Louise: Denne kost er den største hjælp mod min endometriose
Louise har spist antiinflammatorisk i næsten ti år. Kosten har gjort det muligt for hende at leve et liv med en kronisk og smertefuld sygdom.
Louise har spist antiinflammatorisk i næsten ti år. Kosten har gjort det muligt for hende at leve et liv med en kronisk og smertefuld sygdom.
Voldsomme smerter, træthed, oppustethed.
Ubehag i kroppen, følelsen af at være tung og maven være “opspændt”.
Og så ofte toppet med akut diarré.
Sådan så Louises hverdag ud i rigtig mange år. I 2007 fik hun diagnosen endometriose, og sygdommen har betydet kroniske smerter, flere operationer og masser af søgen efter hjælp på nettet.
I 2016 var endometriosen så slem, at Louise i desperation endnu en gang kastede sig over computeren – her stødte hun på antiinflammatorisk kost, der blev en “gamechanger” i hendes liv.
"Det, der har hjulpet mig allermest med min endometriose, er den antiinflammatoriske kost. Før det var jeg nærmest traumatiseret af alle de smerter og ubehag, jeg konstant rendte rundt med.”
Med en liste over antiinflammatoriske fødevarer i hånden, startede Louise med at købe alt det, hun godt kunne lide på listen: Fede fisk, grøntsager, fuldkorn, bær og masser af krydderurter.
Og så gik det ellers stærkt. Efter kun fire dage havde hun det markant bedre. Væk var diarré, og der kom ro på fordøjelsessystemet.
“Inden havde jeg konstant kvalme og følte mig som en stor, tyk, gæret dej, der slet ikke kunne ånde. Det forsvandt bare, da jeg begyndte at spise antiinflammatorisk," fortæller Louise.
Læs også: Antiinflammatorisk kost – sådan skal du spise
I årevis havde Louise blot accepteret, at hendes krop var “overophedet og anstrengt”, som hun selv forklarer det:
“Jeg troede ikke, jeg kunne gøre noget ved det.”
Selvom endometriosen havde sat sig på hendes tarm, var hun ikke klar over, at sygdommen påvirkede hendes fordøjelse. Og på trods af jævnlige besøg på hospitalet, havde ingen i sundhedssystemet fortalt hende om kostens påvirkning.
“Jeg har måtte google mig til det hele selv," fortæller Louise.
Mindst 130.000 danske kvinder lider af endometriose – det svarer til op mod ti procent af danske kvinder i den fødedygtige alder.
Louise slipper aldrig af med sin endometriose, som giver daglige smerter. Men som hun selv siger, har den antiinflammatoriske kost hjulpet på “alt det andet, sygdommen afføder”, som oppustethed, et konstant overophedet fordøjelsessystem og ekstreme smerter hovedsageligt i maven.
Og det har været en kæmpe hjælp i livet med den kroniske sygdom:
“Det skabte en lethed i min krop, da jeg slap for den ekstra belastning. Det har gjort det nemmere for mig at tage hånd om min sygdom, fordi jeg fik mere overskud og energi," fortæller Louise.
I starten skar Louise alt det væk, som hun selv kalder “forarbejdede lortemad”. Her kunne hun godt savne en god burger og hvid pasta – især når hun gumlede linse-pasta, som hun syntes smagte af gummidæk, mens resten af familien spiste hvid pasta.
Gradvist testede hun, hvilke madvarer hun kunne tåle – og fandt ud af, at de hvide burgerboller kunne skiftes ud med hjemmebagte fuldkornsboller, og den hvide pasta kunne byttes ud med fuldkornspasta, uden at det skabte problemer for hendes fordøjelse.
“Det skal ikke blive for surt. Hvis der er noget, jeg kan tåle og godt kan lide, så spiser jeg det – også selvom det ikke er antiinflammatorisk,” fortæller Louise, som derfor stadig spiser ost og drikker kaffe.
Læs også: Dyrk yoga med I FORM
“Det har vitterligt ikke været svært at skifte til antiinflammatorisk kost. Jeg synes på ingen måde, det har forringet min livskvalitet. Tværtimod,” fortæller Louise.
Nu kan hun arbejde 30 timer om ugen og “klare opgaven” med at være mor for sine to børn. Hun er sikker på, at hvis hun ikke levede et liv med antiinflammatorisk kost, yoga og tid til pauser, ville hun have det helt forfærdeligt.
I dag spiser hun 85-90 procent antiinflammatorisk. Og det har hun ikke tænkt sig at lave om på.
“Det er snart 10 år siden, jeg startede, og jeg har ikke set mig tilbage – alternativet er simpelthen for råddent.”