Er det usundt at tisse af?

Du gør ikke din blære en tjeneste ved at tisse, når du ikke har behov. For faktisk sker der det, at du bare ender med at skulle tisse oftere.

Kvinde der holder hænderne foran sig, som om hun skal tisse

TISSETRANG Hvis du gør det til en vane at tisse, selv om du ikke skal, lærer du blot blæren, at den ikke kan rumme så meget. Og det fører bare til endnu flere toiletbesøg - ikke færre.

© iStock

Du kender det sikkert. Du skal på road trip eller i biografen og tisser lige af for en sikkerheds skyld, selvom du egentlig ikke trænger.

Og det kan du godt gøre en sjælden gang imellem, men i længden er det ikke sundt for din blære.

For når du tisser uden egentlig at skulle, vænner du blæren til, at den skal tømmes oftere end nødvendigt.

Derved risikerer du at havne i en ond cirkel, hvor du bare skal tisse oftere og oftere, fordi du har lært din blære, at den skal tømmes, selvom den ikke er fuld.

En normal blære kan rumme cirka 3 til 4 deciliter urin, og man tisser typisk højst otte gange i døgnet. Men det afhænger selvfølgelig af, hvor meget væske du drikker i løbet af dagen.

I Danmark er det nok at drikke halvanden liter væske i døgnet, men det kan du ikke nøjes med, når du er et varmere sted.

Er du bekymret for, om du tisser for ofte, kan du og lægen sammen udfylde et væske- vandladningsskema, hvor I hen over nogle dage måler, hvor meget væske der kommer ind, og hvor meget der kommer ud igen. Måske drikker du simpelthen for meget.

3 TIPS HVIS DU TISSER OFTE

FORSØG AT HOLDE DIG LIDT LÆNGERE,

end du egentlig føler for. Med tiden får du gradvist trænet din blære op til at kunne rumme mere i længere tid.

EN STÆRK BÆKKENBUND ER AFGØRENDE.

Er du slem til at glemme knibeøvelserne, så lav en regel om, at du skal knibe, hver gang du fx ser en rød bil. Det kan alle huske.

DER FINDES MEDICIN,

der får blærens muskulatur til at slappe af, så den ikke føler, at den skal tømmes hele tiden.

Kilde: Christine Felding, speciallæge i gynækologi

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 13/2022