Gode træningsvaner kommer ikke af sig selv. Men hvad er det, der får nogle til at lykkes? Vi har spurgt otte seje kvinder, hvad der var afgørende for, at de kom over startlinjen.
MOTIVATION Når du finder det rigtige startskud på det rette tidspunkt, bliver de gode vaner hængende!
Måske har du forgæves prøvet at blive løber eller fornyet dit fitnessabonnement et utal af gange uden at tage det i brug. At få en god træningsvane kræver den rigtige katalysator. Noget, der sætter lavinen i gang og gør, at du bliver ved.
Her kan du læse om otte forskellige kvinder, der har lagt deres liv om med forskellige typer træning.
I mange år var Lone aktiv på håndboldbanen, men da hun nærmede sig de 40, sagde kroppen stop til hård kontaktsport. Lone drømte om at bytte boldspil ud med løb, men syntes, det var kedeligt og hårdt. I dag har hun løbet 40 maratoner.
"Da jeg var omkring 40 år, havde jeg forsøgt at blive løber mange gange uden succes. Jeg var vant til boldspil, og løb kræver bare noget helt andet rent mentalt. Du har hverken en bold eller andre redskaber til at distrahere dig fra, at det er hårdt.
Min motivation til at blive løber kom først, da jeg meldte mig til et kvindeløb på 5 km sammen med en veninde. Det at have noget at se frem til og nogen at følges med gjorde hele udslaget. Det hjalp også, at min veninde og jeg lavede nogle løbeaftaler, som forpligtede.
Første gang vi var ude at løbe 3 km, var jeg ved at dø, og jeg forstod simpelthen ikke, hvordan hun kunne klare det. Men nu havde vi jo tilmeldt os, og så blev jeg stædig.
Det tog nok en 3-4 måneder at træne op til det løb, men da jeg først havde klaret at løbe 5 km, skete der det, at jeg fik mod på at løbe længere. Næste mål blev Eremitageløbet på 13 km, som jeg gennemførte fire måneder senere.
I dag – 20 år senere – har jeg løbet over 200 halvmaratoner og 40 maratoner. Nu følger jeg bare mine ben, og jeg kan i hvert fald godt kalde mig selv for løber.
Måske havde jeg en fordel, fordi jeg havde dyrket håndbold, men i den løbeklub, jeg går i, ser jeg flere, som har trænet sig op til et halvmaraton på under et år. Det er altså aldrig for sent at komme i gang!"
Hvis jeg føler mig umotiveret, genkalder jeg mig bare den følelse, jeg får, når jeg har løbet. Jeg husker den måde, kroppen bliver dejligt træt på, og den helt særlige følelse af velvære. Det får mig altid ud ad døren. Man møder ikke sure løbere.
Da Katrine var 18 år, fik hendes daværende kæreste en personlig træner. Det gjorde Katrine nysgerrig på, hvad sådan en kunne gøre for hende. En hel del viste det sig.
"En træner var det, der skulle til, for at jeg opdagede, at jeg havde en god muskulatur, og at jeg var virkelig god til at styrketræne. På et tidspunkt var det endda oppe at vende, om jeg skulle være med i bikinifitnesskonkurrencer.
Jeg fandt dog ud af, at jeg bedre kan lide at træne for min egen skyld, for at blive stærk og for at have det godt i min krop. Nu styrketræner jeg næsten dagligt og har selv taget en træneruddannelse og hjælper af og til andre med at nå deres mål."
Marianne troede i årevis, at løb var den eneste vej. En justering i sit mindset gjorde, at hun i dag er helt vild med træning.
"Min mand har altid været meget aktiv og har løbet rigtigt meget. Derfor følte jeg også et pres for at skulle løbe, og det var bare aldrig rigtigt mig. Efter nogle år med mange halvhjertede og forgæves tilløb opgav jeg og erklærede mig for ‘ikke-løber’.
Da jeg først tog beslutningen om ikke at bruge flere kræfter på løb og få de konstante nederlag, lykkedes det mig at komme i gang med andre træningsformer. Dét kombineret med overgangsalderen, der lå og lurede lige rundt om hjørnet, var det skub, jeg havde brug for.
Nu træner jeg hold i fitnesscenteret fast flere gange om ugen. Især i starten var det vigtigt for mig, at der var en instruktør, der sagde: ‘Så tager vi lige 16 mere ...’ Hvis jeg selv skulle gøre det, var jeg jo stoppet ved de første tre.
