5 nøgler til at tackle mobning og chikane på jobbet

Mobning er ikke forbeholdt børn. Voksne krænker også hinanden, og forskning har påvist, at det er noget af de mest nedbrydende, man kan udsættes for på sit arbejde. Her får du erhvervspsykologens råd.

En kvinde i arbejdstøj sidder nedbøjet på en trappe. Hun oplever mobning og chikane.

CHIKANE kan vise sig på adskillige måder. Det væsentlige er, om den, det går ud over, oplever det som nedladende.

© iStock

Hvis du er udfordret af mobning og chikane på jobbet, er du ikke alene. Det er en af fire overordnede trusler, som Arbejdstilsynet har formuleret for at sikre god mental sundhed på arbejdspladser.

Få hjælp til at tackle udfordringen med erhvervspsykolog Sarah Begs gode råd herunder.

1 Orientér dig i reglerne


“Er det mig, der er sart?” Har du været udsat for en ubehagelig – og for dig helt uacceptabel – opførsel på arbejdet, er det ganske almindeligt at komme i tvivl om alvorsgraden af det.

Et godt sted at starte er derfor at læne dig op ad din arbejdsplads’ definitioner på mobning og chikane. Sådan kan du få ro på dit eget følelsesmæssige kompas og få udryddet din tvivl.

Se også: 7 tips til at være en god kollega

2 Det bør ikke handle om dig


Hver arbejdsplads har sin egen kultur, som er en slags usagte regler for, hvordan man opfører sig.

En fingerregel er, at jo mere dominerende og homogen kulturen er, jo større risiko er der for chikane, for så skal der ‘ingenting’ til, før man stikker ud.

Sådan kan det fx opleves for den ene 20-årige blandt lutter 50+-årige kollegaer eller for den ene kvinde blandt mænd.

Mærker du et pres for at passe ind, så husk, at udfordringen snarere er, at flokken skal rumme dig.

Læs også: Luk ned for tankemylderet

presset kvinde grubler foran computer

EN FØLELSE AF IKKE AT PASSE IND – kan ramme selvværdet hårdt.

© iStock

3 Hold logbog


Myndighederne har fastsat visse krav til, hvornår en adfærd kan betragtes som en såkaldt krænkende handling, som fx mobning eller chikane.

Hvis de krænkende handlinger ikke har en særlig grov karakter, skal de have stået på over en vis tid og med en vis hyppighed for at udgøre en risiko.

Hvis de hverken har stået på længe eller har været hyppige, skal de for at udgøre en risiko have en særlig grov karakter.

Du kan holde overblik over, hvad der er sket og hvornår ved at holde en logbog over hændelserne. Det øger også din troværdighed, hvis du melder det til andre.

4 Søg støtte


Ræk ud efter hjælp, når du har opgjort med dig selv, at den opførsel, du har oplevet, er uacceptabel. Bemærk, at det er 'nok', at du opfatter den som nedværdigende.

Til gengæld betyder det ingenting, om den eller dem, der har udført handlingerne, har gjort det af ubetænksomhed eller et decideret ønske om at krænke. Det er altså den krænkedes oplevelse, der er central.

Du skal og bør melde dine oplevelser til din leder, men det kan også være en god idé at gå til fx din tillidsrepræsentant, HR, din fagforening eller sundhedsforsikring. Fremlæg din situation, fx at du har været udsat for en diskriminerende joke, og spørg, hvad du skal gøre, og hvilke retningslinjer der er.

5 Svært at gøre noget selv


Udfordringen ved at være offer for mobning eller chikane kan være, at det er svært at gøre noget for at stoppe det selv. Fx hvis du prøver at sige fra, men ikke bliver lyttet til. Så kan dit personlige handlerum føles stærkt indskrænket.

Ikke desto mindre, er det ekstremt vigtigt, at du handler på den uacceptable situation. Det betyder bare, at du er nødt til at samarbejde med andre relevante om at løse det, for det er et fælles ansvar at skabe et godt arbejdsmiljø. Se under 'Søg støtte'.

Lader du stå til, risikerer du både langtidssygemelding, stress, depression, angst og i sidste ende at miste jobbet.