Kvinde som træner med trådløse høretelefoner
Trådløse høretelefoner

In-ear eller on-ear høretelefoner? Det kan være svært at vide, hvilke trådløse høretelefoner du skal vælge. 

© iStock

Test af høretelefoner – find de rette

Hold motivationen oppe med musik fra trådløse høretelefoner, uanset om det er til løb, styrketræning eller arbejde. Men hvad er det nu lige, et par gode trådløse høretelefoner skal kunne? Få tips til at finde de bedste – og læs vores test af trådløse høretelefoner.

19. januar 2020 af Marie Lyng Wium

Et par trådløse høretelefoner skal forkæle øregangene med god lyd og sidde så godt, at du næsten ikke bemærker, at du har dem på, imens du fx træner. Men hvilke gør så det?

Høretelefoner, hovedtelefoner, headset eller hørebøffer – kært barn har mange navne. Og oven i det så kan det være svært at holde styr på alle de forskellige typer af trådløse høretelefoner. Skal de sidde inde i ørene? Skal det være Bluetooth høretelefoner? Skal høretelefonerne have støjreduktion? Og hvilke høretelefoner er bedst til træning?

Om du skal bruge dine høretelefoner til løb, styrketræning eller bare til din togtur, så kan du finde svar på dine spørgsmål om trådløse høretelefoner her. 

Guide til trådløse høretelefoner – test og tips

 

Hvilke slags forskellige trådløse høretelefoner findes der?

Skal høretelefonerne sidde inde i øret, uden på øret eller måske holdes ekstra fast med en krog? Her kan du læse om fire typer trådløse høretelefoner: 

  • In-ear høretelefoner
  • In-ear høretelefoner med krog eller ledning
  • On-ear høretelefoner
  • Over-ear høretelefoner

Bliv klogere på, hvad de kan og ikke kan, og hvornår du skal vælge den ene type trådløse høretelefoner frem for den anden. 

 

In-ear høretelefoner

Som navnet antyder, så sidder in-ear høretelefoner enten helt inde i eller ved øregangen. Det er også den type høretelefoner med ledning, som mange af os bruger, fordi de ofte følger med, når man køber ny telefon. Hvis du vælger at investere i et nyt par, kan lydkvaliteten hurtigt blive meget bedre end dem, man får med telefonen.

Trådløse in-ear høretelefoner fås enten med øreknopper eller med små gummipropper. Øreknopperne falder nemt ud af øret, hvis de ikke passer til ens form, så derfor er det en god idé at gå efter et par in-ear høretelefoner med propper. Propperne fås ofte i forskellige størrelser og former og er lavet i silikone, som kan forme sig efter dit øre.

Du kan også vælge trådløse in-ear høretelefoner med små gummivinger, som stikker opdad. Vingerne er en hjælp til at få de trådløse høretelefoner til at sidde helt fast og tæt inde ved øret.

Hvis du vil have lydkvalitet i top, så er det ikke trådløse in-ear høretelefoner, du skal gå efter. Den lille størrelse gør, at der ikke er plads til en god bashøjttaler i høretelefonerne, hvilket ofte gør, at man skruer højere op. Derudover kan lyden ændres alt efter, hvordan du placerer dine trådløse høretelefoner i ørene.

Trådløse in-ear høretelefoner kan til en vis grad holde baggrundsstøj ude, men er ikke de bedste trådløse høretelefoner at gå efter, hvis du ønsker det.

In-ear høretelefoner er små, diskrete og kan ligge i lommen. Derfor er de perfekte for dig, som er på farten. Til en fair pris vil du kunne få et par i god kvalitet, og derfor er de i den billige ende af trådløse høretelefoner.

Hvis du skal finde et par til løb, så er trådløse in-ear høretelefoner bedst, hvis du vel og mærke finder et par, som passer til dine ører og derfor ikke falder ud under løbeturen.

Trådløse in-ear høretelefoner
Trådløse in-ear høretelefoner

Vinger og silikonepropper sørger for, at in-ear høretelefonerne bliver siddende i øret, hvor de skal. 



