Jeg har fået meget mere ro i min krop
Efter 4 uger med yoga morgen og aften er Louise blevet kæmpe fan. Hun er kommet mere i balance, har fået god energi, er blevet gladere og bedre til at sige “pyt”.
Efter 4 uger med yoga morgen og aften er Louise blevet kæmpe fan. Hun er kommet mere i balance, har fået god energi, er blevet gladere og bedre til at sige “pyt”.
“Åååh, det kunne jeg godt bruge!” Sådan tænkte 50-årige Louise, da hun så, at I FORM søgte kvinder til at teste, om man på 4 uger kan opnå mere ro med yoga.
I 2012 blev Louise udsat for et røveri, og det har påvirket hendes liv siden i form af stress, angst, uro og en høj følsomhed over for larm.
Louise lever med diagnosen PTSD, men har fået hjælp til at håndtere det i sin hverdag.
4 uger med I FORMs yoga-programmet har dog gjort en kæmpe forskel for Louise.
Hvordan havde du det mentalt, da du meldte dig?
“Min PTSD var i dvale, men påvirkede mig stadig. Jeg havde det svært med lyde, havde en kort lunte og blev hurtigt hidsig, fx hvis min underbo larmede”.
“Det var svært for mig at slappe af, og det tog lang tid at falde i søvn. På grund af min PTSD er jeg p.t. arbejdsløs og har tænkt meget på, om jeg er god nok.”
Har yoga så hjulpet dig mentalt?
“Helt sikkert. Jeg er mere i balance og har fået mere ro i kroppen. Det lyder måske mærkeligt, men jeg føler, at jeg er blevet mere mig.”
“Jeg sover simpelthen så godt nu, er blevet mere tolerant og bedre til at sige pyt. Det har mine nærmeste også bemærket. Jeg har fået en fed energi og er blevet gladere. Fx er jeg begyndt at smile til folk på gaden, og jeg har lyst til mere i livet, fx en praktikplads eller et job.”
Har træningen haft fysisk effekt?
“Jeg kan både se og mærke forskel på min krop. Min bagdel er fastere, og der er også sket noget med min mave.”
“Undervejs har jeg også kunnet mærke, at jeg er blevet mere smidig, og det har været fantastisk at opleve. Min test viser jo også, at både styrke og smidighed er forbedret.”
Læs også: Få en stærk mave
Var det svært at komme i gang?
“De første gange var det, og jeg havde både print og telefon fremme. Men efter en uge sad øvelserne der.”
“I starten tænkte jeg flere gange: ‘Skal jeg SÅ langt ned?’, og jeg var også ret øm bagefter. Men der skete hurtigt noget, og jeg fik mange små aha-oplevelser undervejs. Fx har jeg opdaget muskler, jeg ikke anede, jeg havde.”
Har du trænet to gange dagligt?
“Stort set, for jeg kunne mærke det, hvis jeg ikke trænede. De morgener, hvor jeg ikke lavede min solhilsen, lige når jeg stod op, var jeg klart mere dvask.”
“Yogaen gav god energi fra morgenstunden, og jeg startede dagen med en indstilling om, at ‘nu kan verden bare komme an’. Og det er altså længe siden, at jeg har gjort det.”
“Yogaen gav god energi, og jeg startede dagen med en indstilling om, at ‘nu kan verden bare komme an’. Og det er altså længe siden, at jeg har gjort det.”— Louise, efter 4 ugers træning med I FORMs yoga-programmer
Hvordan har det været at træne derhjemme?
“Godt! Grunden til, at jeg turde melde mig, var især, at jeg skulle træne hjemme.”
“Jeg kan godt have tendens til at sammenligne mig med andre. Her gav det mig en ro at træne hjemme, fordi jeg bare skulle koncentrere mig om mig selv og ikke se på andre og på, hvor dygtige de var.”
Læs også: 3 kvinders opskrift på succes med hjemmetræning
Fortsætter du med yoga?
“Helt sikkert. Jeg føler, at mit liv var gået lidt i stå, og det har yogaen hjulpet mig til at komme ud af. Det her forløb har virkelig sat gang i noget hos mig.”