Det er også vigtigt for mig med en vis grad af variation i min træning, så selvom jeg har nogle faste hold, shuffler jeg også rundt og prøver nye hold indimellem. Jeg synes, holdtræning giver mig samme grad af fleksibilitet, som løb kan. Jeg har et utal af centre i nærheden af, hvor jeg bor, og i nærheden af mit sommerhus. Så jeg har mulighed for at vælge lige det hold, der passer mig her og nu."
Tine havde altid ønsket sig at blive løber, men de første mange gange hun løb, hadede hun det. Det var først, da hun blev stædig og gav det en reel chance, at løb kom under huden på hende. I dag har hun løbet over 100 halvmaratoner og 9 maratoner.
"Jeg havde forsøgt at blive løber i flere år, men det var først for 15 år siden, jeg for alvor kom i gang. De første mange ture hadede jeg det og var helt færdig, men min stædighed gjorde, at jeg holdt ved.
En dag kom jeg hjem og havde løbet længere, end jeg troede. Jeg var ikke nær så forpustet, som jeg plejede, og jeg havde ikke lige så ondt i kroppen. Dér gik det op for mig, at jeg havde rykket mig, og at løb ikke var så slemt, som jeg huskede. Den ahaoplevelse gav mig blod på tanden til at blive ved og til at bygge videre på mine distancer.
Pludselig fik jeg også overskud til at begynde at nyde mine omgivelser. Nu løber jeg også bare for at nyde naturen og komme steder hen, jeg ikke har været før. Løb er blevet en slags mentalt frirum, hvor jeg også får ryddet op på øverste etage."
Hele sit liv havde Lise gemt sin krop væk i stort tøj. Trods flere forsøg på at komme i form var det aldrig rigtigt lykkedes. I en alder af 63 år var Lise parat til at kaste håndklædet i ringen – lige indtil hun mødte den helt rigtige træner.
"Jeg var lige flyttet fra en lejlighed i stueetagen til en på 1. sal, da det gik op for mig, hvor galt det stod til. Det var anstrengende bare at gå de ekstra trin op, og jeg tog tre forskellige slags blodtryksmedicin på det tidspunkt. Generelt var jeg bare ked af det, jeg så i spejlet.
Igennem hele mit liv har jeg prøvet mange forskellige trænere, men aldrig rigtigt klikket med nogen. Så da jeg var i starten af 60’erne, tænkte jeg, at det var for sent at lære at træne. Lige indtil jeg en dag faldt over en personlige træner på Facebook, der boede i nærheden af mig. Hun endte med at kickstarte en kæmpe livsstilsændring og hjalp mig med at smide 25 kilo.
En af de ting, der virkede så godt, var, at hun insisterede på at mødes til en indledende samtale, så jeg kunne mærke efter, om det ville fungere. Og da det gik op for mig, at jeg ikke var klar til at starte lige med det samme, var hun helt med på at vente tre måneder, til jeg var længere i min proces.
Efter tre måneder skrev hun så til mig for at fortælle, at hun glædede sig til at få mig i gang. Det gav lige det skub, jeg havde brug for. At der var én udefra, der fulgte op på mig og tog hånd om mig.
Første gang vi mødtes, kunne jeg også mærke, at hun ikke havde fordomme om mit udseende eller min alder. Hun troede på, at jeg sagtens kunne rykke mig. Det gjorde, at jeg også selv troede på det. Ud over at lægge et træningsprogram for mig hjalp hun mig også med at få helt nye kostvaner. Jeg skulle bl.a. dokumentere alt, hvad jeg spiste, og sende det til hende. Så kunne hun fx fortælle, om der var noget, jeg manglede i min kost. Det gjorde, at jeg følte mig i trygge hænder.
I løbet af 10 måneder tabte jeg 20 kilo, og pludselig kunne jeg se muskler på armene. Jeg tager heller ikke blodtrykspiller længere.
Nu når jeg hører folk på 60 sige, at det er for sent for dem at komme i gang, så ryster jeg bare på hovedet."
Da Susanne var 46 år, mærkede hun en stor knude i højre bryst, som viste sig at være kræft. Ved hjælp af kemoterapi og en operation, hvor hun fik fjernet brystet, fik Susanne heldigvis bugt med kræften. Forløbet blev det skub, der skulle til, for at Susanne kastede sig ud i noget, hun længe havde haft lyst til – nemlig at blive fitnessinstruktør.
"Før jeg blev syg, gik jeg til holdtræning, og jeg havde leget med tanken om selv at blive instruktør. Jeg elsker nemlig at hjælpe andre, og så er jeg meget interesseret i alt det tekniske ved at træne og lave øvelser. Men jeg orkede bare ikke at tage en instruktøruddannelse ved siden af alt det andet i mit liv.
Efter mit kræftforløb, hvor jeg bl.a. holdt mig aktiv ved at gå lange ture, styrketræne og dyrke yoga på hospitalet, så slog det mig, at hvis ikke jeg gjorde det nu – altså blev instruktør – så ville jeg fortryde det, når jeg blev 65 år.
Sygdomsforløbet gav mig det ekstra spark til at komme i gang. Det at have sygdom tæt inde på livet mindede mig om ikke at udsætte de ting, jeg har lyst til. Det mindede mig også om, hvilke mirakler træning kan gøre for din krop og for dit mentale helbred. I den periode jeg var syg, tog det toppen af smerterne at være fysisk aktiv. Jeg fik mere ud af at gå en rask tur end af smertestillende medicin.
Så snart jeg blev erklæret rask, tog jeg en uddannelse i fysiologi og anatomi, og jeg har undervist i fitnesscentre lige siden. Det er snart 9 år siden nu, og jeg har aldrig fortrudt det. Folk spørger tit, hvorfor jeg gider blive ved med at undervise i min alder, men jeg vil blive ved, så længe jeg overhovedet kan."
Maria havde prøvet alverdens metoder lige fra juice- til suppekure, tabt sig 10 kg og taget det hele på igen – flere gange. Men da hun i en alder af 39 år satte sig et mål om at blive glad for at løbe, meldte hun sig på et løbehold og tabte 23 kilo.
"For mig havde slankekure altid handlet om, hvad man ikke må. Tælle kalorier og leve med en masse begrænsninger. Det fungerede bare ikke for mig. I stedet valgte jeg at sætte mig et mål. Noget positivt, jeg gerne ville opnå.
Jeg havde altid ønsket at blive god til at løbe, så for tre år siden tog jeg beslutningen om at melde mig på et lær-at-løbe-hold. Vi var 16 personer, der skulle træne op til at løbe 5 km med hjælp fra en løbecoach.
Det gik overraskende stærkt med pludselig at kunne løbe 5 km. Kiloene begyndte at rasle af, og det motiverede mig helt vildt at se, hvordan jeg blev en bedre og bedre løber.
Førhen plejede jeg måske at give op efter tre uger, fordi jeg fik ondt et sted. Men det at få hjælp af en professionel til min løbestil og min teknik, kombineret med det sammenhold, der var på holdet, gjorde, at jeg for alvor blev bidt af at løbe og stadig snører løbeskoene kl. 5.45 her tre år senere."
En sygemelding med stress og en hård skilsmisse blev katalysatoren for en livsstilsændring, hvor Lis fik øjnene op for glæden ved at gå. I dag kan hun slet ikke undvære gang i sit liv.
"Jeg var i et usundt forhold i mange år, hvor jeg slet ikke kunne mærke mig selv, og for tre år siden gik jeg ned med stress og stod over for en skilsmisse. Jeg blev sygemeldt fra jobbet og besluttede at prøve et mindfulnessforløb.
Her fik jeg en fantastisk coach, som bl.a. lærte mig at blive mere jordbunden og mærke mig selv gennem naturen. Og jeg begyndte at gå. Jeg gik både kort og langt, og undervejs fandt jeg ud af, at naturen, luften og skoven var den helt rigtige medicin mod alle de tanker, der fløj rundt i hovedet på mig.
Jeg har før prøvet at blive løber, men må indse, at jeg bare ikke er en løbepige. I træningscenteret er der for meget uro til, at jeg kan koncentrere mig. Med tre børn er jeg meget på i hverdagen, så jeg har brug for noget ro. Det finder jeg, når jeg går.
Målet var aldrig at tabe mig, men at få velvære. Og det får jeg af at gå. Jeg kan tage det stille og roligt, jeg kan trave, eller jeg kan gå megaraskt til. Jeg vælger selv tempoet, alt efter mit mindset. På dage med meget tankemylder er det fx rart bare at slentre.
Nu kan jeg slet ikke undvære mine gåture, og jeg får nærmest abstinenser, når jeg ikke kommer ud. Så mangler jeg den der energiopladning. Gang har også gjort, at jeg er blevet meget bedre til at lytte til min egen mavefornemmelse.
Når jeg bliver i tvivl om noget, så går jeg altid ud i naturen og mærker efter. På mange måder har gang lært mig at stå ved mig selv. I de 18 år, jeg var i et forhold, har jeg aldrig sat mig selv først. Jeg har følt mig egoistisk, hvis jeg satte tid af til at træne i stedet for at være sammen med familien.
Men ved at gå ture er jeg blevet klar over, hvor godt det er givet ud at tage tid til sig selv. Det giver mig større overskud til også at være noget for mine børn."