© Bose

Fordele ved trådløse in-ear høretelefoner:

  • Det er små og diskrete høretelefoner.
  • Høretelefonerne er nemme at tage med på farten.
  • Høretelefonerne er gode til løb.
  • Gummipropper til høretelefonerne fås i mange størrelser og former, som kan tilpasses dine ører.
  • Det er trådløse høretelefoner med fornuftig lyd til en billig pris.

Ulemper ved trådløse in-ear høretelefoner:

  • Hvis høretelefonerne ikke er tilpasset dine ører, falder de nemt ud.
  • Høretelefonerne kan føles ubehagelige eller irritere i øregangen, hvis de ikke passer dine ører.
  • Der er ikke plads til en god bashøjttaler i høretelefonerne.
  • Lyden kan ændres alt efter, hvordan du placerer høretelefonerne i ørene.
  • Den lille størrelse høretelefoner kan være nem at smide væk.
 

In-ear høretelefoner med ledning eller krog

Trådløse in-ear høretelefoner med krog eller ledning rundt om nakken, er den type trådløse høretelefoner, som sidder bedst fast, og derfor er de gode til al slags træning. 

Det samme som ved almindelige in-ear høretelefoner er gældende for in-ear høretelefoner med ledning eller krog: Gå helst efter dem med propper i silikone, så du kan skifte størrelse og form efter dit øre. 

Hvis du bevæger dig meget under træning, og du har erfaret, at dine høretelefoner falder ud af ørene, kan det være en fordel at vælge trådløse in-ear høretelefoner med krog eller ledning. 

Hvis du vælger trådløse in-ear høretelefoner med krog, så sætter du krogen bag øret. Den gør, at de trådløse høretelefoner sidder endnu bedre fast på dine ører. 

Hvis du vælger trådløse høretelefoner med en ledning, forbindes de to høretelefoner med en kort ledning, som du har rundt om nakken. Her er det vigtigt, at ledningen er let, så du ikke bemærker den.

In-ear høretelefoner med ledning eller krog er stadigvæk små og nemme at have med på farten. Ledning eller krog på høretelefonerne gør også, at de er sværere at smide væk.  

Skal du kun bruge dine trådløse høretelefoner, når du sidder stille på arbejde eller i toget, så er det ikke denne type trådløse høretelefoner, du skal gå efter. Krogen eller ledningen kan nemlig blive irriterende i længden. 

In-ear høretelefoner med ledning eller krog
In-ear høretelefoner med ledning og krog

Den her type trådløse høretelefoner er god til al slags træning, fordi den bliver siddende, hvor den skal. 



© JBL, Libratone

Fordele ved trådløse in-ear høretelefoner med ledning eller krog:

  • Høretelefonerne sidder godt fast på ørerne ved alle bevægelser.
  • De er gode til al træning.
  • Gummipropper til høretelefonerne fås i mange størrelser og former, som kan tilpasses dine øre.
  • Høretelefonerne er nemme at tage med på farten.
  • Det er sværere at smide høretelefonerne med krog eller ledning væk.

Ulemper ved trådløse in-ear høretelefoner med ledning eller krog:

  • Krog eller ledning på høretelefonerne kan irritere i længden.
  • Der er ikke plads til en god bashøjttaler i høretelefonerne.
  • Lyden kan ændres alt efter, hvordan du placerer høretelefonerne i ørene.
 

On-ear høretelefoner

On-ear høretelefoner eller hørebøffer, som de også kaldes, har to bløde ørekopper, en slags skumpuder, som sidder oven på ørerne og forbindes med en bøjle. 

Det er ingen tvivl om, at trådløse on-ear høretelefoner oftest har en bedre lyd end in-ear høretelefonerne, fordi de har plads til en større bashøjttaler. Til gengæld fylder on-ear høretelefoner også mere og kan ikke lige være i lommen. 

Fordi on-ear høretelefonerne ikke sættes ind i ørerne har de også en bedre komfort for ørerne, end trådløse in-ear høretelefoner har. Men hvis du vil bruge dine on-ear høretelefoner i lang tid, uden at dine ører bliver fladtrykte og ømme, skal du være sikker på at skumpuderne på dine trådløse on-ear høretelefoner er i god og blød kvalitet.

