Lad dine smagsløg tage på en kulinarisk rejse til Indien. Her skal de mange krydderier nok give dig varme og velsmag. Glæd dig til en uge fyldt med gurkemeje, spidskommen, karry, chili, garam masala og hvidløg.
Der er dufte, farver og masser af smag, når madplanen tager på lynvisit i Indien i denne uge.
Vi lægger ud med en favorit, chicken tikka masala, her serveret med blomkålsris.
Dagen efter er der rigtige ris på menuen sammen med en lækker tunsteak, tomatsalat og raita – Indiens svar på tzatziki. Raita kan varieres i det uendelige, både hvad angår ingredienser og styrke. Denne raita er fx ret mild, mens du senere på ugen får en med mere smæk i.
I Indien spiser de meget vegetarisk, så de næste to dage har vi også kun grønt på tallerkenerne.
Først i form af en skøn, mættende blomkålscurry med masser af linser. Og efterfølgende en godt krydret suppe med blandt andet blomkål og kikærter.
Fredagsburgeren har til gengæld ikke meget med Indien at gøre. Men det har toppingen. Den består nemlig af en krydret rødbede-raita – og den er god!
Som weekendopskrift får du en omgang sprøde samosaer. Servér dem som en lille forret eller en snack med raitadip til.
Har du lyst til mere indisk, så prøv vores skønne mango-lassi.
I Indien nydes lassi hele dagen – også til aftensmåltidet, hvor den er en mild kontrast til de stærke krydderier. Men den vil også være et hit som dessert eller på weekendens morgenbord.
Ugens tip
Lidt sundere ris, tak I Indien spises der masser af hvide ris, især basmati og jasmin. Hvis du bytter de hvide ris ud med fuldkornsris, altså brune ris, femdobler du næsten mængden af kostfibre, der både giver dig mere mæthed og styrker din fordøjelse. De brune ris har en længere kogetid, men når først du har sat dem over, passer de sig selv.
Så mange kostfibre får du ...
Hvide ris: 0,9 g pr. 100 g rå ris.
Brune ris: 4,2 g pr. 100 g rå ris.
PS! Ris rummer uanset farve en del kalorier, så hvis du gerne vil tabe dig, kan du erstatte risene med blomkålsris – altså rå blomkål, som du enten blender eller river fint på dit rivejern.
I FORMs madplan giver inspiration til hverdagsmenuen
Hver uge serverer vi 5 sunde aftensmads-opskrifter, der er udvalgt efter principperne herunder. Du får også en bonusret til weekenden.