De færreste vil nok nævne den som deres yndlingsgrøntsag. Men tænk bare, hvor kedelig meget mad ville være, hvis der ikke fandtes løg til liiige at give lidt kant. I denne uges madplan hædrer vi derfor køkkenets hverdagshelt i alle afskygninger: De almindelige gule løg, de smukke rødløg, de milde skalotteløg, de små skarpe hvidløg og de fine forårsløg.
De får øjnene til at løbe i vand og hænderne til at lugte grimt, men i mad kan løg altså bare noget helt unikt – både som rå og skarpe, og som tilberedte; bløde og søde.
Vi lægger ud med en rigtig vinterklassiker: Mørbradgryde, hvor løg giver god smag i saucen. Dagen efter får du så både almindelige løg, rødløg og hvidløg i en klassisk fransk suppe med ostebrød på toppen.
Onsdag er der kyllingefrikadeller på menuen med en lækker hvidløgsdressing til en salat med quinoa og ovnbagte gulerødder.
Torsdag får du rå rødløg i en mættende salat med grønne bønner, og ugen rundes af med den italienske favorit: Spaghetti carbonara – her i en lidt sundere udgave med kalkunbacon og og forårsløg.
I weekenden kan du fortsætte i den italienske stil med en lækker kartoffelpizza med pesto og syltede rødløg.
Du kan sagtens købe løgene færdige på glas, men ellers kan du prøve vores nemme opskrift på syltede rødløg.
Velbekomme!
Ugens tip
6 skarpe tips om løg
Opbevar løg knastørt og langt væk fra andre madvarer, aldrig i en plastpose og gerne ved 6-10 gr.
Læg dit løg i lunkent vand, før du skal skære det, så løsner skrællen sig lidt, og du kan let trække den af.
Er dine løg for stærke, kan du også lægge dem i vand, før du skærer – det giver en mildere smag.
Brug en skarp kniv. Jo mere du maser og trykker med en sløv kniv, jo flere af de gasser, der får dig til græde, frigives der.
Skær løg langs rillerne, hvis de skal varmebehandles, og du gerne vil bevare strukturen. Skærer du på tværs, splatter løgskiverne mere ud i dine retter.
Hvis dine løg begynder at spire, så brug de grønne toppe, som du ville bruge purløg.
I FORMs madplan giver inspiration til hverdagsmenuen
Hver uge serverer vi 5 sunde aftensmads-opskrifter, der er udvalgt efter principperne herunder. Du får også en bonusret til weekenden.