Te gør dig sundere og gladere
Te har fået et fantastisk comeback. Efter at have stået i skyggen af caffelatte i mange år, er teen kommet på bordet igen.
Te har fået et fantastisk comeback. Efter at have stået i skyggen af caffelatte i mange år, er teen kommet på bordet igen.
Forskning har vist, at te er langt sundere, end vi nogen sinde har drømt om, og te-universet vokser hele tiden med nye lækre sorter og blandinger.
I dag kan te gøre næsten alt for dig: påvirke din krop, dit helbred, din sjæl og endda få dig til at glemme trangen til noget sødt! Te er den ultimative personlige drik, som du kan skræddersy til dit liv og dine behov.
Mens kaffebølgen har raset, og caffelatte og co. har siddet tungt på tronen som den varme selskabsdrik, har tedrikkerne følt sig lidt ude på et sidespor og ofte været henvist til en kop kogt vand med et ubestemmeligt tebrev - måske endda serveret med et par hævede øjenbryn på cafeerne.
Men for tiden får tedrikkerne for alvor revanche. Forskerne bliver mere og mere overbeviste om teens mange fantastiske sunde virkninger, der gælder alt fra kræftforebyggelse til hjertesundhed, og teen er efterhånden også blevet et luksusprodukt med sin helt egen status. Både som et antistressmiddel og et symbol på, at man tager hånd om sig selv og kræser for sit velbefindende. Modsat kaffe er te ikke noget, du lige skyller ned, mens du haster af sted. Te er til ro og fordybelse.
Det myldrer frem med nye sorter og udsøgte blandinger, som du kan snuse til i et tehus eller smage på i en tesalon. Her kan du møde andre inkarnerede tedrikkere og bestille den kop te, der passer til dig, din tilstand og dit humør på netop dette tidspunkt.
Det gælder også i teens hjemland, England, for selv om englænderne hele tiden har foretrukket te frem for kaffe, dukker der også her hotte saloner op med te til enhver situation lige fra trætte ben, spændinger i kroppen til stressede hoveder.
Ud over de nye saloner blomstrer det op med spasteder mange steder i verden, og her bliver teen for alvor koblet sammen med velvære. Te spiller en central rolle på spastederne og understøtter de behandlinger, du vælger. Det kan fx handle om at øge dit fysiske og psykiske velvære, forbedre din syre-basebalance, løfte dit humør, få dine muskler til at slappe af eller måske give dig en udrensning. Flere spasteder bygger også på en bestemt filosofi , fx Ayurveda-Spa, hvor du bliver tilbudt en bestemt urtete, som er i overensstemmelse med din type og din sindsstemning. Andre steder bliver teen komponeret og får navn efter den tilstand, teen sætter dig i.
Her får du en guide til, hvordan du selv kan finde og sammensætte netop dine favoritter til dit eget sunde og skønne teselskab.
LÆS OGSÅ: Hvad er kamillete godt for?