On-ear høretelefonerne er ikke velegnet til træning med mange bevægelser, men er gode til lavintens træning som styrketræning eller gåture. Nogle on-ear høretelefoner kan dog sagtens bruges til løb, hvis de er lette. 

Det er muligt at få on-ear høretelefoner med støjreduktion. Men det er netop en fordel ved trådløse on-ear høretelefoner, at de ikke omslutter ørene helt, og du derfor stadigvæk kan høre eller fornemme, hvad der foregår omkring dig. Det er en fordel, hvis du skal være opmærksom i trafikken eller stadigvæk gerne vil kunne høre, når kollegaer taler til dig.  

Trådløse on-ear høretelefoner
Trådløse on-ear høretelefoner

Denne type trådløse høretelefoner er bedst til lavintens træning som styrketræning.



© B&O

Fordele ved trådløse on-ear høretelefoner:

  • Høretelefonerne har plads til bedre tekniske elementer og dermed bedre lyd.
  • Der er god komfort for ørerne.
  • Høretelefonerne virker mod baggrundsstøj.
  • Du kan fornemme lyde i fx trafikken med høretelefonerne.
  • De trådløse høretelefoner er velegnet til lavintens træning.

Ulemper ved trådløse on-ear høretelefoner:

  • Høretelefoner med puder i dårlig kvalitet kan give ømme ører.
  • De er i den dyre ende af trådløse høretelefoner.
  • On-ear høretelefoner er store og fylder meget.
 

Over-ear hovedtelefoner

Over-ear høretelefoner har to skumpuder, der omslutter dine ører, så de er lukket helt inde. 

Fordi de bløde skumpuder er rundt om dine ører og ovenpå dem, kan du bruge de trådløse høretelefoner i mange timer, uden dine ører bliver irriterede og ømme.

Der er ingen tvivl om, at over-ear høretelefoner giver dine ører den bedste komfort. Det er desuden de trådløse høretelefoner, som giver det bedste lydbillede, fordi der er plads til gode bashøjttalere. 

Det er dog heller ikke de billigste trådløse høretelefoner – tværtimod! Men over-ear høretelefoner er pengene værd, hvis du går op i rigtig god lyd og har brug for at fordybe dig i lydens univers.

Fordi ørerne er omsluttet helt med trådløse over-ear hovedtelefoner, er de gode til at overdøve baggrundsstøj. Hvis du derudover vil arbejde eller tage bussen fuldstændig uforstyrret, så gå efter et par over-ear høretelefoner med støjreduktion, som kan slås til eller fra. Det er perfekt, hvis du skal koncentrere dig eller bare vil have ro. 

Over-ear høretelefoner er ofte store og tunge, og derfor er de mere velegnede til at bruge derhjemme eller på arbejde end til træning. 

Over-ear hovedtelefoner
Over-ear hovedtelefoner

Hvis du prioriterer høj og god lydkvalitet, så er det den her type trådløse høretelefoner, du skal gå efter. 

© iStock

Fordele ved trådløse over-ear hovedtelefoner:

  • Høretelefoner med høj volumen og god lydkvalitet.
  • God komfort, så høretelefonerne kan bruges i mange timer.
  • Overdøver baggrundsstøj og har ofte støjreduktion.
  • De bedste trådløse høretelefoner til at give ro og fred.

Ulemper ved trådløse over-ear hovedtelefoner:

  • Hovedtelefonerne er store og tunge.
  • Høretelefonerne er upraktiske til træning.
  • Den dyreste type af trådsløse høretelefoner. 
 

Trådløse høretelefoner test – I FORM tester høretelefoner

Når du skal købe nye trådløse høretelefoner, er der flere kriterier, du skal holde skarpt øje med. Først skal du gøre op med dig selv, hvad det er, du skal bruge høretelefonerne til. Er det til løb, styrketræning eller din cykeltur? 

Se derefter på pasformen. Er lyden god nok til dig og det, du skal bruge høretelefonerne til? Og hvor nemme er høretelefonerne at betjene?

