Forbrænder jeg mest fedt ved lav intensitet?

Din træningsintensitet er bare en faktor af mange, der har betydning for din fedtforbrænding.

En kvinde der træner

FEDTFORBRÆNDING – Afhængig af om du træner hårdt eller blidt, vil din fedtforbrænding ændre sig. Det er dog ikke det vigtigste.

© Jakob Helbig

Ja, i teorien.

Kigger vi på, hvor stor en del fedtforbrændingen udgør af den samlede forbrænding, så er den nemlig størst ved lav aktivitet. For forbrændingen af fedt udgør relativt set en større andel af din samlede energiomsætning, når du ligger på sofaen, end når du fx løber.

Det skyldes – lidt forenklet forklaret – at dine muskler har god tid til at omsætte energi. Jo travlere de får, jo mere forlader de sig på hurtige (og mindre iltkrævende) kulhydrater i stedet.

Hvor høj må min fedtprocent være?

Betyder det så, at den bedste motion foregår i slowmotion? Naturligvis ikke. Vil du forbrænde mest muligt energi, er det den samlede energiomsætning, du skal gå op i – og den bliver selvsagt højere, jo hårdere du træner. Over tid vil dette have den største effekt på din energibalance, og hvis den balance er negativ, vil du tabe fedt.

Når det er sagt, så er der forskel på din fedtforbrænding, afhængigt af hvordan og hvor intenst du træner, og her er den højest ved moderat intensitet.

Portionsguiden: Sådan skal du spise, hvis du vil tabe dig

Dét er imidlertid mest en ting, som topatleter kan spekulere i for optimal træningsrespons, så medmindre du træner op til OL, er det ikke viden, der er central for din træning.

For langt de fleste gælder det, at den bedste træning er den, de får lavet, så fokusér hellere på at værne om din træningsglæde.

4 tips til større træningsglæde

Bliv projektleder for din egen indsats.

Sørg for, at der er tid til og fokus på de mål, du reelt har for din træning. Mange tror, at de kan have lyst til hvert eneste træningspas, men tricket er at sikre plads i kalenderen, “bare” få det gjort, og så kan glæden sprede sig derfra.

Lad der gå sport i den.

Udtrykket dækker over det boost af motivation, du kan opleve, når du vil løse en opgave bedst muligt. Så fordyb dig i din træning, og nørd igennem med apps, træningsudstyr og ekstra lir.

Fejr dine succeser.

Det er vigtigt for din træningsmotivation, at du hele tiden sætter dig nye mål, men det er mindst lige så vigtigt for din træningsglæde, at du fejrer dem, du når.

Meld dig ind i et træningsfællesskab.

Din træningsglæde bliver nogle gange større af at dele den med andre.