Derfor taber du dig ikke af din træning
Vi har spurgt en idrætsforsker, hvorfor vægten ikke altid går den rigtige vej, selvom vi knokler løs i træningstøjet.
Vi har spurgt en idrætsforsker, hvorfor vægten ikke altid går den rigtige vej, selvom vi knokler løs i træningstøjet.
I virkeligheden er vægttab ret simpelt. Forbrænd flere kalorier, end du indtager. Og når vi ved, at træning sætter skub i forbrændingen, må vi da automatisk smide nogle kilo, når vi begynder at træne, ikke?
Som udgangspunkt, jo, men der eksisterer nogle klassiske faldgruber, når vi træner for at tabe os. Vi har samlet fire af de mest almindelige herunder.
Beregn: Hvor mange kalorier forbrænder min træning?
Du begår en klassisk fejl, hvis du udelukkende fokuserer på tallet på vægten, når du træner. Træning øger nemlig din muskelmasse, samtidig med at du smider fedt, og det vil ikke altid gøre en forskel for dit BMI.
Brug i stedet et målebånd til at se, om du gør fremskridt med din træning, eller hold øje med, om tøjet ikke begynder at sidde lidt løsere.
Mange tænker automatisk konditions- eller udholdenhedstræning som løb, cykling, svømning osv., når de vil smide kilo. Og selvom motionsformer som disse er yderst effektive, er styrketræning faktisk en af de vigtigste komponenter, når vi snakker vægttab.
Når du går på kur, tærer kroppen ikke kun på fedtdepoterne. Den går også efter musklerne. En lav muskelmasse er generelt skidt for dit vægttab, fordi det gør dig slappere og nedsætter dit energiforbrug. Styrketræning er den bedste metode til at sørge for, at du taber fedt i stedet for muskler.
Det er normalt, at sulten lægger sig umiddelbart efter et træningspas, men efter nogle timer kommer den tilbage på fuldt blus. Og det er altså ikke unormalt at overkompensere ved at spise mere, end det du lige har forbrændt.
Især konditionstræning kan få kroppen til at skrige efter fedt og kulhydrater, og måske tænker du, at du godt må gå lidt amok, når nu du lige har trænet så hårdt. Det må du også godt, men det kan bare også være en af forklaringerne på, at du så ikke taber dig.
Proteinbarer er de seneste år blevet et populært mellemmåltid i fitnesscenteret eller på løbeturen. Men gnasker du tilstrækkeligt mange af disse barer, kan du træne nok så længe – du taber dig ikke.
De fleste proteinbarer er nemlig bare chokolade- eller karamelbarer, tilført proteiner, og kalorieindholdet er ofte ligeså højt som i en Snickers eller Marsbar.
Vælg hellere sunde fødevarer med protein som bønner, linser, kylling og frø.
Kilde: Lukas Moesgaard, Ph.d-studerende ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet