Ansigtsyoga er din naturlige vej til et yngre udseende
Alt, du skal bruge, er dine hænder – og lidt tålmodighed. Med daglige strøg, nap og fjollede grimasser kan du reducere dine rynker (så det kan ses!) og få en meget mere levende og frisk hud.
Alt, du skal bruge, er dine hænder – og lidt tålmodighed. Med daglige strøg, nap og fjollede grimasser kan du reducere dine rynker (så det kan ses!) og få en meget mere levende og frisk hud.
Hvis Instagram er blandt dine foretrukne sociale medier, så er du sikkert stødt på videoer af især kvinder, der laver, hvad der umiddelbart ligner, skøre grimasser.
Platformen flyder nemlig over med indhold om ansigtsyoga.
Hvis du ikke er helt med på, hvad det er for noget, så kan vi afsløre, at betegnelsen indfanger det meget præcist: Det er nemlig yoga for ansigtet.
Læs også: Bliv slank med yoga
Det handler om at stimulere, styrke og afspænde ansigtsmusklerne – og det gør man altså blandt andet ved at lave nogle lidt fjollede grimasser.
Men hvad er det præcis, du kan opnå ved at byde dit ansigt på yoga? Hvordan gør du? Og hvor meget skal der til?
Det dykker vi ned i her sammen med Susanne Lidang, som er yogalærer og underviser i ansigtsyoga.
Vil du prøve det med det samme? Så klik her og prøv vores begyndervenlige program med 8 effektive øvelser.
I ansigtsyoga skal du massere, stryge, nappe, spænde op og spænde af, og det vil ikke kun give pote i form af et forynget udseende – du vil også opleve øget mentalt velvære.
Dyrker du ansigtsyoga, kan du glæde dig til at opleve:
1. Mere ro
2. Færre spændingshovedpiner
3. Færre og mindre synlige rynker
4. Mere glød og et mere “levende” ansigt
Lad os starte fra toppen og se nærmere på, hvorfor ansigtsyoga giver ro i kroppen. Her skal vi bl.a. have fat i vagusnerven, som du måske har hørt om.
Vagusnerven er en af kroppens længste nerver – den strækker sig fra hjernen og helt ned til organerne i bughulen. Den er den primære nerve i det parasympatiske nervesystem, som er det, der fremmer afslapning.
Det er især, når du laver afspændende ansigtsyoga med massage og strøg, at nerven “tændes”, og det vil du mærke ved, at der breder sig en dejlig ro i din krop.
“Ansigtsyoga er en meget selvkærlig, omsorgsfuld praksis. Du er fokuseret, og på den måde minder det lidt om at meditere.”— Susanne Lidang, underviser i ansigtsyoga
Den følelse forstærkes, hvis du samtidig er bevidst om dit åndedræt og sørger for at trække vejret roligt og lade udåndingerne være lange.
Den bevidste, rolige vejrtrækning er en nøglekomponent i ansigtsyoga – uden den laver du “bare” ansigtsgymnastik. Så vil du stadig høste de fysiske fordele, men ikke de mentale.
De afspændende øvelser er også dem, der kan tage æren for at afhjælpe spændingshovedpine, som rigtigt mange danskere hyppigt lider af.
Det er typisk omkring øjnene og kæben, vi kommer til at spænde op – prøv at mærke efter, om du gør det lige nu.
Ofte er vi ikke bevidste om det, men lægger først mærke til det, når spændingerne sætter sig som hovedpine.
Og hovedpine er faktisk ikke det eneste, vi får, når vi går og spænder. De konstant spændte muskler giver også rynker.
De såkaldte spændingsrynker er fx dem, de fleste af os har hen over panden. Mange af os har dem også ved munden.
Og dem – og hovedpinen – kan du altså mindske mærkbart vha. massage og afspændende øvelser.
“Ansigtsyoga er et godt alternativ til deciderede behandlinger. Du bevarer jo din mimik, og øvelserne giver altså noget. Du får et mere friskt og ungdommeligt udseende.”— Susanne Lidang, underviser i ansigtsyoga
Det bedste af det hele er, at du ikke skal investere i noget som helst udstyr – det eneste, det kræver, er dine hænder og lidt tålmodighed.
Mens nogle muskler i ansigtet skal lære at slappe af, skal andre aktiveres lidt mere – og det bliver de med styrkende øvelser, som også er en vigtig del af ansigtsyoga.
I vores begyndervenlige program får du bl.a. øvelser, der styrker de små muskler i kinderne og ved øjnene.
Her gælder det om at spænde op i et bestemt antal sekunder for derefter at slappe godt af.
På den måde bliver ansigtsmusklerne stærkere – præcis som musklerne i resten af kroppen gør, når du styrketræner.
Og det har altså en effekt på huden, hvor rynker med tiden mindskes – det gælder ikke bare spændingsrynkerne, men også dem af den mere sejlivede slags, som skyldes slappe muskler og fedtvæv.
Laver du vores program dagligt, vil du se resultater efter 4-6 uger.
Når du napper, masserer og spænder op, øger du desuden blodgennemstrømningen i huden, og det vil med det samme resultere i, at du får en dejlig kulør.
Ansigtsyoga har altså både en effekt på den lidt længere bane, men også en her-og-nu-effekt, som du fx kan udnytte til at få lidt glød i kinderne før en festlig aften.
KILDE: Susanne Lindang, yogalærer og underviser i ansigtsyoga