Er det godt for lænden at ligge i planken?

Lænden er en kropsdel, som driller mange. Hvis du er en af dem, har du måske spekuleret på, om det er bedst at springe planken over.

Kvinde ligger i styrkeøvelsen planken

EN GOD TEKNIK I PLANKEN er altafgørende. Især hvis du døjer med smerter i fx lænden.

© Jakob Helbig

Planken er helt bestemt god for lænden – så længe du laver den korrekt.

Øvelsen er kendt for at være hård for de utrænede, men den er værd at give sig i kast med, uanset hvilken form du er i. Det er nemlig en øvelse, som virkelig styrker din core og får fat i flere muskelgrupper på samme tid.

Mavemusklerne vil takke dig, og det samme gælder for de dybereliggende muskler, som holder bughulen på plads. Ryggen bliver også stærkere, fordi en korrekt udført planke træner den del af muskelkorsettet, som støtter op om og stabiliserer rygsøjlen.

Du forebygger altså skader og spændinger i netop lænden og den nedre del af ryggen.

Den største fejl, du kan begå i planken, er nok at køre på uden at have teknikken på plads.

Øvelsen skal altid laves i en stærk og stabil position, så du ikke hænger i nakke, skuldre eller lænd. Begynder det at ske, er det på tide at holde pause.

Teknik trumfer tid, når det kommer til at få effekt af planken. Hellere 30 sek. med godt opspænd end 60 sek., hvor du “hænger”.

Lav gerne planken 3 x 60 sek., eller bryd minutterne yderligere op, og drys dem ind i dit træningsprogram, så du snupper 30-40 sek. ad gangen her og dér.

Det er også vigtigt at lytte til kroppens signaler bagefter, for specielt ryggen kan sige fra lidt forsinket. Vær opmærksom på, hvordan du har det i timerne og dagene efter rygtræning.

Sideplanke

For let? Så prøv sideplanke

Bliver det på et tidspunkt for nemt, kan du variere og øge sværhedsgraden ved for eksempel at lave sideplanke, høj planke eller sprællemandsplanke (plank jacks).