Aktiv ferie – få hjælp til at vælge den helt rigtige

Flere og flere tager på træningsrejse. Men skal du vælge et sportsresort, en målrettet temarejse eller et hotel med et fedt fitnesslokale? Tjek vores guide lige her.

Kvinder på aktiv ferie

AKTIV FERIE – det bliver et ja tak herfra! Tænker du det samme, så tjek vores lille guide, og se, hvilken form for aktiv ferie der er dit perfekte match.

© iStock

Er der noget bedre end en ferie, hvor du ligger og slapper af fra morgen til aften ved poolen? Ja, mener et stigende antal danskere. Nu pakker vi nemlig ikke kun badetøj og solcreme i kufferten, men også løbesko, cykelshorts og yogatoppe.

Læs også: Så fedt har det været på I FORMs tidligere træningsrejser

Der findes mange forskellige former for aktiv ferie. Egentlig kan du jo bare tage et par gode sko på og så sørge for at få gået en masse skridt, uanset om du er på storbyferie, i sommerhus, på camping eller charter.

Men har du lyst til decideret træning, så tjek vores miniguide, hvor vi prøver at hjælpe dig til det rigtige valg for netop dig og din familie.

Hvad er dit ønske til en aktiv ferie?

At komme i gang med at træne

At komme i gang med at træne

  • Du vil gerne fokusere på en bestemt aktivitet:

Et godt valg: Temarejser, fx padelrejser, yogaretreats, CrossFit-rejser og vandreferier, der er tilpasset begyndere.

Derfor: Her er der mulighed for at gå i dybden med en aktivitet og få grundig undervisning. Ferieformen er velegnet, hvis du rejser alene, idet du her møder andre med samme interesse som dig. Ofte trænes der flere gange i løbet af dagen, så du mærker også hurtigt, at du bliver bedre. Det er motiverende og giver dig forhåbentlig lyst til at fortsætte træningen, når du kommer hjem.

  • Du vil gerne prøve forskellige aktiviteter:

Et godt valg: Et sportsresort med masser af hold og aktiviteter eller en grupperejse, fx som I FORMs læserrejser.

Derfor: Uanset om du tager med på en grupperejse eller selv booker en ferie på et resort, får du her lov til at snuse til en masse forskellige aktiviteter. Det sker i motiverende rammer, og forhåbentlig finder du 1-2 favoritdiscipliner, som du kan fortsætte med derhjemme.

TIP
Er der hold med niveaudeling? Så start med begynderholdet, hvor instruktionen er mere grundig. Er holdene ikke niveaudelt, så vær ikke bange for at fortælle instruktøren, at du er “ny”. Det har alle været engang.

Ikke at komme helt ud af form

Ikke at komme helt ud af form

Et godt valg: Et hotel med et godt fitnesscenter.

Derfor: Sandsynligvis vil du bare gerne træne kort hver dag eller et par gange på en uge. Et hotel med et fitnesscenter, hvor du kan træne cardio og styrke, vil være nok for de fleste. I sammenligning med et sportsresort har du nærmest frit valg af destination, da mange større hoteller i dag har gode fitnessfaciliteter – og så betaler du ikke for holdtræning, du ikke vil bruge.

Vil du gerne løbetræne? Og er du ikke til løbebånd? Så tjek, at der er gode løberuter lige uden for hotellet.

Er svømning din ting? Så gå efter et hotel med en stor pool, så du kan svømme reelle baner og ikke bare et par sølle svømmetag fra kant til kant.

At nørde med en konkret træningsform

At nørde med en konkret træningsform

  • Du skal alene afsted (eller med en træningsmakker):

Et godt valg: Målrettede temarejser, hvor der fokuseres på én disciplin, fx yoga, cykling, padel, CrossFit, løb, dans osv.

Derfor: Du får målrettet undervisning og træner i din favoritdisciplin flere gange om dagen. Du rejser afsted med ligesindede, hvilket kan være superinspirerende. Typisk spiser I alle måltider sammen, hvor I så kan nørde videre eller hygge. Husk at tjekke niveauet, inden du booker. Lidt surt fx at skulle cykle 70 km om dagen, hvis du kun er vant til 5 – eller omvendt.

  • Du har familien med på ferie:

Et godt valg: Et sportsresort.

Derfor: Mens du nørder med din favoritdisciplin, kan familien dyrke noget andet, slappe af eller tage på udflugt. Ind imellem kan I så mødes til måltider, hygge, en dukkert i poolen og måske en omgang badminton eller minigolf. Har du brug for undervisning? Så tjek på forhånd, at resortet har instruktører i netop din disciplin.

At træne meget forskelligt og komme hjem i bedre form

At træne meget forskelligt og komme hjem i bedre form

Et godt valg: Et sportsresort eller en grupperejse, fx som I FORMs læserrejser.

Derfor: Her kan du dyrke mange forskellige aktiviteter og hold – både noget, du er god til, og noget, du måske aldrig har prøvet. Har du lyst – og energi til det – kan du træne fra tidlig morgen til sen aften og virkelig give både krop og sjæl en masse opmærksomhed. Samtidig ligger det hele lige uden for døren, så det er nemt at smutte tilbage til værelset og få et lille hvil eller skifte træningstøj.

At være aktiv og opleve flot natur

At være aktiv og opleve flot natur

Et godt valg: Vandreferie eller cykelferie er oplagt, men en rideferie eller kanoferie kunne også være en mulighed.

Derfor: Både på gåben og på to hjul kan du få nogle flotte naturoplevelser, samtidig med at du er aktiv på ferien. Køber du en pakkerejse, så overvej, om du gerne vil bo det samme sted og så tage ud herfra, eller om du gerne vil bevæge dig videre til et nyt overnatningssted hver dag. På nogle rejser bliver din bagage kørt fra sted til sted i bil, hvilket kan være ret rart.

Læs også: Vandreferie – en guide til nybegyndere

Er dine ben klar?
Uanset om du skal gå eller cykle, er det vigtigt, at din krop er rustet til strabadserne. Tjek derfor på forhånd, hvor mange kilometer du skal tilbagelægge hver dag, og sørg så for at være i nogenlunde træning – og fx at have gået dit fodtøj godt til.