Rødvin er sundt for hjertet, modvirker demens og får os ned i vægt, viser studier. Samtidig er alkohol på WHO’s liste over kræftfremkaldende stoffer. Så skal du drikke rødvin eller lade være? Vi forsøger at finde svaret.
Er en smøg om dagen sundt for dig? Svaret er entydigt nej. Hvad så med en af de andre store laster, vi mennesker har – rødvin?
Et glas om dagen er da vist godt for os, er det ikke? Tjaah. Måske. Både og. Og dog. For der findes faktisk ikke et klart svar på, om det er godt for os at drikke rødvin.
“Mens det er entydigt skidt for helbredet at ryge og entydigt godt at være fysisk aktiv, er det noget mere uklart med alkohol. Især hvis man kigger på særlige typer alkohol. Nogle studier siger, at rødvin er godt, andre, at det er dårligt. Det er et nuanceret budskab, og der er intet klart svar,” siger professor og førende alkoholforsker Morten Grønbæk, der er direktør for Statens Institut for Folkesundhed i Danmark.
Blandede effekter af alkohol
Kigger du på en kurve over den samlede dødelighed for en befolkning, er dødeligheden lavere blandt dem med et lavt alkoholforbrug end blandt dem, der drikker meget eller slet ikke.
Men bag ved den opløftende kurve for dem med et lavt forbrug gemmer sig andre faktorer. I realiteten findes der positive effekter af en lille smule alkohol på nogle sygdomme og skadelige effekter på andre sygdomme.
Er rødvin gift eller medicin?
Netop det skisma gør det svært for de nationale sundhedsmyndigheder at give enslydende officielle anbefalinger for, hvor meget alkohol mænd og kvinder højst bør drikke om ugen.
For hvordan afvejer man en lille smule alkohols forebyggende virkning på ældres hjerte-kar-sygdomme mod alkohols kræftfremkaldende effekt?
At der ikke findes et gyldent antal genstande, hvor de positive effekter opvejer eller overstiger de negative, bliver tydeligt af, at anbefalingen i Sverige er ni genstande om ugen for kvinder mod de danske syv. For mænd er tallet ens, nemlig 14.
Forskellen dækker over, at nogle alkoholforskere mener, at du slet ikke skal drikke, fordi alkohol er et organisk opløsningsstof – det vil sige et giftstof – mens andre mener, at regnestykket hælder til en lille samlet sundhedseffekt ved en-to genstande om dagen.
“Overordnet er der stadig god evidens for, at et lille alkoholforbrug på en-to eller max. tre genstande om dagen har en beskyttende effekt på især hjerte-kar-sygdomme og type 2- diabetes. Den hjertebeskyttende effekt er der stadig, selvom du drikker fire-seks genstande om dagen, og måske er der endda ikke en øvre grænse her,” forklarer Morten Grønbæk.
Alkoholikere har rene blodkar
Men! Der er som bekendt en lang række andre sygdomme, der kan slå mennesker ihjel, og her vejer sygdomme som skrumpelever og kræft tungt i regnestykket om alkohol.
Faktisk blev alkohols beskyttende effekt på hjertet opdaget af patologer. Når de obducerede døde med et meget højt alkoholforbrug, kunne lægerne konstatere, at de havde helt rene blodkar uden skyggen af forkalkning. Til gengæld var de døde af skrumpelever.
“Det er et godt billede på, at man ikke bare kan køre fem eller ti genstande ned om dagen, selvom det beskytter hjertet. Der er omkring 60 sygdomme, som relaterer sig til alkohol, fx kræft i mundhulen og mavesækken samt især brystkræft, som kan være dødelige,” forklarer Morten Grønbæk.
Alkohol har siden 1988 været på WHO’s liste over stoffer, der med sikkerhed er kræftfremkaldende. Risikoen stiger med mængden af alkohol, der indtages, og for flere af kræftformerne er der ikke en nedre grænse. For brystkræft er risikoen øget allerede fra en halv genstand om dagen.
Tjek her, hvad der sker med den alkohol, som du drikker.
Kilde: sundhed.dk
Fordel dine genstande
Én ting, som forskerne dog har et klart svar på, er, hvordan du bør fordele dit ugentlige indtag af alkohol.
Drikker du meget på én gang, stiger risikoen nemlig for en række af de sygdomme, som alkohol er forbundet med.
Dødeligheden er med andre ord lavere for dem, der fordeler deres alkoholindtag jævnt over ugen, end for dem, der “binge-drikker”, det vil sige tømmer hele rødvinsflasken på én gang.
Ifølge en nordisk befolkningsundersøgelse fra 2011-2014 har Norge den højeste andel af binge-drikkere blandt de nordiske lande, og Island den laveste. Til gengæld drikker vi danskere oftere alkohol med et gennemsnit på 2,5 gange om ugen, mens Island, Finland, Sverige og Norge nøjes med 1,2-1,6 gange om ugen.