Så hvilke trådløse hovedtelefoner kan leve op til de forskellige kriterier? Og dermed være bedst i test?

I FORM tester løbende forskellige trådløse høretelefoner, du kan bruge til træning, som alle bliver bedømt ud fra pasform, lyd, funktion og navigation. 

De optimale trådløse høretelefoner afhænger af, hvilken træning de skal bruges til. Derfor tester vi tre typer trådløse høretelefoner i kategorierne: in-ear høretelefoner, in-ear høretelefoner med ledning eller krog og on-ear høretelefoner. 

 

I FORM har testet disse 9 trådløse høretelefoner i 2019:


In-ear høretelefoner:

  • B&O høretelefoner – Beoplay E8 Motion
  • Libratone høretelefoner – Track+
  • Sony høretelefoner – WF-SP900

In-ear høretelefoner med ledning eller krog:

  • Jabra høretelefoner med krog og ledning  Elite Active 45e
  • Plantronics høretelefoner med krog – Plantronics BackBeat Fit 3100
  • Koss høretelefoner med krog og ledning – BT232i Bluetooth

On-ear høretelefoner:

  • Sennheiser høretelefoner – Momentum Wireless
  • Miiego høretelefoner – Boom
  • JBL høretelefoner – Live 650BTNC

Hvilke trådløse høretelefoner er bedst i test i de forskellige kategorier i 2019? Klik på "Hent artikel" herunder og se hele testen.

 

I FORM har testet disse 9 trådløse høretelefoner i 2018:

Læs også vores trådløse høretelefoner test fra 2018. Vi har testet i tre kategorier: in-ear høretelefoner, in-ear høretelefoner med ledning eller krog og on-ear høretelefoner.


In-ear høretelefoner:

  • BOSE høretelefoner – SoundSport Free
  • Sony høretelefoner – WF-SP700N
  • Jabra høretelefoner – Elite Active 65t

In-ear høretelefoner med ledning eller krog:

  • Sennheiser høretelefoner med ledning – CX Sport
  • Libratone høretelefoner med ledning – Track+
  • JBL høretelefoner med ledning og krog – Endurance

On-ear høretelefoner:

  • B&O Play høretelefoner – Beoplay H4
  • Miiego høretelefoner – Boom by Miiego
  • Monster høretelefoner – iSport Freedom On-Ear Bluetooth Sport Headphone

Hvilke trådløse høretelefoner er bedst i test i de forskellige kategorier i 2018? Klik på "Hent artikel" herunder og se hele testen.

 

Hvordan vælger jeg de bedste trådløse høretelefoner?

Det kan være svært at finde rundt i den store jungle af trådløse høretelefoner. Mange spørgsmål opstår undervejs. Hvordan finder jeg den rigtige pasform? Hvornår er lyden god? Og kan jeg tillade mig at prøve hovedtelefonerne?

Vi har samlet en række af de vigtigste spørgsmål og tips til, når du skal købe trådløse høretelefoner.

 

Skal jeg vælge trådløse høretelefoner?

Det kan være irriterende at døje med ledninger og kabler, når man skal være aktiv med høretelefoner på. Derfor er trådløse høretelefoner, som bliver koblet til din smartphone via Bluetooth, en rigtig smart løsning.

Trådløse høretelefoner koster selvfølgelig mere end høretelefoner uden Bluetooth, men den kæmpe frihed, det giver, er alle pengene værd. 

Du skal huske at tjekke batteritid og opladningstid, når du køber trådløse høretelefoner, da det er vigtigt, at de har en lang batteritid og kan blive opladt hurtigt igen.

Derudover er der mange elektroniske virksomheder, som bevæger sig mere og mere hen mod at droppe ledninger og satser i stedet på det trådløse. Det ses blandt andet hos Apple, som har fjernet indgangen til stikket fra høretelefoner i deres seneste iPhone-modeller. 

 

Hvordan finder jeg trådløse høretelefoner med den rigtige pasform?

Det er vigtigt, at dine trådløse høretelefoner sidder godt og bliver, præcis hvor de skal.

