Andres smasken generer mig voldsomt - er det normalt?
Har du mere end almindeligt svært ved at håndtere andre menneskers lyde? Så lider du måske af misofoni.
Har du mere end almindeligt svært ved at håndtere andre menneskers lyde? Så lider du måske af misofoni.
De fleste af os bliver irriterede, hvis kollegaen smasker højlydt, eller partneren snorker. Men for nogle medfører den slags lyde så voldsomt et ubehag, at de kan blive aggressive og få lyst til at flygte fra situationen. Det kan sågar være helt “uskyldige” lyde som vejrtrækning, der frembringer vrede.
Tilstanden kaldes misofoni og dækker over en afsky over for lyde – oftest bestemte og oftest menneskeskabte. Man ved stadig kun ganske lidt om, hvorfor misofoni opstår, men man ved, at lydene frembringer en falsk alarmtilstand i hjernen, og at tilstanden ses hyppigere blandt mennesker, der lider af OCD og ADHD.
LÆS OGSÅ: Test dig selv: Har du tegn på OCD?
Misofoni kan være særdeles invaliderende, fordi det kan være svært at være sammen med andre mennesker. Alarmklokker skal ringe, hvis lydene begynder at bestemme over dig.
Hvis du er ramt
Opsøg hjælp. Misofoni kan bl.a. behandles med adfærdsterapi, hvor du gradvist og i kontrollerede omgivelser udsættes for de lyde, du afskyr. Langsomt vænner du dig til at være i dem. Medicin er også en mulighed, hvis du er hårdt ramt.
Hvis du er pårørende
Tal om det, så det ikke bliver så mystisk og farligt. Mød den ramte med åbenhed og omsorg, for vedkommende er ikke selv herre over situationen og ønsker om nogen bedring. Tilbyd din hjælp til at opsøge behandling.
LÆS OGSÅ: Hvordan stopper man snorken?
Kilde: Per Hove Thomsen, professor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet