Så meget forbrænder du ved at cykle på arbejde

Tager du cyklen på arbejde hver dag, så klap lige dig selv på skulderen. Tjek vores skema med distancer fra 1-20 km, og se, hvor mange kalorier og kilo det kan løbe op i på et år.

Kvinde cykler på vej til arbejde – masser af kalorieforbrænding ved cykling

VIND I HÅRET – og fuld fart fremad! Når du først har vænnet dig til at cykle på arbejde, kan du slet ikke undvære den daglige cykeltur. Og din kalorieforbrænding får også et boost.

© Jakob Helbig

Det er fedt at cykle på arbejde. Af mange årsager.

Du får frisk luft. Du kommer hurtigt frem. Du sparer penge til benzin eller pendlerkort. Du undgår trafikkøer, og du slipper for forsinkelser på bus og tog – eller at bruge tid på at finde en parkeringsplads. Totalt win-win!

LÆS OGSÅ: 13 tips, der gør det fedt at gå eller cykle på arbejde

Og så har vi slet ikke nævnt det vigtigste endnu; du får god motion og forbrænder kalorier. Og lægger du dem sammen, kan det altså blive til en hel del på et år, hvis du begynder at cykle i stedet for at gøre ingenting.

Du behøver dog ikke at finde lommeregneren frem, for vi har gjort arbejdet for dig her.

Tjek vores store skema over kalorieforbrænding ved cykling, og se, hvor mange kalorier, du forbrænder på et år – og hvad det svarer til i kilo.

Cykler du på el-cykel i stedet? Tjek din forbrænding på elcykel i skemaet her

Kalorieforbrænding cykling

Hvad forbrænder man ved at cykle på arbejde? Få svar på det her i skemaet, hvor du både kan se, hvor mange kalorier du forbrænder ved at cykle på arbejde (fra 1 km til 20 km), og hvor meget du – i teorien – kan tabe dig, hvis du ellers spiser og lever som nu.

Din forbrænding (i kcal) Dit vægttab
Din rute Pr. tur Ud og hjem På 1 år (ud og hjem) På 1 år (ud og hjem)
1 km 19 38 7.904 1,1 kg
2 km 38 76 15.600 2,2 kg
3 km 56 112 23.296 3,3 kg
4 km 75 150 31.200 4,5 kg
5 km 94 188 38.688 5,5 kg
6 km 113 226 47.008 6,7 kg
7 km 131 262 54.496 7,8 kg
8 km 150 300 62.400 8,9 kg
9 km 169 338 70.304 10,0 kg
10 km 188 376 78.208 11,2 kg
11 km 206 412 85.696 12,2 kg
12 km 225 450 93.600 13,4 kg
13 km 244 488 101.504 14,5 kg
14 km 263 526 109.408 15,6 kg
15 km 281 562 116.896 16,7 kg
16 km 300 600 124.800 17,8 kg
17 km 319 638 132.704 19,0 kg
18 km 338 676 140.608 20,1 kg
19 km 356 712 148.096 21,2 kg
20 km 375 750 156.000 22,3 kg

Tjek din personlige kalorieforbrænding ved cykling her

Kvinde på cykel i naturen
© Jakob Helbig

Din forbrænding afhænger af din vægt. I skemaet tager vi udgangspunkt i en person, der vejer 75 kilo.

Sådan finder du netop din forbrænding:
Med I FORMs kalorieforbrændingsberegner kan du tage højde for din vægt.

Vælg din aktivitet, tast antal minutter og din vægt ind – og vupti, kan du se, hvor mange kalorier du cirka har forbrændt på din cykeltur.

Brug skemaet som et fingerpeg

Værdierne i skemaet er vejledende, og der er tale om afrundede værdier. I vores beregninger tager vi udgangspunkt i følgende:

  • At du vejer 75 kilo. Vejer du mere, forbrænder du mere – vejer du mindre, forbrænder du mindre.
  • At du ikke ændrer andet i din hverdag end at begynde at cykle på arbejde. Ændrer du i din kost eller i dine øvrige motionsvaner – begynder du fx at træne mindre, fordi du cykler – vil beregningerne skulle justeres.
  • At der gemmer sig 7.000 kcal i 1 kilo fedtvæv.
  • At der er tale om transportmotion og altså moderat tempo svarende til ca. 16 km/t.
  • At der er 4 arbejdsdage om ugen i gennemsnit. Dermed er der taget højde for ferier og eventuelle hjemmearbejdsdage.