Alle på redaktionen gik straks i gang med at nærstudere deres hørebøffer, da det her spørgsmål tikkede ind. Og lad os bare være ærlige de fleste eksemplarer kunne godt trænge til en hovedrengøring.
Mange bruger deres høretelefoner op til flere gange om dagen: på cykelturen, til træning eller på arbejdspladsen. Nærkontakt med både ørevoks og sved er derfor hverdagskost for de fleste høretelefoner, så selvfølgelig skal de rengøres af og til.
Det er vigtigt, at du aldrig udsætter dine høretelefoner for nogle former for væske, da dette blot vil ødelægge dem.
I stedet kan du følge vores tre-trins-guide til et par rene hørebøffer!
Hvis det er nødvendigt, kan du starte med forsigtigt at desinficere de udvendige overflader med 70 procent isopropylsprit. Pas på, at der ikke kommer fugt ind i nogle åbninger, på højttalernet osv.
Brug en tør vatpind til at rengøre mikrofonen og højttalerstoffet. Sidder der partikler i stoffet, kan du fjerne dem med en ren, tør og blød børste.
Afslut med at tørre hele molevitten af med en tør, blød og fnugfri klud.
Guide: Vælg de rigtige høretelefoner til løb og træning
Artiklen blev bragt i I FORM nr. 12/2021