Ja, vejret påvirker dit humør – sådan hænger det sammen
Skyer og lave temperaturer gør mange i dårligt humør. Men skinner solen, er vi oppe igen. Få forklaringen på, hvorfor vejret styrer dit humør.
Skyer og lave temperaturer gør mange i dårligt humør. Men skinner solen, er vi oppe igen. Få forklaringen på, hvorfor vejret styrer dit humør.
Endelig fyraften – yes! Men så Sørens, om det ikke begynder at stå ned i stænger, netop som du skal cykle hjem!
“Et vejrskifte kan føles som, at alle planer falder til jorden. Du bliver ærgerlig og skuffet, fordi du vil have opfyldt dine behov her og nu,” siger Torben Bechmann Jensen, der er lektor i socialpsykologi og udleder:
“Naturligvis er der en sammenhæng mellem vejret, og hvordan vi har det.”
Han bakkes op af videnskaben.
Uden at tænke synderligt over det har vi hele tiden radaren ude for at afkode vejret og lægge passende planer.
Fx hygger vi indendørs i de mørke måneder. Om sommeren løber vi udenfor som de første køer på græs.
Det er dog ikke alene, hvad vi skal lave, vi planlægger. Ud fra vejret sætte vi også forventninger til vores eget humør.
Man kan således begynde at glæde sig til godt vejr for tidligt, så man risikerer både at skulle håndtere kulde og blæst og sine skuffede følelser, hvis vejret slår om.
“Jo bedre match, der er mellem forventninger og det faktiske vejrforhold, jo bedre.”— Torben Bechmann Jensen, lektor i socialpsykologi
Derfor kan vi bedre holde ud, hvis det regner i Danmark i juli, end hvis vi er taget til Kreta, og det står ned.
“Man kan også se sammenhængen på selvmordsraten, der stiger i forårsmåneder. Det sker, fordi disse mennesker er i en sindstilstand, der ikke kan leve op til al den glæde og forventning, som alle andre oplever op til sommeren,” forklarer Torben Bechmann Jensen.
Netop vejrets hyppige skiften er noget, vi mærker meget til i Norden. Så det er nærliggende at drømme sig hen til et sted, hvor der er sommer året rundt.
“Årstidernes skiften er godt for os. Alt andet svarer til frihed uden begrænsninger – det er heller ikke frihed,” siger psykologi-lektoren.
“Hvis der ikke var forhindringer – eller skiftende vejr – ville vi ikke opleve, at vi selv kan gøre noget for at opnå det, vi ønsker, selvom der er modstand. Den oplevelse gør os mere mentalt robuste.”
Læs også: Luk ned for tankemylderet
Så næste gang du kaster dig drivvåd ind af hoveddøren efter at have cyklet i regn, så fokusér på, at det jo bare er tøjet, der er vådt. Lad ikke regnet vælte humøret.
Her får du gode råd til at mestre uventet vejr.