Det er lige nu, at de er allerbedst. Derfor vælter vi os i asparges denne uge. Nyd både de grønne og hvide asparges helt friske, og glæd dig over deres sunde fibre og få kalorier. Men skynd dig, for sæsonen er kort.
Mandag må det gerne være lidt nemt, så her kan du fremtrylle vores lækre pastaret med laks og asparges på kun 20 minutter. Selv tak!
Dagen efter har vi hældt asparges i en bowl sammen med quinoa, kylling, avocado og tomat, og den skal du altså heller ikke snyde dig selv for.
Onsdag dropper vi kødet og smider de lækre stænger på panden i en skøn frittata. Det lyder fancy, men er blot det italienske svar på en æggekage.
Dagen efter serverer vi en smuk og nem aspargessuppe. Du kan lave den på et kvarter, og hvis vi selv skal sige det, er den så god, at den også er perfekt, hvis du får gæster.
Vi slutter ugen af med en lidt sundere version af den populære klassiker; boller i karry. Vi har skruet lidt ned for kødet og byttet de sædvanlige ris ud med quinoa samt hvide og grønne asparges. Det giver dig flere mættende kostfibre og proteiner.
Skal du have frokostgæster i weekenden, så forkæl dem – eller dig selv – med et klassisk stjerneskud med stegt og en dampet fisk toppet med asparges, rejer, stenbiderrogn og dressing.
GRØNNE ASPARGES Sådan vrikker du grønne asparges: Hold din grønne asparges med begge hænder. Vrik forsigtigt nede ved rodenden, til den knækker naturligt, og skær til.
Sådan koger du grønne asparges: Bring en gryde vand i kog med et drys salt og et dryp rapsolie. Kom asparges i gryden, og kog dem i 1 min.
HVIDE ASPARGES Sådan skræller du hvide asparges: Skræl dine hvide asparges med en tyndskræller fra dér, hvor hovedet slutter og ned til rodenden. Skær enderne til.
Sådan koger du hvide asparges: Bring en gryde vand i kog med et drys salt og et dryp rapsolie. Kom asparges i gryden, og kog dem i ca. 7 min.
I FORMs madplan giver inspiration til hverdagsmenuen
Hver uge serverer vi 5 sunde aftensmads-opskrifter, der er udvalgt efter principperne herunder. Du får også en bonusret til weekenden.