Ældre er mere livsglade i dag end for 30 år siden

Er du plus 75 år, er du sandsynligvis mindre deprimeret og mere tilfreds med dit liv, end folk på samme alder var for 30 år siden, viser finsk studie.

ældre kvinde, der svømmer i en sø.

ALDERDOM – Det mentale helbred har taget et nøk opad for den ældre generation de sidste 30 år.

© iStock

Er manken blevet grå, og er folk begyndt at rejse sig for dig i bussen? Fortvivl ej – alderdommen er slet ikke så slem, som generationen før dig måske har fortalt. I hvert fald ikke hvis man skal tro finske forskere fra Jyväskylä Universitet, som har undersøgt trivslen blandt seniorer i dag og for 30 år siden.

Undersøgelsen er lavet på baggrund af data, som går tilbage til 1990. Dengang svarede 617 ældre, født mellem 1910 og 1914, på spørgsmål om, hvor tilfredse de var med deres helbred og med deres liv generelt. Ca. 30 år senere blev en ny gruppe på 794 ældre i alderen 75-80 år spurgt ind til de samme ting.

Læs også: Træn effektivt som senior – 6 tips til at bevare en stærk krop

Ved at sammenholde svarene fra første runde, kunne forskerne så se, at der var sket en positiv udvikling i de ældres syn på eget liv.

75-80 årige oplever fx færre symptomer på depression i dag, end de gjorde for 30 år siden. Ifølge forskerne hænger det formentligt sammen med, at ældre i dag har både fysisk og mentalt bedre helbred. Den forklaring stemmer også overens med de ældres egne opfattelser af deres helbred i undersøgelsen.

Prøv I FORMs: Gangprogram med lydguide: Gå dig til et vægttab på 10 uger

Gladere for livet generelt, men ikke her og nu

Et andet interessant fund var, at de 75-80-årige generelt er gladere for det liv, de har levet op til nu, end de var i 1990. Men spurgt ind til, hvor tilfredse de var med deres nuværende liv, var de faktisk mere tilfredse tilbage i 1990.

Ifølge postdoc og forsker ved Jyväskylä Universitetet, Tiia Kekäläinen, skyldes det muligvis, at de mænd og kvinder, som var 75-80 år i 1990, har været voksne under 2. Verdenskrig.

“De her personer, født i 1910, har gennemlevet hårde tider, hvilket måske kan forklare deres tilfredshed med deres nuværende liv i 1990, hvor mange ting var bedre end før,” udtaler hun i en pressemeddelelse.

Risikoen for demens daler i den vestlige verden

At ældre i dag opfatter sig selv som sundere både fysisk og mentalt, stemmer fint overens med nyere forskning, der viser, at risikoen for demenssygdomme er dalende. Selvom vi i årevis har hørt, at demens bliver mere og mere udbredt på verdensplan, ser forekomsten nemlig ud til at falde i vores del af verden.

I et studie fra Göteborgs Universitet har forskerne bl.a. set et fald i forekomsten af demenssygdomme på næsten 50 procent blandt folk i slutningen af 80’erne. I 1989 led 42 procent af de 88-årige i Göteborg af demens, mens kun 22 procent led af sygdommene i 2019.

I det nordlige Sverige har forskere ved Uppsala Universitet lavet en lignende undersøgelse, hvor de gennem flere år har fulgt en stor gruppe svenskere og undersøgt dem, da de var henholdsvis 85, 90 og 95 år. Forskerne fandt både et fald i demenstilfælde blandt de 85-årige og et fald i kognitiv svækkelse blandt de 90-årige.

Læs også: 7 veje til at holde hjernen frisk

De svenske resultater bakkes op af et internationalt studie fra 2020 med deltagelse fra 11 europæiske og nordamerikanske lande. Studiet viste viste et fald i forekomsten af demens hvert år siden 1998.

Hvorfor der bliver færre og færre tilfælde af demens i vestlige lande, vides ikke præcis, men forskere fra Harvard School of Public Health gætter bl.a. på, at det hænger sammen med en større bevidsthed om, hvordan vi forebygger helbredstruende tilstande som forhøjet blodtryk og kolesterol samt inflammation i kroppen.