Vi drikker for meget
Når du ikke kan få et klart svar på, om et begrænset indtag af rødvin er godt eller skidt, har du ifølge professor Morten Grønbæk kun ét nogenlunde sikkert valg: at følge sundhedsmyndighedernes genstandsgrænser.
Lyder det let? Det er det tilsyneladende ikke. I alt overskrider op mod hver sjette voksne dansker sundhedsmyndighedernes lavrisikogrænse for alkoholindtag i løbet af en typisk uge.
Hver 14. dansker drikker endda så meget hver uge, at de overskrider højrisikogrænsen på 14 genstande for kvinder og 21 for mænd. Hertil kommer, at hele 26,7 pct. af den voksne danske befolkning jævnligt drikker på den mest usunde måde – nemlig fem eller flere genstande ved samme lejlighed.
LÆS OGSÅ: Karsprængninger – sådan forebygger og behandler du
600 kalorier
er der ca. i en flaske rødvin med 14 pct. alkohol. Det svarer til kalorierne i et ikke for tungt aftensmåltid
Men gør det så nogen forskel for dit helbred, hvilken slags alkohol du drikker? Hmmm ... formentlig ikke.
De gavnlige effekter af rødvin hænges ofte op på plantestoffet resveratrol, som er en kraftig antioxidant, der sidder i røde druers skal. Effekten på mennesker er dog ikke endegyldigt dokumenteret, og i givet fald skulle du indtage store mængder vin. De negative effekter ved selve alkoholen er de samme, uanset om du drikker rødvin, hvidvin, fadøl eller gin og tonic.
Der er dog en anden forskel, som du måske kan have gavn af. De forskellige alkoholiske drikkevarer indeholder nemlig ikke samme antal kalorier pr. genstand.
Drinks indeholder generelt flest kalorier pr. genstand (250 kcal for en gin og tonic), mens der er 125 kcal i en pilsner og 98 kcal. i et glas rødvin.
Det er dog ikke kun antallet af kalorier, du skal tage højde for, hvis du tænker på din vægt. Studier har vist, at drikker du vin til maden, har du en tendens til at spise mere, end hvis du drikker øl. Formentlig fordi mæthedsoplevelsen bliver påvirket.
Vi vil helst have rødvin til maden
På en gennemsnitlig dag drikker 9,7 pct. danske kvinder rødvin til aftensmaden. 3,1 pct. af os hælder hvidvin i glasset, mens 0,5 pct. skåler i rosé.
Kilde: Coop Analyse, 2017
Drik rødvin med måde
Er du kvinde og elsker rødvin, kan du med nogenlunde ro i sindet fortsat nyde din vin, hvis du holder dig til max. syv glas og fordeler dem jævnt hen over ugen.
Men ifølge professor Morten Grønbæk skal du kun drikke de røde dråber, hvis det er en stor nydelse for dig. “Du skal ikke drikke rødvin for din sundheds skyld,” fastslår han.
Fup og fakta om rødvin
Har du undret dig over, om mænd kan klare at indtage mere alkohol end kvinder? Eller om en brandert gør det sværere at blive gravid? Her gennemgår vi fup og fakta om rødvin.
Et glas rødvin giver en bedre nattesøvn
FUP Når kroppen skal forbrænde alkohol, forringer det din søvn. Har du drukket inden sengetid, kan du derfor opleve, at du vågner før om morgenen, og det påvirker også de søvnstadier, du normalt skal igennem på en nat.
Ældre har mest gavn af alkohol
FAKTA Hjerte-kar-problemer rammer tidligst mænd fra 40-45-års alderen og kvinder efter overgangsalderen. Derfor er rødvins hjertebeskyttende effekt kun relevant hos voksne og ældre. Er du ung, får du ingen gavnlige virkninger af alkoholen – kun skadelige.
FAKTA Alkohol dulmer stress efter en travl dag, fordi alkohol udløser dopamin, som virker beroligende. Men forskning viser også, at en person med stress har større tendens til at ville have mere alkohol og dermed let kan ende i en ond cirkel.
FUP Det er en myte, at du forbrænder en genstand i timen. En kvinde på 65 kg forbrænder en genstand på 1 time og 45 min., mens det for en mand på 80 kg tager 1 time og 15 min.
Desuden sætter forbrændingen først ind efter 45 min. Og nej, sauna, motion og kaffe øger ikke forbrændingshastigheden.
Mænd tåler mere alkohol
FAKTA Alkohol fordeler sig i kroppens væske, og muskler indeholder langt mere vand end fedt. Da mænd generelt er større og mere muskuløse end kvinder, er det årsagen til, at mænd opnår en lavere promille end kvinder, når de drikker den samme mængde alkohol.