.

Summa summarum tyder resultaterne på, at motion kan være en effektiv strategi til at opretholde D-vitaminniveauer om vinteren.

Det gælder især for personer med overvægt eller fedme, hvor tilskud ifølge forskerne ofte er mindre effektive.