Slankemedicin kan også sænke den biologiske alder

Amerikanske forskere har påvist, at vægttabsmedicinen Ozempic virker foryngende på folk. Forsøgspersoner fik skåret 3,1 år af den biologiske alder.

Kvinde tager en indsprøjtning i maven med vægttabsmedicin.

FORSKERE har nu opdaget endnu en effekt af vægttabsmedicin, som oprindeligt blev udviklet til diabetespatienter.

© iStock

De fleste, der tager Ozempic, lider enten af type 2-diabetes eller er overvægtige.
Nu viser det sig, at man måske kan få en ekstra gevinst af indsprøjtningerne.

Forskere fra den amerikanske virksomhed TruDiagnostic har haft det aktive stof i slankemedicin som Ozempic og Wegovy, semaglutid, under lup. De gjorde et overraskende fund. Medicinen har en effekt på aldringsprocessen.

Læs også: Genialt træningsprogram til dig på Wegovy

Over 3 år yngre på papiret

Forsøget blev foretaget på en særlig testgruppe: 108 personer, der alle havde symptomer med ophobet fedtvæv under huden. Tilstanden kaldes lipohypotrofi og ses ofte hos HIV-smittede. Da forsøget er udført på personer med denne helt specifikke tilstand, ved forskerne ikke med sikkerhed, om effekten også gælder for andre.

Forfatteren bag studiet fortæller dog, at mange af de biologiske mekanismer, som blev påvirket af semaglutid, ikke er specifikke for ovennævnte målgruppe.
Derfor er det sandsynligt, at lignende effekter på aldring kan ses i andre befolkningsgrupper.

Da testperioden var slut, fik deltagerne målt deres biologiske alder. Den gruppe, der fik Ozempic, havde reduceret den estimerede biologiske alder med i gennemsnit hele 3,1 år.

Der var ingen ændring at spore i kontrolgruppen, der havde fået placebo-medicin.

Medicinen reducerer inflammation

Forskerne forklarer resultatet med, at semaglutid forebygger inflammation. Medicinen har også en positiv effekt på fedtfordelingen og evnen til at optage næringsstoffer. Den største anti-aldringseffekt sås i immunsystemet og hjernen.

Næste skridt er at undersøge, om andre – raske – mennesker kan opnå samme virkning.

Er det en generel effekt, står vi med en behandling, der ikke bare kan bruges mod overvægt og diabetes, men altså også aldring generelt set og dermed muligvis aldersrelaterede sygdomme.

Faktisk så det ikke bare ud til, at aldringen blev bremset, men at medicinen ligefrem kunne gøre testpersonernes organer yngre, fx hjertet og nyrerne.

Studiet har endnu ikke været fagfællebedømt, og konklusionen skal derfor tages med et vist forbehold.