Ødelægger det mine nyrer at drikke meget vand?

Anbefalingen lyder på 1,5-2 liter vand om dagen, men er det endnu bedre at drikke mere? Eller er det farligt for kroppen at skulle håndtere al den væske?

vand fyldes i glas

Godt spørgsmål, for vi får jo tit at vide, at vi skal drikke væske nok. Men det omvendte, nemlig store mængder vand, bliver der sjældent advaret imod. Det er kort sagt, fordi vand ikke er farligt for raske mennesker.

Kroppen har en rigtig smart evne til enten at koncentrere eller fortynde urinen. Så når du har drukket for lidt, kan nyrerne tilbageholde væske i kroppen. Drikker du derimod meget på én gang, kan de udskille mere væske.

Den sidstnævnte situation kender du helt sikkert fra en aften, hvor du drikker øl eller har hygget dig med en hel kande te – så skal du tisse oftere end normalt. Det sker, for at din væske- og saltbalance hele tiden er velreguleret.

Er du rask, er det altså ikke decideret farligt at drikke mere end de anbefalede 1,5-2 liter væske om dagen, for nyrerne er robuste, og de kan sagtens håndtere flere liter overflødigt vand.

Vi vil dog alligevel anbefale dig at lade være med at drikke så meget, for der er ingen sundhedsmæssige fordele ved at drikke mere end et par liter dagligt. Væsken vil bare blive udskilt med urinen, uden du får nogen gavn af den.

Træner du meget hårdt, eller opholder du dig i varme, så du sveder meget og derfor taber væske, kan sagen være en anden. Drik da mindre mængder løbende, og tilsæt eventuelt en elektrolytblanding. Elektrolytter binder væsken til kroppens celler.

Ovenstående gælder for raske personer. Har du en nyresygdom, hjertesygdom eller leversygdom, er det vigtigt at drøfte med din egen læge, hvor meget væske du kan tåle.

Vær god ved nyrerne

Pas på med piller

Du tænker måske ikke over det, men håndkøbsmedicin som nogle typer smertestillende, fx ibuprofen, kan være hårdt ved systemet, hvis du tager det ofte. Al medicin optages i blodet og skal derfor også en tur forbi dine nyrer.

Drop cigaretterne.

Rygning skader hele kroppen, også nyrerne. Risikoen for at få kræft i blandt andet nyrerne stiger, når du ryger. Det samme gør muligheden for andre nyresygdomme.

Drik mindre alkohol.

Det kan næsten mærkes morgenen efter en våd aften: Kroppen er slået ud, og ikke mindst nyrerne har fået lektier for. Så gør din krop en tjeneste, og skift nogle af genstandene ud med vand.

Spis fornuftigt.

Overvægt og forhøjet blodtryk belaster nyrerne, som skal på overarbejde for at holde kroppen i balance. Så pas på med sukkerindtaget, og spis en sund, varieret kost. Dine nyrer vil takke dig.

Kilde: Erling Bjerregaard Pedersen, professor emeritus, dr.med., Klinisk Institut, Aarhus Universitet