Hvad er gua sha godt for?
Den traditionelle behandlingsform fra Asien bruges oftest til at lindre smerter og øge blodcirkulationen. Skønhedsindustrien har også taget metoden til sig. Men virker det, og hvordan gør man?
Den traditionelle behandlingsform fra Asien bruges oftest til at lindre smerter og øge blodcirkulationen. Skønhedsindustrien har også taget metoden til sig. Men virker det, og hvordan gør man?
Gua sha (udtales gwa-sja) er en behandlingsteknik, som har været udbredt i Asien i århundreder og bruges til for eksempel at behandle smerter og stivhed.
Men virker det – og hvordan gør man? Bliv klogere her.
I en gua sha-behandling skraber man med et sten- eller stålredskab hen over huden og skaber små, midlertidige blodudtrædninger (petekkier), der falmer igen efter 3-4 dage.
Formålet er at styrke blodcirkulationen i området og stimulere hudvævet. Inden for kinesisk medicin mener man, at behandlingen har en antiinflammatorisk effekt, der styrker immunforsvaret.
I de senere år har skønhedsindustrien taget teknikken til sig, og det er nu muligt at købe gua sha-redskaber i forskellig kvalitet både online og i de fleste skønheds- og helsebutikker. I skønhedsbehandlinger masserer man ansigtet for at give det midlertidig glød og for at få huden til at se yngre ud.
Ved traditionel gua sha presser man et lille sten- eller metalredskab hen over huden for, via øget blodcirkulation, at behandle smerter eller tilstande som forkølelse, hedeslag eller luftvejsproblemer.
Selvom der ikke er overvældende mængder af videnskabelig dokumentation, bliver der stadig forsket i behandlingen, og det lader til, at der er flere positive effekter, når behandlingen udføres rigtigt. Der er dog ikke lavet større kontrollerede studier på området.
Se også: Amerikansk ekspert forklarer effekten (video på engelsk)
Sørg for, at både hud og sten er renset grundigt. Professionelle behandlere bruger olie for at få stenen til at glide bedre hen over huden, men bruger du den i ansigtet derhjemme, kan du gøre, hvad der føles behageligt for dig.
Hold gua sha-stenen i en skrå vinkel og sørg for, at den flade kant hviler på huden. Start med at trykke blidt og stryg værktøjet i én retning, væk fra midten af dit ansigt eller din krop, ikke frem og tilbage. Bliv ved i 5-10 minutter.
Undgå at trykke for hårdt, og pas på med at trække for meget i huden. Gua sha som ansigtsbehandling skal aldrig gøre ondt.
Læs også: Smarte apparater til hjemmemassage – det skal du gå efter
Videnskaben siger ikke noget om, hvilken sten du skal købe, da virkningen ikke er dokumenteret. Men har du lyst til at prøve ansigtsbehandlingen derhjemme, kan du typisk vælge mellem jade, rosakvarts, ametyst eller stål.
Vælg den sten, der passer bedst til dit ansigt, én, der føles behagelig at holde i hånden, eller en, du synes er smuk og lavet af et behageligt materiale. Rustfrit stål bruges ofte af professionelle behandlere, fordi det er let at rengøre, men du kan også vælge forskellige sten på grund af deres symbolik eller den følelse, du får, når du holder den i hånden.
Ved kropsbehandlinger (dvs. ikke i ansigtet) anbefales en gua sha-sten med glat kant og evt. én, der kan smides ud efter brug. Langt vigtigere er det dog at få styr på selve teknikken, og hvor meget tryk der skal lægges i, når du stryger stenen hen over huden.
Læs også: 4 uundværlige hudplejeprodukter – og dem du kan springe over