“Det er simpelthen så nemt at lytte til en stemme og bare gå”
Når man først har sat sig i sofaen efter job, kan det være svært at rejse sig igen. Mød Sys, der fulgte I FORMs gangprogram med lydfiler for at få ny energi.
Når man først har sat sig i sofaen efter job, kan det være svært at rejse sig igen. Mød Sys, der fulgte I FORMs gangprogram med lydfiler for at få ny energi.
“Nu skal du gå i moderat tempo”.
En stemme i ørerne, der fortæller dig præcis, hvad du skal gøre, virker forskelligt på folk. For 44-årige Sys var det et forsøg værd, om et gangprogram med en guidende stemme kunne få hende tilbage i en mere aktiv hverdag.
Hun var havnet i et mønster med at sætte sig tungt til rette i sofaen, når hun kom hjem fra lærerjobbet. Men faktisk ser hun sig selv som en, der “elsker motion”.
Få svar på, om gangprogrammet kunne vække lysten til at bevæge sig.
Hvordan har det været at følge gangprogrammet?
“Det har været supergodt – især når man bruger I FORM-appen. Jeg kan godt lide programmet, fordi det er så struktureret. Stemmen har hjulpet mig mere, end jeg havde troet. Det er simpelthen så nemt at lytte til en stemme og så slå hovedet fra og bare gå.”
Hvad har været det bedste ved at gå?
“Det at komme ud i naturen og få nulstillet tankerne. Jeg har gået i skoven, ved vandet og langs markerne. Det har ikke været en sur tjans – kun dejligt og hyggeligt. Og jeg er blevet gladere. Det synes jeg selv!”
Hvad har været det sværeste?
“At finde tiden i forhold til mine pligter derhjemme. Det har krævet, at jeg strukturerede min uge. Hvis jeg fx skulle køre et barn til en idrætsaktivitet, så har jeg gået en tur rundt om hallen for at få mine skridt i hus.”
Har du opnået resultater ved at gå?
"Jeg har fået mere energi og udholdenhed, og jeg har nydt det. Jeg sætter mig stadig i sofaen, når jeg kommer hjem, men hvor jeg før ofte blev siddende, rejser jeg mig nu efter kort tid. Det er ikke spor svært for mig at komme ud og gå en tur, og jeg kommer gladere hjem, så det er indsatsen værd.”
Har du den samme appetit som før?
“Trangen til snacks er i hvert fald ikke den samme. I stedet for at smøre mig en bolle, så prøver jeg at spise fx blåbær. Man kan sige, at jeg i højere grad overvejer, hvad jeg spiser – og om, jeg skal spise noget. Det har resulteret i, at jeg har tabt 2 kg og har fået det godt i min krop.”
Læs også: Undgå overspisning med denne simple metode
Har du en plan for at bevæge dig fremover?
“Jeg vil gerne blive ved med at være aktiv hver dag. At fortsætte med at gå er en mulighed, men jeg har mere lyst til at begynde at løbe. Det var nemt at følge gangprogrammet, så jeg tror også, at jeg vil have nemt ved at følge et løbeprogram.”