Gode råd til dig, der kender en med angst

Angst er en udbredt lidelse, så mange af os kender en, der kæmper med det. Men hvordan støtter du bedst vedkommende, også selvom du ikke forstår frygten?

to hænder, der holder i hånd

EN VARM HÅND - Hvis en person har fysiske symptomer, kan et håndtryk berolige.

© iStock

Der er ikke nogen af os, der kan lide at se vores nærmeste lide.

Det gælder både, hvis lidelsen er fysisk og til at få øje på, eller hvis den gemmer sig på indersiden, som angst ofte gør.

Her skaber den hjertebanken og ængstelighed hos den ramte, men kan også resultere i synlige symptomer som åndenød. Du vil så gerne hjælpe! Men hvordan?

Det har vi samlet 6 konkrete råd til fra en psykolog med erfaring i generaliseret angst.

Og du behøver ikke bekymre dig om, hvorvidt du forstår vedkommendes frygt.

Det er nemlig slet ikke afgørende for at kunne være en stor støtte.

Sådan kan du hjælpe en, der lider af generaliseret angst

Dans ikke med i bekymringerne

De fleste af os er opdraget til at være søde og venlige, så hvis nogle bekymrer sig højlydt, giver vi måske vedkommende ret eller taler i hvert fald med på personens bekymringer.

Men hver gang du gør det med en person, der har generaliseret angst, får vedkommende en lille bekræftelse af sine bekymringer, som kan føles rart i øjeblikket, men på lang sigt er det med til at fastholde vedkommende i et usundt mønster

“Hvem snakker – dig eller angsten?”

Angstramte kan have legitime grunde til gerne at ville trække sig – enten bogstaveligt talt eller i overført betydning – og det skal du naturligvis respektere. Men det er også okay først at spørge, om det er det, vedkommende faktisk vil, eller om det er angsten, der snakker.

Pas på dig selv

Ikke alene gavner det ikke nogen, hvis du går ned på at skulle være der for andre. For en angstramt vil det også være meget sundere at være sammen med ro frem for uro, så jo roligere du kan være, jo bedre.

LÆS OGSÅ: Hvad er gaslighting?

Tag folk i hånden

Hvis du oplever, at en person måske har en fysisk reaktion på sin angst, kan det være en god idé at tage personen i hånden. Fysisk berøring udløser oxytocin, som virker beroligende. Du kan også bede vedkommende om at trække vejret sammen med dig.

“Jeg ser dig” frem for “Du skal ikke bekymre dig”

Vi skal ikke formidle, at folk er forkerte. Giv det plads. Du kan ikke fjerne, at livet gør ondt på vedkommende, men du kan være der for ham eller hende.

Forbered folk på det, hvis du vil ændre adfærd

Du kan få brug for at gøre ting anderledes eller prøve at gøre ting anderledes, og hvis ikke du forbereder den angstramte på det, vil personen sandsynligvis reagere negativt på det. Tag snakken, før du sadler om.

Læs også: Hvad betyder det, at noget er holistisk?

Kilde: Rikke Kjelgaard, psykolog, forfatter og foredragsholder

Artiklen blev bragt i I FORM nr. 17/2022