TEST: Hvor stærk er du?

Hvordan står det egentlig til med musklerne i din krop? Det er aldrig for sent at styrketræne, så hvis du vil have bedre søvn, bedre balance og stærke knogler og led, så er det bare med at komme igang.

Kvinde træner med håndvægte

ER DU STÆRK NOK? Styrketræning kan forebygge aldersbetingede skavanker og giver stærkere knogler og led.

© iStock

Bliver du hurtigt træt, når du går op ad trapper? Har du svært ved at løfte din kuffert op og ned fra hattehylden? Og døjer du med ømme knæ eller trætte rygmuskler? Svarer du ja, er det på høje tid at komme i gang med at styrketræne.

Og nej, styrketræning betyder ikke, at du pludselig vågner op med svulmende overarme og stenhård sixpack. Dertil har vi kvinder ikke nok af det mandlige og muskelopbyggende kønshormon testosteron. Derimod betyder det, at hverdagens mange opgaver bliver lettere, i takt med at dine muskler bliver stærkere.

Brems tab af muskelmasse

Styrketræning er for kvinder i alle aldre, og faktisk bliver det mere og mere vigtigt, jo ældre du bliver. Fysisk topper du i 20-30-årsalderen, hvilket du via fysisk aktivitet og træning kan vedligeholde i en periode. Generelt falder muskelstyrken dog fra de 50 år med først 1, så 1,5 pct. om året. Efter 75-80-årsalderen kan styrken være omtrent den halve af, hvad den var, da du var 20. Samtidig med at muskelmassen falder, daler også stofskiftet, så mængden af kropsfedt stiger.

Nyere forskning viser heldigvis, at du kan forbedre prognosen en del med træning. Du kan ikke ændre på din alder, men ved at styrketræne kan du bremse sarkopeni, som er aldersbetinget fald i muskelmasse, og bevare musklernes kraft og funktionsevne længst muligt.

Forskning har vist, at 12 ugers styrketræning vil kunne vende effekten af et helt årtis tab af muskelmasse og øge din styrke med 10-45 pct., fordi både muskler, nervesystem, motorik og balance forbedres. Jo tidligere du går i gang med at styrketræne, jo bedre. Men det er aldrig for sent. Forsøg har vist, at selv 80-årige ved hjælp af styrketræning kan forbedre deres funktionsevne med 20 år svarende til en 60-årigs funktion.

Du lever længere

Hvis dét ikke er nok til at få dig i sving med håndvægtene, er der skam en lang perlerække af andre gode effekter af styrketræning, fysiske såvel som psykiske. Hvad siger du fx til at få et længere liv? Amerikansk forskning har vist, at jo mere muskelmasse du har, jo lavere er din risiko for at dø for tidligt.

Bedre søvn er et andet ultragodt argument. Styrketræning gør kroppen naturligt træt, så du har lettere ved at falde i søvn og sover bedre om natten. En sund nattesøvn er essentielt for din sundhed og præstationsevne, det giver dig mere overskud kropsligt og mentalt og gør det lettere at holde vægten.

Dyrker du andre motionsformer, vil du også opdage, at styrketræningen pludselig giver dig et forspring her. Stærkere og mere eksplosive muskler betyder eksempelvis, at du kan løbe eller cykle hurtigere og samtidig undgå træthed i ryggen eller overbelastningsskader.

Listen tæller også hårdtslående argumenter som lavere blodtryk, flottere holdning, øget forbrænding, bedre humør og øget selvtillid, såååå ... hvad venter du på?

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 8/2018