Vi har alle forskellige ører, og det er derfor vigtigt at finde et par høretelefoner, som passer til netop dig. Ofte følger der flere størrelser dutter og evt. vinger med til in-ear høretelefonerne, som gør, at du kan tilpasse dem.

Derudover skal du huske at tænke på, om pasformen er god til det, som du skal bruge dem til. Skal du fx bruge dem til cykling og have dem på under en cykelhjelm? Eller måske have en hue udover høretelefonerne om vinteren?

Vigtigst af alt – prøv dig frem og se, hvilke høretelefoner der sidder bedst på dig til det, du skal bruge dem til. 

 

Hvordan vælger jeg høretelefoner med god lyd?

Det er klart fedest, når tonerne er klare, støjen bliver holdt ude, og der ikke er udfald undervejs. Lyt efter, om lyden i de trådløse høretelefoner er ren og detaljerig, og om høretelefonerne har en god bas. Tjek også, hvor højt høretelefonerne kan spille.

Lydkvalitet og høj pris hænger dog sammen for de fleste høretelefoner. Men du kan sagtens finde billige trådløse høretelefoner, som har en fornuftig lyd. Du er dog nødt til at gøre op med dig selv, hvor vigtig en god, klar og ren lyd er for dig til det, du skal bruge høretelefonerne til – og til den pris, du vil betale. 

Pas på dine ører!

Flere telefoner har en funktion, der advarer dig, hvis du spiller for højt i dine høretelefoner. Den plejer at vise ‘rødt’, imens du skruer op, hvis du har skruet op på en lydstyrke, der kan være skadelig. Ret dig efter det, hvis du ikke vil risikere høreskader.

Vores ører kan tåle en lydstyrke på 85 DB i otte timer. Hvis lydstyrken bliver højere i lang tid, er det skadeligt for hørelsen. Telefonens afspilning af musik kan hurtigt snige sig op på 110 DB.

Hvis du vil undersøge, hvor høj DB din hørelse bliver udsat for, så findes der forskellige apps, som kan måle det. Dog måler de ikke altid helt præcist. 

Kilde: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring 

 

Hvordan betjener jeg mine trådløse høretelefoner?

Ved trådløse høretelefoner er det vigtigt, at det er nemt at betjene dem, så du kan styre og kontrollere lyden på de trådløse høretelefoner.

Hvis selve fjernbetjeningen sidder på de trådløse høretelefoner, kan du nemt styre musikken, lydniveauet og besvare et opkald, uden at du skal finde telefonen frem.

På trådløse in-ear, on-ear og over-ear høretelefoner sidder der ofte diskrete betjeningsknapper på selve høretelefonerne. Hvis det er in-ear høretelefoner med ledning, sidder knapperne ofte på selve ledningen. 

Det er forskelligt for trådløse høretelefoner, om knapperne til tænd/sluk, volume og skift af sang er samlet på det ene øre eller er fordelt på begge ører. 

Generelt er det desuden værd at gå efter trådløse høretelefoner, som er kompatible med telefonen. Det vil sige, at musikken slukker, når telefonen ringer, og opkaldet overtager. 

 

Kan jeg prøve trådløse høretelefoner, inden jeg køber dem?

En typisk fejl, vi er mange, der begår, er ikke at prøve høretelefonerne, inden vi køber dem.

Det er vigtigt at prøve høretelefoner, fordi det er forskelligt, hvordan vores ører er bygget, og derfor er pasformen også individuel. Derudover er det vigtigt, hvis du vil høre lydkvaliteten og selv prøve fjernbetjeningen af.

Af hygiejniske årsager kan det selvfølgelig være svært at prøve in-ear høretelefoner, inden du køber dem. I det tilfælde kan du undersøge, om du kender nogen, som har de samme høretelefoner, som du overvejer at købe. Alternativt skal du gå efter et par trådløse in-ear høretelefoner, som har forskellige størrelse dutter, du kan vælge imellem. 

 

Hvordan oplader jeg trådløse høretelefoner?

Det er forskelligt, hvordan du oplader de trådløse høretelefoner. Men de fleste høretelefoner bliver opladt via et USB-kabel. Her sætter du den lille ende af USB-kablet ind i de trådløse høretelefoner og den anden ende ind i din computer eller i stikkontakten via en adaptor.

