Få en tonet krop med pilates

En skånsom træningsform med effektive øvelser, der i et roligt tempo både styrker og strækker din krop. Lyder det som noget for dig? Så vil du elske pilates.

Kvinde gør klar til pilates – ruller træningsmåtte ud.

PILATES – en tynd måtte, bare tæer og behageligt tøj, så er du klar til pilates.

© Jakob Helbig

En stærkere og mere smidig krop, der samtidig giver dig en bedre holdning og kropsbevidsthed. Det er nogle af de store gevinster ved pilates.

Træningsformen bygger på en række øvelser, der kombinerer åndedræt og bevægelse. Det kræver fokus, hvilket faktisk er det eneste krav, og derfor kan pilates dyrkes af alle – også dig, der ikke er vant til at træne, eller dig, der skal genoptræne efter en skade eller operation.

Hvis du har lyst til selv at prøve kræfter med den skånsomme men effektive træningsform, så får du her et program med 8 øvelser, der styrker hele kroppen.

Programmet er målrettet til begyndere og let øvede, så alle kan være med.

1 Pilates for begyndere: Træn med på video


Videotræning

VIDEOTRÆNING | Klik her for at komme til videoen.

Her får du et skånsomt, men effektivt pilatesprogram til begyndere og let øvede.

GÅ TIL VIDEOEN

Varm fødderne op først

Nærbilleder af fødder, der varmes op inden pilates-træning
© Jakob Helbig

Du får et langt større udbytte af din pilatestræning, hvis du starter med at give dine fødder lidt fokus.

Du kan fx massere fødderne med dine hænder eller en tennisbold, og du kan vride foden samt tæerne i alle retninger.

2 Hvad er pilates?


Pilates er en skånsom træningsform, der kombinerer styrke- og strækøvelser for hele kroppen. Du bevæger dig hele tiden, men der er ikke tale om hurtige øvelser – snarere færre øvelser med fokus på god teknik.

Det er vigtigt, at du er koncentreret og mentalt til stede under øvelserne for at få optimalt udbytte.

3 Hvad er pilates godt for?


I pilates arbejdes der intenst med at få åndedræt og bevægelser til at passe sammen. Det giver en stærk og smidig krop med god kropsbevidsthed og kropsholdning. Det intense arbejde med åndedrættet styrker nemlig både din mave og ryg.

En stærk core gør, at alle bevægelser bliver lettere at udføre. Ikke kun i pilates, men også i din hverdag og øvrige træning.

“Efter 10 lektioner føler du dig bedre tilpas. Efter 20 lektioner ser du bedre ud. Og efter 30 lektioner har du fået en ny krop.”
— Joseph Hubertus Pilates, grundlæggeren af pilates

4 Hvem er pilates især velegnet til?


Alle kan dyrke pilates, og alle bliver stærkere af det. Og da pilates er en meget skånsom træningsform, er pilates også velegnet, hvis du er ramt af en skade og har brug for genoptræning.

Pilates er også velegnet, hvis du sidder meget ned i dagligdagen og har tendens til at synke sammen. Pilates styrker din core og dermed din ryg, retter dig ud og giver dig en rank og strømlinet krop.

Du kan faktisk også bruge pilates til at gøre dig stærkere, hvis du er svag og sengeliggende.

Din vejrtrækning er vigtig

Hav fokus på at trække vejret nede i din bughule frem for i din brystkasse. På den måde aktiverer du dine coremuskler. Er du i tvivl, så læg en hånd på din mave.

Indånding: Træk vejret ind gennem næsen.
Udånding: Pust også gerne ud gennem næsen. Alternativt kan du ånde ud gennem munden med lidt modstand på læberne.

Det er vigtigt, at du ikke kommer til at holde vejret undervejs.

5 Hvad er forskellen på at dyrke yoga og pilates?


Pilates er udviklet med inspiration fra yoga, og i begge træningsformer er åndedrættet et vigtigt fokusområde.

I yoga holder man dog typisk øvelserne i længere tid, mens pilates er en mere funktionel træningsform, hvor du bevæger dig hele tiden. Yoga er mere meditativt og fokuserer meget indad, hvor du i pilates er meget til stede her og nu.

6 Hvor tit bør man træne pilates for at få optimalt udbytte?


Det er optimalt at træne pilates 2-3 gange om ugen. I pilates får du ikke rigtigt pulsen op, så det er godt at kombinere det med konditionstræning.

Træner du efter I FORMs pilatesprogram, så husk med tiden at udfordre din krop løbende, fx ved at gøre øvelserne sværere eller ved at skifte dem ud med nye øvelser.

7 Er pilates godt for ryggen?


Ja, pilates styrker din ryg og kan både hjælpe på og forebygge mange rygproblemer. Pilatesøvelser arbejder meget med bevægelighed, stabilitet og balance i synergi med åndedrættet, hvilket styrker kernemuskulaturen.

Mange rygproblemer skyldes stramme rygmuskler, og at vi sidder for meget ned. Her kan pilates være med til at rette ryggen op igen.

KILDE: Lena Vorgaard, pilatesinstruktør