5 grunde til at give den gas på gåturen

Al motion tæller, men vil du have fuld valuta for dine daglige skridt, kan du tage nogle simple, men effektive virkemidler i brug.

Kvinde, der er ude at gå en rask tur.

SKRIDT – tag raske skridt, så kommer pulsen hurtigt op, mens du kommer hurtigt frem.

© Jakob Helbig

En gåtur er altid en glimrende idé uanset tempoet. Men hvis dagsformen er til det, kan det godt svare sig at skrue op for intensiteten.

Gang i raskt tempo hører nemlig under kategorien ‘motion i moderat tempo’, som er det sundhedsmyndighederne anbefaler minimum 30 minutter om dagen.

Læs fem andre grunde til at sætte fut under fødderne og svinge med armene her.

1 Reel træning uden udstyr


Gang i raskt tempo er noget nær den letteste form for motion, du kan dyrke – og du kan praktisere den alle steder. Du behøver ikke engang at klæde om eller investere i særlige sko til formålet. Alligevel får du pulsen op og styrker muskler, led og kondition.

Læs også: Bliv bomstærk uden udstyr

2 Godt for hjertet


Når du går fra almindeligt slentretempo til gang med høj intensitet, begynder dine ture at have positiv effekt på dit blodtryk og på dit kolesteroltal. To faktorer, der påvirker din hjertesundhed, og som kan være udslagsgivende for fx blodpropper og hjertesvigt. Et nyligt studie fra Cambridge University viser, at så lidt som 11 minutters rask gang om dagen nedsætter risikoen for hjerte-kar-sygdomme med 17 %.

3 Du træner hele kroppen


Hvis du aktiverer dine arme, får du gang i overkroppen på en helt anden måde, end når du bare går normalt. Du træner altså ikke kun ben, men arme, skuldre, mave og ryg. Hold ca. 90 grader i albueleddet, og sving armene frem og tilbage langs kroppen, mens du går. Tænk på at trække albuerne så langt tilbage som muligt, og spænd op i din core.

4 Du forbrænder flere kalorier


Der er ingen vej udenom. Jo mere du giver den gas, jo mere forbrænder du. En halv times gang i roligt tempo (3,2 km/t.) giver dig et kalorietab på ca. 70 kcal. Det tal kan du fordoble, hvis du skruer tempoet op til bare 5,5 km/t. Her forbrænder du ca. 150 kcal på en halv time. Og er du klar på at powerwalke, hvor du har armene med og går ca. 6-7 km/t., kommer du op på hele 220 kcal på samme tid.

5 Du kommer hurtigere frem


Jo hurtigere skridt, jo hurtigere kommer du fra A til B. Prøv fx at skifte cyklen eller bussen ud med rask gang, når du skal på job, mødes med en ven, eller som opvarmning, når du skal op i fitnesscenteret. Det tager lidt længere tid, men du vil nok blive overrasket over, hvor hurtigt dine fødder kan få dig frem – og så har du jo overstået dagens konditionstræning.

I FORM nr. 14/2023