Til nogle trådløse in-ear høretelefoner følger et opladningsetui med. På den måde kan du oplade dine trådløse høretelefoner ved blot at putte dem i etuiet. Så kan du nemt oplade dine trådløse høretelefoner, når du er på farten.

Her er det selvfølgelig vigtigt altid at have opladningsetuiet opladt. Det er nemmest at oplade etuiet med et USB-kabel, som du sætter til din computer eller i en stikkontakt. 

Trådløse in-ear høretelefoner med opladningsetui
Opladning af trådløse høretelefoner

Med et opladningsetui kan du oplade dine trådløse høretelefoner, selvom du ikke er i nærheden af et stik – smart! 

© iStock
 

Hvordan passer jeg på batteriet i mine trådløse høretelefoner?

De batterier, som ofte er i trådløse høretelefoner, siges at kunne holde til ca. 1000 op- og afladninger. Det forringer levetiden, hvis de bliver udsat for høj varme, eller hvis du oplader høretelefonerne, mens de er meget kolde.

Husk altid at tjekke batteriniveauet på dine trådløse høretelefoner, så du ikke løber tør under din træning. Derudover skal du huske at slukke de trådløse høretelefoner, når du ikke bruger dem, for at spare strøm på høretelefonerne og på din smartphone. Brug af Bluetooth, selvom du ikke lytter til musik, kan nemlig dræne både dine trådløse høretelefoner og smartphone hurtigt for strøm. 

 

Er det vigtigt at vælge høretelefoner med en bestemt type Bluetooth?

Bluetooth startede med version 1.0 og er nu nået til 5.1, som udkom i januar 2019. Selvfølgelig er der stor forskel fra den første version til nu i forhold til signalstyrke, og hvor nemt det er at forbinde to enheder.

Men er ens trådløse høretelefoner dårlige, hvis de ikke har den nyeste version af Bluetooth? 

Svaret er nej, men der er selvfølgelig forskel på de forskellige versioner. Derfor starter vi med at forklare om Bluetooth 3.0, som også bliver kaldt Bluetooth High Speed, fordi versionen er markant hurtigere end forgængeren Bluetooth 2.0. Mange trådløse høretelefoner kører med denne version, som udover at opretholde lydstyrken, hvis du bevæger dig væk, har øget strømstyring. Det betyder at dine trådløse høretelefoner kan bevare en forbindelse og god lydkvalitet, selvom dine høretelefoner har minimal strøm.

Med Bluetooth version 4.0 og 4.1 er forbedringen, at dine forskellige enheder kan være forbundet i endnu længere tid uden at tømme batteriet på dine trådløse høretelefoner og smartphone for strøm. Disse versioner har også kaldenavnet Bluetooth Low Energy.

Bluetooth 4.2 er den version, vi nærmest ser på alle nye trådløse høretelefoner, smartphones, computere og andet i dag. Udover en forbedret hastighed, så har Bluetooth 4.2 en forbedret sikkerhed, der gør, at du og din data ikke længere kan trackes via Bluetooth, medmindre du giver tilladelse til det.

Bluetooth 5.0 og 5.1 er endnu engang en forbedring af hastighed, strømbesparelse, rækkevidde og især sikkerhed. Derudover er der med disse versioner mulighed for at forbinde flere enheder end kun to.

Det er selvfølgelig værd at gå efter trådløse høretelefoner med den nyeste version af Bluetooth, da der vil være forbedringer i selve forbindelsen. Men mange elektronikvirksomheder udvikler i dag produkter som er bagud-kompatible, hvilket vil sige, at alle elektroniske enheder kan forbindes med alle udgaver af Bluetooth. Derfor kan du sagtens købe trådløse høretelefoner med Bluetooth version 4.2 eller ældre og bruge det sammen med en ny smartphone med version 5.0. 

 

Har min smartphone betydning for valg af trådløse høretelefoner?

Android, IOS eller? Mange elektronikproducenter skelner mellem, hvilken smartphone og hvilket styresystem du bruger.

