Læge: Dette magnesiumtilskud skal du IKKE vælge

Overvejer du at tage et magnesiumtilskud? Så læs med her, hvor en læge fortæller, hvad du skal gå efter – og hvilket produkt du skal lade stå på hylden.

Kvinde står med en tablet magnesiumtilskud og et glas vand

MAGNESIUMTILSKUD findes som tabletter, men også som pulver, kapsler, brusetabletter og endda som olie, man sprayer på huden.

© iStock

Magnesium er blevet et utroligt populært kosttilskud, som flere steder hyldes for bl.a. at kunne afhjælpe muskelkramper, søvnproblemer, stress og træthed.

Populariteten har medført et stort udvalg af produkter på hylderne, og det kan være en decideret jungle at finde ud af, hvad der adskiller dem – og hvad der er bedst at købe.

For at gøre dig klogere på det, har vi talt med læge og ph.d. Iain Bressendorff fra Afdeling for Nyresygdomme på Herlev og Gentofte Hospital.

Ifølge ham er der ét produkt, du i hvert fald lige så godt kan lade stå på hylden, for det giver ingen effekt – kun bivirkninger.

Handler om optagelsen

Når du køber et kosttilskud med magnesium, indeholder det ikke kun magnesium. Mineralet vil altid være bundet til noget – og det er her, du skal være vågen.

Der er nemlig forskel på, hvor godt magnesiummet bliver frigivet fra det, det er bundet til.

“Det, som rigtigt mange tager, er magnesiumoxid, og det bliver dårligst optaget. Det deler sig ikke særligt godt, og det bliver i tarmen,” forklarer Iain Bressendorff.

Hiver du et glas med magnesiumoxid ned fra hylden, kommer mineralet altså slet ikke ud i blodet, hvor du måske kunne få gavn af det.

Magnesiumoxid sælges også som et afførende middel – og til det formål er det rigtigt godt.

Men tager du det ikke for den afførende effekt, er det en bivirkning, du skal være opmærksom på.

Er du på udkig efter et decideret magnesium-kosttilskud, skal du ifølge lægen “tage noget, som rent faktisk kan blive optaget”.

Og så længe du går uden om oxid, er der formentlig ikke noget, der er bedre end andet. Det er altså ikke vigtigt, om mineralet er bundet til glycinat, citrat eller noget helt tredje.

“Der er ikke data på, at det er bedre at vælge det ene frem for det andet. Det er ikke undersøgt, men mit bud er, at det ene er lige så godt som det andet,” forklarer Iain Bressendorff.

Kvinde påfører magnesiumspray på benene

MAGNESIUM fås også som spray, du kan påføre huden. Ifølge producenterne modvirker det bl.a. spændinger og uro.

© iStock

Tabletter, kapsler eller spray?

Magnesiumtilskud kommer i mange former. Ifølge Iain Bressendorff er det ikke afgørende, om du vælger kapsler, tabletter eller pulver.

Han er dog skeptisk over for magnesium på spray:

"Mit bud er, at det ikke virker, for det er ikke sådan, man optager magnesium. Det skal ned i tarmen."

Du mangler det nok ikke

Før du suser afsted mod supermarkedet eller helsekostbutikken, er der én vigtig ting at sige: De fleste mangler faktisk ikke magnesium.

Det er mest ældre mennesker, der spiser ensidigt og allerede er syge fx med diabetes, som kan have magnesiummangel. For andre er det sjældent.

Læs også: Er ekstra sul sundt, når vi bliver ældre?

“Almindelige, yngre, raske danskere mangler ikke magnesium, og derfor har de formentlig ikke så meget gevinst af magnesiumtilskud,” forklarer Iain Bressendorff.

Han påpeger også, at mange af de studier, der er lavet af effekten af magnesiumtilskud, ikke er udført så godt, og at det er meget varierende, hvad man finder i dem.

“Ser man på summen af de studier, der er, så er effekten meget beskeden,” fortæller han.

KILDE: Iain Bressendorff, læge og ph.d., Afdeling for Nyresygdomme på Herlev og Gentofte Hospital