Slæber du også rundt på adskillige mislykkede forsøg på at holde fast i en træningsrutine? Her peger sportspsykologen på tre typiske årsager til, at det er svært at få et langtidsholdbart forhold til motion.
SÆTTER du barren for højt, risikerer du at knække nakken på din nye træningsrutine.
Du kender dem sikkert. De der typer, der altid kommer afsted til træning – flere gange om ugen, uge efter uge.
For mange af os er det bare ikke så let. Vi tager tilløb, diskuterer med os selv, udskyder og vender om på halvvejen. Trods stribevis af forsøg har vi aldrig formået at gøre motion til en fast del af vores liv.
Læs også: Videotræning: Overskuelig styrketræning for hele kroppen
Men hvordan kan det egentlig være? Vi ved jo udmærket godt, at turen ned i fitnesscenteret eller ud på løberuten er noget af det bedste, vi kan byde os selv.
Ifølge Janne Mortensen, der har en master i sportspsykologi og ejer virksomheden Mental Motion, er der særligt tre ting, der spænder ben for os. Dem dykker vi ned i her.
Til at starte med skal vi have fat i en helt grundlæggende biologisk mekanisme hos os mennesker (og resten af dyreverdenen).
For nok er vi i det 21. århundrede, men vores hjerner reagerer på trusler og ubehag præcis som dengang, hvor fx det at stå ansigt til ansigt med en sulten løve var en reel trussel – nemlig ved at flygte.
“Grundlæggende er vi mennesker kodet til at undgå ubehag. Det har været vores overlevelse som art. Evnen til at flygte, når der var fare på færde,” forklarer Janne Mortensen.
Selvom træning måske ikke ligefrem føles som en farlig situation for os at være i, så kommer vi ikke udenom, at det til tider vil føles hårdt og ubehageligt – særligt, når vi er helt grønne, og hele systemet brokker sig over den nye belastning.
HÆNG I, når det er hårdt – også selvom alt i din krop skriger, at du skal stoppe.
“Når vi sætter os selv i situationer, der er ubehagelige, så vil vi automatisk forsøge at undgå det, og træning føles jo for mange ikke særligt bekvemt,” fortsætter Janne Mortensen.
Når du fire minutter inde i løbeturen bliver overmandet af trangen til at lunte hjem igen, er det altså dit instinkt, der med alle tænkelige kneb forsøger at fjerne dig fra en ubehagelig situation.
Prøv at tænke tilbage på sidste gang, du forsøgte at bygge en træningsrutine op. Hvad var din motivation for at gå i gang?
Sandsynligheden for, at det handlede om noget ydre – fx at kunne presse dig ned i dine gamle jeans – er ifølge Janne Mortensen ret stor:
“Vi mennesker er typisk meget ydremotiverede. Det betyder, at vi er motiverede af anerkendelse, udseende, af at vi når noget, af at det er prestigefyldt.”
At du har lyst til at smide et par kilo eller nyder anerkendelsen fra dine omgivelser, er der ikke noget galt med. Den ydre motivation kan bare ikke stå alene.
Læs også: Skal jeg veje mig eller ej?
Vil du gerne gøre træning til en fast del af dit liv, er det nødt til at være drevet af en indre motivation.
TRÆNING med andre er en af vejene til at opnå indre motivation.
Selvbestemmelsesteorien (på engelsk Self Determination Theory) blev grundlagt af Edward L. Deci og Richard M. Ryan i 1980’erne, og ifølge den er der tre grundlæggende psykologiske behov, som skal være opfyldt for, at vi føler en indre motivation:
Medbestemmelse er utroligt vigtigt for os mennesker. Pointen er, at du ikke bliver glad for noget, andre har valgt for dig.
Det er vigtigt, at du føler dig kompetent til det, du gør. Det betyder ikke, at du aldrig skal udfordre dig selv, eller at du ikke må føle dig usikker, men for mange af os er det en stopklods, hvis vi føler os alt for meget på udebane.
Vi mennesker har brug for at høre til. Du skal føle, at du har en plads – at du er en del af et fællesskab.
Nysgerrig på, hvordan du bruger teorien i praksis? Så hop til artiklen her.
En indre motivation er typisk mere værdibaseret og har mere tyngde end den ydre af slagsen.
“Det skal handle om, hvordan man gerne vil leve sit liv. Hvad er vigtigt for dig? Noget af det, der er vigtigt for mig, er at forblive stærk for mine børns skyld. Det er en driver,” fortæller Janne Mortensen.
Det tredje og sidste, typiske benspænd, er, at vi kommer til at lægge en urealistisk plan.
Lad os i den sammenhæng fremhæve nytårsforsættet – der er nemlig en grund til, at det sjældent holder længere end til midten af februar. Intentionerne er rigtigt gode, men at give den fuld gas fra den ene dag til den anden er sjældent vejen frem.
“Det bliver for uoverskueligt. Vi kan ikke følge med. Måske en måned eller to, men så er der en krise i familien eller på arbejdspladsen, og så ramler det,” fortæller Janne Mortensen og fortsætter:
“Det handler om at være realistisk. Hvis jeg arbejder 40 timer om ugen, har to børn og samtidig gerne vil træne fire gange om ugen – er det så overhovedet muligt? Formentlig ikke.”