Tjek derfor altid, om fjernbetjeningen af dine trådløse høretelefoner kan bruges til den type smartphone eller musikafspiller, du bruger mest.

 

Hvad er høretelefoner med støjreduktion?

Med støjreducerende høretelefoner kan du lukke dig helt inde i musikken eller lydens univers.

Der findes aktiv og passiv støjreduktion. Den passive er, når høretelefonerne fysisk lukker lyd ude, fx med tætsiddende puder eller ved at være formet som ørepropper. 

Den aktive er, når teknik sørger for, at lydbølgerne udefra bliver udlignet, så de ikke forstyrrer de toner, du lytter til. De kaldes også for active noise cancelling (ANC) høretelefoner.

Det kan være rart at få lukket støj ude, og især lyden af vindstøj kan være rar at få væk med støjreducerende høretelefoner. Hvis du til gengæld skal være opmærksom på lyde, når du løber eller cykler i trafikken, kan det være en god idé med trådløse høretelefoner, hvor du kan slå støjreduktion til og fra.  

 

Er billige høretelefoner lige så gode som dyre?

Som med alt andet hænger prisen sammen med kvaliteten. Det er dog muligt at finde billige trådløse høretelefoner, som er gode, men du er også nødt til at gå på kompromis med både lyd og komfort.

Derfor skal du gøre op med dig selv, hvor vigtige de forskellige kriterier til de trådløse høretelefoner er i forhold til den pris, du vil betale for dem. For et par billige høretelefoner kan ikke leve godt op til alle kriterier. 

 

Hvilken slags høretelefoner er bedst til sport og træning?

Skal du bruge dine trådløse høretelefoner til sport eller træning, er det bedst at gå efter et par, som er svedresistente og eventuelt også vandafvisende, hvis du vil undgå, at de går hurtigt i stykker.

Du kan både få in-ear høretelefoner og on-ear høretelefoner, som er lavet i materialer, som kan modstå sved, regn eller lignende. Hvis du sveder rigtigt meget, kan skumpuderne i nogle on-ear høretelefonerne også godt blive meget fugtige.

 

Hvorfor er det en god idé at træne med høretelefoner?

Et par gode trådløse høretelefoner, som spiller din ynglingsmusik, kan være din redning, når kræfterne er ved at være brugt op til træning. Ydeevnen forbedres nemlig, når du hører musik under træning – det er bevist!

Hele 15 procent kan du forbedre dine træningspræstationer med, når du lytter til musik i høretelefoner, viser en undersøgelse. Og løbetræner du, peger et andet studie helt specifikt på, at pop er den bedste genre, du kan høre i dine høretelefoner, hvis du vil sættes i fuldt firspring.

Her er tre forskellige tips til, hvordan du med høretelefoner kan optimere træning.

Lav en playliste

  • Forud for træningen kan du lægge numre ned på din smartphone, der vækker noget i dig. Når du får hits i dine høretelefoner, fra dengang du var teenager, den sang, der går lige i dansefødderne, eller den, du har med din veninde, så giver det ekstra energi.

Hør musik med højt tempo

  • Jo hårdere du træner, jo hurtigere skal musikken være. Ved høj intensitet skal rytmeslaget pr. minut ligge på ca. 125-140 bpm (beats per minute). Kommer der musik ud af dine høretelefoner med højt tempo, vil du komme mærkbart lettere gennem den hårdeste træning, uanset om det er på romaskinen eller i løbeskoene.

Snyd hjernen

  • Hjernen fungerer forbavsende enkelt. Ud over at et højt tempo giver dig lyst til at bevæge din krop, gælder det samme, hvis du hører ord som “stronger”, “faster” og “better”. Sætter du derimod en sørgelig kærlighedssjæler på i dine trådløse høretelefoner, vil du sandsynligvis få lyst til at kravle under din dyne. 

Mangler du en god playliste?

Så find dem, som andre har lavet, ved fx at søge på "run", "workout" eller "bpm" på streamingtjenesterne. Så er det nemt og hurtigt at have god musik i dine hovedtelefoner, når du træner. 


Sunde ambitioner for 2020? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor vil du helst tilbringe sommerferien?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: