Hvad siger du til at tage med os på en lille kulinarisk rejse til skønne Spanien? Glæd dig til fisk, skaldyr og masser af grøntsager.
Vi lægger ud med en koldstart – nemlig den kolde spanske suppe, gazpacho. Anret toppings i form af brødcroutoner og finthakket agurk, rød peber og rødløg i små skåle ved siden af, og servér et godt brød og den spanske hvidløgsmayo, aioli, til – se, hvordan du laver mayoen, længere nede på siden.
Spanierne er gode til fisk, så tirsdag står den på ovnbagt torsk med grillet squash og peberfrugt.
Onsdag serverer vi den spanske æggekage, tortilla. Her i en version med rød peber, løg og oliven. Du kan dog sagtens lave den på mere traditionel vis med løg og kogte kartofler.
Opskriften er lavet, så der er én tortilla per person. Er I flere, er det en god idé at have gang i flere pander samtidigt, så du stadig vil kunne klare aftensmaden i en ruf.
Torsdagens melonsalat med serranoskinke og pinjekerner er skøn på en lun forårsaften – gerne serveret til grillet kylling eller et stykke fisk.
Fredag står den på klassikeren over dem alle; paella. Den skønne risret fås i utallige versioner, og den er let at justere efter dig og dine medspisendes smagsløg. Vores opskrift er med fuldkornsris, store rejer, blåmuslinger og masser af grønt.
I weekenden kan du overveje at invitere gæster på tapas og fx servere weekend-opskriften på lækre, hvidløgsmarinerede rejer, grillede padronpeber samt brød og en skøn romescosauce.
Olé!
Ugens tip
Aioli – den lækreste dip Den spanske hvidløgsmayo er lækker som dip både til fritter, kød, fisk, grillet grønt, brød eller i en burger. Her får du den i en knap så fed version.
3-4 PERS.
4 spsk. mayonnaise
8 spsk. skyr eller græsk yoghurt
3 fed hvidløg
2 spsk. citronsaft
Havsalt
Sort peber, friskkværnet
Sådan gør du: Rør mayonnaisen med skyr og fintrevet hvidløg. Smag til med citronsaft, salt og peber.
I FORMs madplan giver inspiration til hverdagsmenuen
Hver uge serverer vi 5 sunde aftensmads-opskrifter, der er udvalgt efter principperne herunder. Du får også en bonusret til weekenden.