Når behandlingen er slut, venter en stor indsats for at tackle bekymringstanker og overdreven opmærksomhed på kroppen. Få råd af en erfaren kræftpsykolog.
LIVET ER FORANDRET når kræftbehandlingen er fuldendt.
Når du går ud igennem sygehusets svingdør efter endt kræftbehandling, kunne man tro, at det er slut med at føle sig syg.
Nu er det tid til at poppe champagneflasker, og fra alle sider lyder det: ‘Du har vundet kampen’.
Oplevelsen er ofte en helt anden.
“I virkeligheden er det først dér, der bliver tid og plads til de følelsesmæssige reaktioner. Når der kommer ro på kroppens alarmberedskab, rammer udmattelsen både fysisk og mentalt,” siger Laura Rosenvinge Kjersgaard.
I sit arbejde som psykolog i Kræftens Bekæmpelse rådgiver hun mennesker, der er erklæret kræftfrie, og som skal lære at leve med frygt for tilbagefald.
Få hendes 7 konkrete råd til at lære dit liv at kende på ny. Er du pårørende, kan du finde råd her.
Man ved, at risikoen for tilbagefald af kræft er størst de første år efter, at du har været syg. Derfor bruger lægerne ordet ‘kræftfri’ i stedet for ‘rask’, og du bliver fulgt op af kontroller i en rum tid.
Det er helt almindeligt ikke at føle lettelse, men snarere tænke: ‘Tør jeg nu også tro på, at jeg er kræftfri?’.
Læs også: Jette efter kræft: “Jeg tør ikke helt tro på, at jeg er rask”
Er jeg ikke unaturligt træt? Kan det blå mærke være et tegn på kræft? Tanker om, at sygdommen vender tilbage, kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen. De er helt naturlige, men det betyder ikke, at du skal acceptere at lide i stilhed.
Katastrofetanker og bekymringer kan du ikke forhindre. De vil komme. Som støjen fra et trykbor vil de forsøge at vinde din opmærksomhed.
Giver du efter for presset, og fx kører en omvej for at komme uden om sygehuset eller gennemtjekke kroppen for 5. gang for knuder – ja, så vil de fleste opleve, at angsten forstærkes.
Du har gennemgået en opslidende behandling uden at kende udfaldet. Nu er du endelig fri af kræften eller din kræftsygdom er i remission, og så er du alligevel ikke glad. Hvorfor? Og er det utaknemmeligt?
Du kan kort sagt føle, at du burde have det anderledes, end du har det. Dermed kan du komme i konflikt med dine egne – og måske andres – forventninger.
Lægerne har sikkert givet dig en liste med symptomer, der kan være tegn på tilbagefald. Dem skal du holde øje med.
Omvendt skal det mindste blå mærke eller ømhed ikke vælte din dag eller tage nærværet fra de ting og mennesker, der giver dit liv mening. Derfor er det som regel svært at finde balancen i sin egenkontrol.
Det er et stort skifte at gå fra at være i behandling til at være færdigbehandlet. Før blev du fulgt tæt af lægerne og dine nærmeste, men havde sikkert begrænset overskud til at tale om, hvordan du havde det.
Nu, hvor du er ved at komme op til overfladen igen, er omsorgen og støtten måske vigende, for folk tror ikke længere, den er nødvendig.
Hvorfor lige mig? Den tanke kan man dårligt undgå at få.
Hvorfor skulle lige du rammes af sygdom, døje med angst og senfølger og have så svært ved at komme tilbage til det liv, du kendte fra før.