Test dig selv: Ved du, hvad der er fup og fakta, når det kommer til rygsmerter?

Har du ondt i ryggen, skal du holde dig i ro! Måske har du fået det råd i den bedste mening, men følger du rådet, får du det sikkert bare endnu værre. Du skal nemlig helst bevæge dig så meget som muligt. Det vrimler med myter og misforståelser om ryggen. Få styr på, hvad du egentlig ved – og ikke ved – ved at tage testen her.

Kvinde med smerter i lænden

RYGSMERTER – Fire ud af fem med ondt i ryggen har smerter, der ikke kan forklares. Bliv klogere på ryggen her.

© iStock

Drop træningen, meld dig syg, og læg dig hen på sofaen. Vi står gerne i kø med tips, råd og øser ud af egne erfaringer, når en veninde eller kollega rammes af ondt i ryggen. Men det er ikke altid, du bør følge rådene, som utvivlsomt ellers er givet i den bedste mening. For der florerer desværre en hel del misforståelser om den store folkelidelse, der rammer op mod fire ud af fem af os mindst en gang i livet.

Diskusprolaps. Lændesmerter. Muskelspændinger. Hold i ryggen. Skoliose. Slidgigt. Heldigvis går langt de fleste rygproblemer over af sig selv, men især når det gælder de langvarige kroniske smerter, kan det være svært at forstå og acceptere, at det bliver ved med at gøre så ondt. Og så kan det være fristende at lytte til de mange råd fra internettet, familie og venner. Det kan dog virke fuldstændig uoverskueligt at navigere i junglen af information og misinformation, og derfor har vi med en ekspert i ryggen taget livtag med nogle af de mest sejlivede myter.

1 TEST: Fup eller fakta om ryggen


2 Forskellige former for rygsmerter


Ordforklaring

Du har nok hørt om iskias og lumbago, men hvad dækker navnene egentlig over? Her får du en forklaring.

LUMBAGO

– akutte lave rygsmerter. Er langt den mest almindelige form for ondt i ryggen. Kan opstå af sig selv eller ved vrid, overbelastning eller degenerative forandringer i rygsøjlen.

ISKIAS

– smerter, der ikke kun sidder i ryggen, men også i benet. Iskiasnerven løber nemlig fra lænden, ned gennem ballen til foden.

HOLD I RYGGEN

– er et folkeligt og bredt begreb, der dækker over en pludselig opstået smerte i ryggen, hvor du oplever, at ryggen er låst, og du ikke kan bevæge dig.

SKOLIOSE

– dækker over en skævhed i ryggen, der især rammer teenagere, særligt piger. Skuldrene kan have forskellig højde, og set bagfra kan rygsøjlen være formet som et S eller et omvendt S.

SCHEUERMANNS

– rammer især omkring puberteten. Flere ryghvirvler bliver kileformede, hvilket kan medføre, at ryggen bliver mere krum i et område. Prognosen er dog generelt god.

3 3 gode motionsformer for ryggen


Motion kan nogle gange være bedre smertelindring end medicin, og så er der ovenikøbet ingen bivirkninger.

  • GÅ EN TUR
    Du har gået hele livet, og det kan du sikkert blive ved med, selvom ryggen gør ondt. Måske ikke så langt eller længe, som du plejer, men at gå er en god og naturlig måde for kroppen at bevæge sig på, og der er dokumentation for, at det hjælper på langvarige rygsmerter.

  • TRÆN I VAND
    Svømning og træning i vand er en god og skånsom træningsform. Du får trænet hele kroppen og de fleste muskelgrupper uden at belaste ryggen.

  • CYKLING
    Cykling giver en jævn belastning, der ikke overbelaster leddene, og du får brugt de fleste af dine muskelgrupper.

4 Hvad er en diskusprolaps?


Ryggen består af syv halshvirvler, tolv brysthvirvler og fem lændehvirvler. Imellem hver af hvirvlerne sidder der skiver af brusk med en blød kerne (nucleus). Skiverne – diskus – fungerer som støddæmpere og gør det muligt for os at bevæge vores ryg.

En diskusprolaps opstår, når der kommer en sprække i de yderste lag i en skive, og den bløde gelémasse, som er inde i bruskskiven, buler ud gennem sprækken. Ca. fire procent af den danske befolkning får ifølge Gigtforeningen en diskusprolaps med symptomer på nervetryk eller nerveirritation 1 eller 2 gange i løbet af livet.

5 Rygproblemer er en verdensomspændende plage


Rygproblemer er en folkesygdom på verdensplan. Ifølge store undersøgelser bragt i det videnskabelige tidsskrift The Lancet er ondt i ryggen den tilstand, som betyder flest tabte leveår med livskvalitet – flere end depression eller knæproblemer. Det skyldes formentlig især, at vi ikke er gode nok til at forstå, hvad rygsmerter er, og hvordan vi bedst håndterer dem.

I stedet for scanninger, medicin og operationer skal fokus rettes mod ikke at sygeliggøre rygsmerter, men derimod fokusere på motion, øvelser og træning samt at støtte og opmuntre til at opretholde normale aktiviteter og håndtere smerter, lyder konklusionen i en rapporterne. Nogle ryg- og smertespecialister mener i tråd med dette, at vi bør begynde at se på rygsmerter, lidt ligesom vi ser på hovedpine. At vi accepterer ikke at finde en årsag til ondt i ryggen, ligesom mange af os allerede gør, når vi har ondt i hovedet.

Kvinde med smerter i lænden

SMERTER I RYGGEN – Lændesmerter er en folkesygdom, der rammer op mod fire ud af fem.

© iStock
    Newsletter background