Ny forskning: Denne her madvare styrker dit immunforsvar
Hvis du vil give dit immunforsvar et kærligt spark bagi, skal du i gang med at fermentere. Ifølge et nyt studie har kimchi nemlig sandsynligvis evnen til at styrke dit indre forsvarskorps.
Hvis du vil give dit immunforsvar et kærligt spark bagi, skal du i gang med at fermentere. Ifølge et nyt studie har kimchi nemlig sandsynligvis evnen til at styrke dit indre forsvarskorps.
Kimchi er en fermenteret grøntsagsret, som stammer fra Korea. Den består typisk af kinakål og gulerod, og så er den gerne krydret med hvidløg, ingefær og chili.
I Korea er den en fast del af mange måltider og bruges bl.a. til supper og risretter, hvor den giver et syrligt og krydret twist.
Kimchi er rig på både fibre, vitaminer, antioxidanter samt probiotiske bakterier, som er guf for dine tarmbakterier og din fordøjelse.
Læs også: Professor bag grøn grød – Disse 7 ting indgår i min daglige rutine
Det er derfor ikke overraskende, at den er sund, men nu tyder forskning fra Sydkorea på, at retten måske også kan styrke immunforsvaret generelt set.
Det er forskere fra The World Institute of Kimchi (for sådan et findes), der står bag det nye studie.
Læs også: Prøv en immunvenlig uge
Det er ifølge forskerne første gang, at kimchis effekt på immunforsvaret er blevet undersøgt helt ned på enkeltcelle-niveau.
Studiet viste, at de deltagere, som spiste kimchi, oplevede øget aktivitet i såkaldte antigenpræsenterende celler (eller APC’er), som er specialiserede immunceller, der har til opgave at opdage bakterier og vira.
Kimchi fik også en specifik type af såkaldte T-hjælperceller (celler, der fungerer som en slags koordinatorer) til at udvikle sig både til beskyttende og regulerende typer, hvilket giver en balanceret immunrespons.
Det lyder lidt kringlet, men betyder, at kimchi sættes i forbindelse med både et styrket immunforsvar og et immunforsvar, der ikke overreagerer, som det fx ses ved mange autoimmune sygdomme som gigt og sclerose.