Longevity-forsker: Disse 4 kosttilskud er værd at overveje

Mirakelpillen, der får os til at leve evigt, venter vi stadig på. Men visse kosttilskud kan dog gøre en positiv forskel for nogle af os, fortæller en aldringsforsker.

Forskellige kosttilskud og piller, longevity

KAN KOSTTILSKUD FORLÆNGE DIT LIV? Markedet er kæmpestort, men for mange kosttilskud kniber det med dokumentationen. Tjek her, hvilke fire kosttilskud, der menes at have en effekt.

© iStock

I longevity-kredse er der stor interesse for kosttilskud, og du er måske stødt på artikler, hvor et nyt præparat udråbes som mirakelmiddel. Det er der dog sjældent noget, der er.

“Hvis et stof havde en sindssyg virkning, var der nok forlængst en farmaceutisk virksomhed, der havde snuppet det og udviklet til en form for medicin," siger Nicklas Brendborg, der er ph.d.-studerende i aldringsforskning på Rigshospitalet.

Men faktisk findes der kosttilskud, der kan have en god effekt på dit helbred og dermed måske din levetid. Derfor har vi bedt aldringsforskeren komme med sine anbefalinger til, hvilke longevity-kosttilskud, man skal gå efter.

Dem finder du længere nede i artiklen, for først skal vi lige have én enkelt ting på plads.

Hvad vil du opnå?

Nicklas Brendborg er udover sit forskervirke også forfatter til bestsellerne “Gopler ældes baglæns” og "Vanedyr“ ligesom han står bag den populære DR-podcastserie “Jagten på det evige liv”.

Og inden du går i gang med at sluge diverse piller, har han et godt råd til dig. Nemlig at du lige overvejer, hvad du vil opnå med det konkrete kosttilskud.

“For der er sjældent noget, der er godt for alt. Og det er heller ikke altid, at et kosttilskud er godt for alle.”
— Aldringsforsker Nicklas Brendborg

Eventuelle sygdomme og lidelser er i høj grad vigtige at have med i dine overvejelser, ligesom at det er en god idé at konsultere din læge først.

“Har du en forøget risiko for en sygdom, kan et kosttilskud måske være dét, der tipper balancen til den forkerte side,” påpeger forskeren.

Samtidig understreger han, at det naturligvis er vigtigt, at der er forskningsmæssig evidens for kosttilskuddet. Ligeledes skal du være opmærksom på såvel kvalitet som koncentrationen af det konkrete kosttilskud.

Læs også: Aldringsforsker: 7 tiltag, der forlænger dit liv

4 kosttilskud, der kan have en effekt på din levetid

Der findes utallige kosttilskud. Aldringsforsker Nicklas Brendbog peger herunder på fire forskellige, som kan have en effekt på dit helbred.

PROTEINPULVER

Måske forbinder du mest proteinpulver med folk, der styrketræner meget, men for ældre med nedsat appetit kan det også være et relevant kostilskud.

For denne gruppe kan det nemlig være svært at få nok protein via kosten, hvilket kan føre til, at de mister muskelmasse. Og det er uheldigt. Studier viser nemlig, at en lav muskelmasse øger risikoen for tidlig død.

Her er proteinpulver en nem måde at øge proteinindtaget på.

“Studier viser, at man kan øge ældres muskelmasse ved bare at give dem proteinpulver,” siger Nicklas Brendborg og tilføjer, at effekten er størst, hvis man også tilføjer styrketræning.

Læs også: Proteinpulver – en praktisk genvej til proteiner

KREATIN

Stoffet har tidligere især været populært hos bodybuildere, men bliver nu mere og mere udbredt hos helt almindelige mennesker.

Og evidensen er ifølge aldringsforsker Nicklas Brendborg god.

“Kreatin fungerer ved, at det øger din præstationsevne, så du kan træne mere og ved højere intensitet. Derved øger det din muskelmasse og din styrke,” forklarer han.

Noget tyder også på, at kreatin som kosttilskud især hos ældre måske kan forbedre de kognitive evner.

Læs også: Hvad kan kreatin egentlig?

FISKEOLIE

Fiskeolie er meget populært som kosttilskud og Nicklas Brendborg har naturligvis også tjekket forskningen på dette område.

“Det ser ikke rigtigt ud til, at det får folk til at leve længere. Men nogen studier peger på, at det kan give en lille reduktion i hjerte-kar-sygdomme,” siger han.

Ifølge Hjerteforeningen sænker fiskeolie inflammation i kroppen og blodets indhold af triglycerider. Desuden kan det muligvis sænke blodtrykket lidt hos personer med forhøjet blodtryk.

Det skal nævnes, at studier viser, at et højt indtag af fiskeolie kan øge risikoen for atrieflimren hos personer med øget risiko for hjerte-kar-sygdomme.

HVIDLØG

De små fed smager godt, men du skal ikke forvente, at de får dig til at leve 5 år længere, fastslår aldringsforskeren.

“Der er dog tegn på, at hvidløg kan sænke dit blodtryk en lille smule, forbedre dit totale kolesterol og måske også sænke LDL- kolesterol,” siger han og anbefaler, at du tanker op med hvidløg via din kost.

Et højt blodtryk øger din risiko for fx hjerte-kar-sygdomme og blodpropper i hjernen.

Læs også: Forhøjet blodtryk – få styr på årsag og symptomer