PFAS bremser måske dit vægttab
Vi bliver flere og flere overvægtige, og nu viser nyt studie, at der kan være mere på spil end usund kost og for lidt motion.
Vi bliver flere og flere overvægtige, og nu viser nyt studie, at der kan være mere på spil end usund kost og for lidt motion.
At så mange af os har svært ved at holde kiloene fra kroppen, skyldes måske ikke kun manglende viljestyrke og for lidt motion. Et nyligt studie fra Syddansk Universitet afslører nemlig, at forhøjede koncentrationer af fluorstofferne PFAS i vores blod kan gøre det sværere for os at bevare et vægttab.
I studiet analyserede forskerne 381 blodprøver fra personer, der tidligere havde været med i et vægttabsforsøg. Her skulle de først tabe mindst otte procent af deres kropsvægt og derefter holde sig til én af fem forskellige diæter i op til et år.
Læs også: 10 ting, du skal vide om vægttabsmedicinen Wegovy
Forskerne så, at de personer, der tog mest på igen, var dem med de højeste koncentrationer af PFOA i blodet. PFOA er et af de mest almindelige PFAS-stoffer, som tidligere har været brugt til bl.a. brandslukningsskum, men som nu er forbudt.
Helt præcist viste blodprøverne, at den tredjedel med mest PFOA havde taget 5 kg mere på efter et år, end den tredjedel med mindst PFOA i blodet. Og for hver fordobling af PFOA, forskerne registrerede i blodet, steg vægten med 1,5 kg.
Førsteforfatter på forsøget, Philippe Grandjean, kalder resultatet ‘meget tydeligt og dramatisk’:
»Det er et kraftigt udtryk for, at PFAS gør det sværere for mennesker at tabe sig og holde vægten nede. Når nu vi hverken kan eller vil sprøjte PFAS direkte ind blodet for at teste virkningen, så er det her studie det tætteste, vi kommer på et direkte videnskabeligt bevis,« siger Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin og har forsket i PFAS i 15 år.
Årsagen til, at Philippe Grandjean og hans kolleger overhovedet satte sig for at undersøge sammenhængen mellem PFAS og overvægt var, at de havde en begrundet mistanke. Tidligere studier har nemlig vist, at høje koncentrationer af PFAS bl.a. øger risikoen for type 2-diabetes, højere kolesterol og lavere hvilestofskifte.
»Alt dette tyder på, at PFAS påvirker leverens omsætning af næringsstoffer og vores fedtstofskifte. Studier har også vist, at små børn med forøget PFAS i kroppen kæmper mere med vægten og har højere indhold af kolesterol blodet end andre børn,« forklarer Philippe Grandjean.
Læs også: Ødelægger det mine nyrer at drikke meget vand?
I det oprindelige vægttabsforsøg var deltagerne som sagt blevet bedt om at følge en af fem forskellige diæter, efter de først havde tabt sig. Nogle skulle fx spise mindre sukker og stivelse eller mere protein end andre.
Da Philippe Grandjean og hans kolleger flere år efter analyserede deltagernes blodprøver, så de, at selv den mest effektive kostplan ikke kunne udviske effekten af PFAS.
Mest overraskende var, at deltagere, der fulgte den mest effektive diæt, faktisk tog mere på i vægt, hvis de havde meget PFOA i sig, end deltagere på den mindst effektive diæt, som havde en lav koncentration af PFOA i blodet.
Læs også: 5 nemme tips, der får dig til at spise mindre
Alle forsøgspersoner var helt almindelige borgere fra otte forskellige lande; altså ikke mennesker, der har været mere eller mindre udsat for PFAS-stoffer end resten af befolkningen.
Ifølge Philippe Grandjean tyder undersøgelsen på, at vi som samfund er nødt til at tage højde for, at der er andre årsager til overvægt end usund kost og for lidt motion:
»I dag er al ansvaret lagt over på den enkelte, men der kan altså være ting uden for vores kontrol, som bidrager til, at folk har svært ved at tabe sig. Dette taler for, at der skal mere regulering med PFAS-stoffer og mere nuanceret forbrugervejledning til,« fastslår han.