Psykolog: “Sommerdepression giver følelsen af tab”

Ingen lyst til noget som helst. Sådan kan det føles at være deprimeret om sommeren, mens andre nyder livet. Mød en, der har prøvet det, og få psykologens forklaring.

Kvinde kigger ud over havet. Hun har en sommerdepression.

FORVENTNINGER til en sjov og glad sommer bliver afløst af skuffelse, når man er ramt af sommerdepression.

© iStock

Fuglekvidder, latter og snak steg op fra gården til Maria Kongstads vinduer. Selv duften af de pølser, som naboerne var ved at grille, kunne hun sniffe ind gennem næsen.

“Folk sad og grillede og hyggede. Det er lyde, der normalt gør mig glad, men den sommer mindede de mig bare om, at jeg havde det skidt,” siger Maria Kongstad.

Maria har to gange oplevet at falde ned i et hul netop på den tid af året, hvor de fleste er i endnu bedre humør, end de plejer: Om sommeren.

I begge tilfælde har der også været andre årsager til, at hun var ekstra ked af det.

“Sidst var jeg blevet skilt året forinden. Da jeg var landet i min egen lejlighed, var der pludselig plads til at reagere, og så fik jeg en depression,” siger hun.

En følelse af tab

Hvad der udløser depression om sommeren er individuelt, men fælles for de sommerdeprimerede er, at det netop er om sommeren, at tråden knækker. Det er den årstid, hvor de er mest sårbare.

“Mennesker med sommerdepression synes, det er sindssygt frustrerende, at de har alle mulige grunde til at være glade, og så er de alligevel kede af det,” siger Eivind Johansen, der er psykolog og bl.a. behandler for lidelsen.

Netop at være vidne til andres sommerlykke – duften af grillpølser og glade strandbilleder på sociale medier – giver selvværdet et alvorligt hak.

“Forskellen i oplevelsen af hvordan andre har det, og hvordan du selv har det, er meget udtalt. Derfor føler du, at du taber mere nu end på alle andre tidspunkter af året.”
— Eivind Johansen, psykolog

Du kan let tænke: 'Det var den sommer. Nu er der et helt år til næste gang'.

Skuffer sine medmennesker

En ting er, hvor lidt du selv kan overskue. Særligt pinsomt er det, når du ikke lever op til andres forventninger om ting, I skal lave sammen. Marias børn ville fx gerne på stranden.

“Det har man sgu ikke lyst til, når man er deprimeret. Jeg ville hellere gå i skoven om aftenen,” siger hun og fortsætter:

“Jeg trak mig og sagde, at jeg ikke kunne overskue så meget. Jeg overlevede bare.”
— Maria Kongstad, har oplevet sommerdepression

Mangler søvnhormon

Heldigvis er sommerdepressioner sjældne i vores del af verden. Jo længere væk, du bor fra ækvator, des mindre risiko har du for at udvikle en depression om sommeren. Det er lige det modsatte af mønsteret for vinterdepressioner.

Det har sin naturlige forklaring. I langt størstedelen af året følger lyset vores døgnrytme. Det er kun de få måneder med lyse nætter, der kan give problemer.

“Lyset påvirker kroppens produktion af søvnhormonet melatonin. Når lyset fortsætter langt ud på sommeraftenen, hæmmer det produktionen, som gør det svært at falde i søvn,” siger Eivind Johansen.

Processen forstyrrer kroppens naturlige døgnrytme, den cirkadiske rytme, så vi simpelthen misser oplevelsen af at blive søvnige om aftenen.

“Problemet er ikke en enkelt nat med søvnbesvær, men over tid får vi problemer med egentlig søvnløshed, og det kan sætte gang i en ond spiral” siger Eivind Johansen.

Søvnløsheden fører til træthed og energiforladthed. Den får os til at spise mere usundt, aflyse ting, giver koncentrationsbesvær, negative tanker om os selv, og vi kan blive overmandet af negative følelser.

Læs også: Råd til dig, der vågner om natten og ikke kan sove igen

Der er altså tre dele i de mest almindelige forløb af sommerdepression: Først masser af lys til langt ud på aftenen, derefter søvnproblemer og til sidst usund livsstil og energiforladthed.

Så er depressionen en realitet.

Varme gør ondt værre

Hjemme hos Maria Kongstad lyder den opskrift meget genkendelig. Hun har især mærket til søvnløshed de nætter, hvor luften har været direkte lummer.

“I perioder har min søvn været nærmest ikkeeksisterende. Jeg har ligget og vendt og drejet mig. Fuglene har kvidret. Især når det er varmt, har jeg været nødt til at lave gennemtræk midt om natten,” siger hun.

Læs også: 14 gode råd til at sove godt i sommervarmen

Det er ikke så mærkeligt, for varme er en ekstra faktor, der kan forværre en sommerdepression. Det er et fænomen, man især kender fra fx Indien og Australien, hvor det ikke er ualmindeligt, at temperaturen kravler over 45 grader.

Men selv i Skandinavien kan massiv varme over et par uger om sommeren slå hårdt.

“Nogle mennesker bliver ret så påvirkede af sommertemperaturer, siger Eivind Johansen og fortsætter:

Maria har to gange haft en sommerdepression.

“SANSERNE forsvinder, så man ikke bemærker blomsternes duften," siger Maria Kongstad om følelsen af at være deprimeret om sommeren.

© Privat
“De synes, at varmen er hæmmende for, at de kan gøre det, de vil. For dem er det for varmt til at gå ud – selv på stranden – og det påvirker humøret.”
— Eivind Johansen, psykolog

Han advarer om, at vi med klimaforandringer skal vænne os til mere af den slags ubehag.

“Når klimaet i Nordeuropa nærmer sig det subtropiske, som vi kender fra Italien og Frankrig, vil der sandsynligvis komme øget risiko for og forekomst af sommerdepression,” siger psykologen.

Heldigvis er alle ikke lige negativt påvirkelige af varmen. Er du overvægtig eller har andre helbredsmæssige problemer, er du mest udsat.

En vej ud af … lyset

Sommeren bliver heldigvis ikke ved uendeligt i Danmark. Normalt kan Maria Kongstad sagtens nyde godt vejr, men de år, hvor hun har oplevet depressive perioder, har lyset og varmen ikke bidraget til, at hun har fået det bedre.

Da det var hårdest, hjalp det at blive sygemeldt i en periode fra sit arbejde som konditor. Hun fik det gradvist bedre ved at meditere, gå lange ture i naturen, dyrke mindfulness og være på stilhedsretreat i tre dage.

Omkring oktober var der noget, der vendte.

“Jeg kunne begynde at være taknemmelig over små ting igen, fx de falmede blade og kulden, der bed. Om efteråret er det mere tilladt at være indadvendt,” siger Maria Kongstad.

Passer på sig selv

Fordi hun nu har prøvet at være deprimeret om sommeren to gange, har hun helt styr på, hvad hun kan gøre, hvis hun mærker, at energien og glæden fordufter igen.

“Jeg er blevet mere bevidst om mit nervesystem, og hvad der gør mig godt og mindre godt. Sådan passer jeg bedre på mig selv. Jeg går ikke og tænker: ‘Åh nej, nu kommer sommeren!',” slutter hun.

Vil du have gode råd til, hvordan du kan tackle deprimerede tanker om sommeren?

Det handler både om at lukke lyset ude af soveværelset og at holde fast i det, der gør dig glad. Vi har samlet psykologens råd her.