Derfor har du svært ved at holde en stabil vægt
Dine gener og hormoner spiller en stor rolle. Og her er alle ikke lige heldige. Få overlægens forklaring.
Dine gener og hormoner spiller en stor rolle. Og her er alle ikke lige heldige. Få overlægens forklaring.
Hvis du synes, det er svært at holde en sund og stabil vægt, er det ikke så mærkeligt.
Ifølge en overlæge, der har arbejdet med overvægt i mere end 28 år, kæmper du nemlig mod en lang række faktorer – og flere af dem har du ikke selv indflydelse på.
Læs også: Lær at spise sundt – for altid
“At holde vægten er meget mere komplekst end blot at spise grønt og bevæge sig lidt mere. Det er ikke så simpelt, og det er ikke lige nemt for alle," siger Jens-Christian Holm, der er overlæge på Holbæk Sygehus. Her har han udviklet den såkaldte Holbæk-model, en behandlingsmetode for både børn, unge og voksne med overvægt.
Læs også: Få overlægens bedste råd til at holde en sund, stabil vægt
Helt overordnet mener Jens-Christian Holm, at vi som samfund ikke har forstået mekanismerne bag overvægt. I Holbæk-modellen betragtes overvægt som en kronisk sygdom, og derfor ser de også behandlingen som en livslang indsats. En af forklaringerne skal findes i dine hormoner.
Læs også: Tjek dit kaloriebehov, hvis du vil holde vægten
“Vi har et hormonsystem, der konstant forsøger at forsvare, fastholde og øge kroppens fedtmasse. Det gælder for alle mennesker og dyr, det er simpelthen en forudsætning for livet”, forklarer han.
Det betyder i praksis, at når du vil tabe dig eller egentlig bare holde vægten, kæmper du mod dine hormoner, der vil det stik modsatte som en grundlæggende, biologisk praksis for at sikre menneskehedens overlevelse.
Hormonerne er ikke de eneste indre faktorer, der spiller en stor rolle for din vægt. Og her er verden ikke retfærdig.
Ifølge Jens-Christian Holm fødes vi alle med en genetisk tilbøjelighed til at have enten en lav vægt, en normal vægt eller en høj vægt.
“Der er millioner af årsager til overvægt, men dine gener er virkelig, virkelig vigtige her. Jeg vil tro, at vores BMI er styret 65 pct. af vores gener,” siger han.
"Jeg vil tro, at vores BMI er styret 65 pct. af vores gener.”— Jens-Christian Holm, overlæge, Holbæk Sygehus
Læs også: Hvad er et normalt BMI for børn?
Antallet af mennesker med overvægt stiger, såvel globalt som herhjemme, så hormoner og gener kan ikke alene bære skylden for, at flere af os har svært ved at holde vægten.
“Vi lever i et samfund, hvor vi bevæger os meget mindre, end vi gjorde for 100 år siden. Min far pløjede marker med hestespand, og det var virkelig hårdt arbejde. Nu har vi traktorer, der gør arbejdet. Vores behov for fysisk aktivitet er nærmest forsvundet,” understreger Jens-Christian Holm.
Læs også: Vægttabsmedicin: Se de 10 største fordele og ulemper
Og det gør det så ikke bedre, at adgangen til fødevarer samtidig er blevet meget nemmere.
“Vi er omgivet af fristende fødevarer konstant. Vi har en fødevareindustri, som lukrerer på at lave de mest elegante opskrifter med sukker og fedt, som vi grundlæggende har en meget stor nydelse ved at spise, fx chokoladebarer,” siger overlægen og tilføjer, at en lang række faktorer i vores individuelle livsstil naturligvis også spiller en rolle for, hvad badevægten viser.
"Vores behov for fysisk aktivitet er nærmest forsvundet.”— Jens-Christian Holm, overlæge, Holbæk Sygehus
Med ovenstående i baghovedet kan vi godt forstå, hvis du nu tænker, at det er helt umuligt at undgå at tage på eller endda at tabe nogle overflødige kilo. Og ja, det er svært. Men ikke umuligt.
Det ved Jens-Christian Holm bedre end nogen, idet han via Holbæk-modellen har hjulpet omkring 15.000 børn, unge og voksne med deres overvægt. En skræddersyet behandlingsplan med en lang række detaljerede livsstilsændringer, der tilsammen kan trumfe hormonerne.
“Nogen synes måske, at det er alt for kontrolleret med så mange regler. Til det må jeg bare sige, at så har man ikke forstået, hvor stærk en kraft kroppens fedtregulering er,” siger Jens-Christian Holm.